Budskab fra Det Første Præsidentskab
Følg profeternes røst
Hvor er det dog en stor glæde og et stort privilegium at være medlem af denne verdensomspændende kirke og blive undervist og opbygget af profeter, seere og åbenbarere! Vi medlemmer af denne kirke taler mange sprog, og vi kommer fra mange forskellige kulturer, men vi har del i de samme velsignelser ved evangeliet.
Dette er i sandhed en verdenskirke med medlemmer i alle verdens lande, som forkynder Jesu Kristi evangeliums universelle budskab til alle, uanset sprog, race eller etniske rødder. Vi er alle åndelige børn af en levende og kærlig Gud, vor himmelske Fader, som ønsker, at vi skal have fremgang på vor rejse tilbage til ham.
I sin store godhed har han givet os profeter, der kan undervise os i hans evige sandheder og hjælpe os med at efterleve hans evangelium. I år har vi taget afsked med vores elskede profet, præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), som ledte os i mange år, indtil Herren kaldte ham hjem. Nu går vi fremad under ledelse af en ny profet, som Herren har kaldet til at lede os, nemlig præsident Thomas S. Monson. På grund af sin store kærlighed til os har vor Fader givet os profeter i vor tid i en lang ubrudt kæde siden dette værks genoprettelse ved profeten Joseph Smith i begyndelsen af 1800-tallet. Vi vil altid værdsætte mindet om de tidlige hellige – deres ofre, sorger og tårer, men også deres mod, tro og tillid til Herren, da de fulgte hans profet i deres tid.
Jeg har ingen forfædre blandt det 19. århundredes pionerer. Men lige siden jeg blev medlem af Kirken, har jeg følt et nært slægtsforhold til disse tidlige pionerer, som van-drede over prærien. De er mine åndelige forfædre, ligesom de er for hvert eneste medlem af Kirken, uanset nationalitet, sprog eller kultur. De oprettede ikke blot et fristed i det vestlige USA, men også et åndeligt grundlag for opførelsen af Guds rige i hele verden.
Vi er alle pionerer
I dag, hvor Jesu Kristi gengivne evangelium modtages af mennesker overalt i verden, er vi alle pionerer i vores egen sfære og vores egen situation. Det var i det kaotiske Tyskland i efterkrigstiden, at min familie først hørte om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dengang var George Albert Smith (1870-1951) præsident. Jeg var blot et lille barn, og to gange i løbet af blot syv år havde vi mistet alt, hvad vi ejede. Vi var flygtninge med en usikker fremtid. Men i løbet af de samme syv år opnåede vi mere, end nogen form for penge ville have kunnet skaffe os. Vi fandt et himmelsk fristed, et værn mod fortvivlelse, nemlig Jesu Kristi gengivne evangelium og hans kirke, der ledes af en sand og levende profet.
I den periode af min barndom legede jeg i udbombede ruiner og voksede op med de allestedsnærværende følger af en tabt krig og visheden om, at mit fædreland havde påført mange andre lande frygtelige lidelser under den forfærdelige anden verdenskrig.
Det glade budskab om, at Jesus Kristus havde udvirket en fuldkommen forsoning for hele menneskeheden, frikøbt alle fra graven og belønnet enhver i overensstemmelse med vedkommendes gerninger var den helbredende kraft, som bragte håb og fred ind i mit liv.
Uanset hvilke udfordringer vi møder her i livet, kan vore byrder blive lettet, hvis vi ikke blot tror på Kristus, men også på hans evne og kraft til at rense og trøste os. Vi helbredes, når vi tager imod hans fred.
Præsident David O. McKay (1873-1970) var profet i mine teenageår. Det var, som om jeg kendte ham personligt. Jeg kunne fornemme hans kærlighed, venlighed og værdighed; han indgød mig selvtillid og mod i min ungdom. Skønt jeg voksede op i Europa mange tusinde kilometer fra USA, følte jeg, at han stolede på mig, og jeg ville ikke skuffe ham.
En anden kilde til styrke var et brev, som apostlen Paulus skrev, mens han sad i fængsel. Det er stilet til Timotheus, hans mest betroede medarbejder og ven. Han skrev:
»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.
Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).
Disse ord fra en af vor Frelsers fortidige apostle havde stor betydning for mig i efterkrigstiden, nøjagtig som de har det i dag. Men hvor mange af os tillader vores frygt at få kontrol over vores liv i denne tid med internationale spændinger, økonomisk og politiske bekymringer og personlige udfordringer?
En vedvarende røst
Gud taler til os med en vedvarende røst. Gud behandler hele den menneskelige familie lige. Vi kan befinde os i en stor eller lille menighed, vores klima eller vegetation kan være forskellig, den kulturelle baggrund og sprogene kan variere, og vores hudfarve kan være vidt forskellig. Men det gengivne evangeliums universelle kraft og velsignelser er tilgængelige for alle, uanset kultur, nationalitet, politik, tradition, sprog, økonomisk baggrund eller uddannelse.
I dag har vi atter apostle, seere og åbenbarere, som er udkigsposter på muren, den guddommelige, helbredende sandheds budbringere. Gud taler til os gennem dem. De er så inderligt klar over de forskellige omstændigheder, som vi medlemmer lever under. De er i denne verden, men ikke af denne verden. De angiver vejen, og de tilbyder os hjælp i vore vanskeligheder, ikke fra verdens visdom, men fra en evig kilde.
For blot et par år siden skrev præsident Thomas S. Monson i et Budskab fra Det Første Præsidentskab: »Vor tids problemer hæver sig truende foran os. Omringet af det moderne livs kompleksitet retter vi blikket mod himlen for at finde en sikker retningsangivelse, så vi kan lægge og følge en fornuftig og passende kurs. Han, som vi kalder vor himmelske Fader, vil ikke lade vore oprigtige bønner gå ubesvaret hen.«1
Vi har en levende profet på jorden igen, nemlig præsident Thomas S. Monson. Han kender vore udfordringer og vores frygt. Han har inspirerede svar. Der er ingen grund til frygt. Vi kan have fred i hjertet og fred i hjemmet. Vi kan øve en god indflydelse i denne verden ved at følge Guds bud og sætte vores lid til omvendelse, forsoningens kraft og tilgivelsens mirakel.
Profeterne taler til os i Herrens navn og med guddommelig klarhed. Som Mormons Bog bekræfter: »For Gud Herren giver lys, så man forstår; for han taler til mennesker på deres sprog, så de forstår« (2 Ne 31:3).
Det er vores ansvar ikke blot at lytte til, men også handle ud fra hans ord, så vi kan gøre krav på de velsignelser, som følger med det gengivne evangeliums ordinancer og pagter. Han har sagt: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10).
Der kan være tidspunkter, hvor vi føler os overvældede, sårede eller på randen af modløshed, mens vi så ihærdigt stræber efter at være fuldkomne medlemmer af Kirken. Men vær forvisset om, at der findes en balsam i Gilead. Lad os lytte til vor tids profeter, når de hjælper os til at fokusere på det, der er afgørende for Skaberens plan for sine børns evige skæbne. Herren kender os. Han elsker os. Han ønsker, at vi skal have fremgang, og han opmuntrer os ved at sige: »Og se til, at alt … gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at [mennesker] skal løbe hurtigere, end [de] har styrke til … [Men] det er nødvendigt, at [de] er flittig[e]« (Mosi 4:27).
Følg deres råd
Stræber vi flittigt efter at efterleve Guds bud, men uden at løbe stærkere end vi har kræfter til? Eller slentrer vi blot roligt af sted? Anvender vi vores tid, vore talenter og vore midler klogt? Har vi fokus rettet mod det, der betyder mest? Følger vi profeternes inspirerede vejledning?
Et eksempel på noget, der har stor betydning for menneskeheden, er styrkelsen af familien. Princippet om familieaften blev givet til os i 1915. Præsident David O. McKay mindede i 1964 igen forældre om, at »ingen succes andetsteds kan kompensere for fiasko i hjemmet«2 I 1995 opfordrede vor tids profeter hele verden til at styrke familien som samfundets grundlæggende enhed.3 Og i 1999 erklærede Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum omsorgsfuldt: »Vi råder forældre og børn til at sætte familiebøn, familieaften, skriftstudium og undervisning og sunde familieaktiviteter højt. Uanset hvor værdige og passende andre pligter og aktiviteter måtte være, så må de dog ikke få lov til at fortrænge de guddommeligt udstukne pligter, som kun forældre og familier fyldestgørende kan udføre.«4
Lad os i ydmyghed og tro forny vores hengivenhed og vores forpligtelse til omhyggeligt at følge profeterne, seerne og åbenbarerne. Lad os lytte til og blive undervist og opbygget af dem, der bærer rigets nøgler. Og når vi lytter og følger dem, må vort hjerte da forandres, så der opstår et stærkt ønske om at gøre godt (se Alma 19:33). På den måde bliver vi pionerer og er med til at lægge et åndeligt fundament, så Kirken kan grundfæstes i alle afkroge af verden, så Jesu Kristi evangelium kan blive til velsignelse for hvert eneste af Guds børn og forene og styrke familierne.