2009
Tillykke med fødselsdagen, præsident Monson!
August 2009


Tillykke med fødselsdagen, præsident Monson!

Da præsident Thomas S. Monson i august sidste år blev spurgt, hvad hans bedste fødselsdagsgave ville være, opfordrede han os til at »finde en eller anden, som har det svært … og gøre noget for vedkommende«.1 I år har børn over hele verden åbnet hjertet og rakt ud til andre for at give præsident Thomas S. Monson det, han ønskede sig mest af alt.

Mange, mange børn fulgte præsident Monsons opfordring til at udføre en tjenestegerning for andre. Vi kan kun trykke nogle få af de breve, vi har modtaget. Men alle I søde børn har ydet en tjenestegerning for jeres elskede profet, og alle ønsker ham en glædelig fødselsdag i denne måned!

Jeg hjalp en familie ved at give dem ting, som jeg ikke brugte, og noget legetøj, som var i god stand. Jeg havde det rigtig godt, da jeg gjorde det. Det er ligesom det, vor himmelske Fader og Jesus Kristus gør for os. De hjælper os med vore udfordringer og giver os mange velsignelser.

Alma V., 11 år, Capital District i Colombia

Børn i Oakridge Farms Menighed i Farmington Oakridge Stav i Utah samledes til en aktivitet, hvor de knyttede quilte. De blev senere skænket til Kirkens humanitære center.

Min far hjalp min bror, Maximo, og mig med at lave fiskestænger til mine venner fra Primary. Vi elsker at fiske sammen som familie. Når jeg inviterer nogle af vore venner med på fisketur, har de aldrig noget at fiske med. Det gjorde mig glad at se, hvor glade de blev, fordi de nu har deres egne fiskestænger.

Luciano N., 9 år, Entre Ríos i Argentina

Det er meget koldt i den by, som jeg bor i. For at hjælpe missionærerne med at holde varmen, strikkede jeg halstørklæder sammen med min mor.

Mirai H., 10 år, Hokkaido i Japan

Jeg lærte at læse, da jeg var fem år gammel. Nu gør jeg det samme for min yngre fætter, som mine forældre gjorde for mig – nemlig at lære ham at læse ved hjælp af skrifterne.

Nicolas N., 7 år, São Paulo i Brasilien

Min veninde er fra Peru, men hun har boet i Italien nogle år. Fire af hendes brødre og søstre er blevet døbt, og i oktober blev hendes mor også medlem af Kirken. Nu vil min veninde også gerne døbes. Missionærerne har bedt mig om at hjælpe dem med at forberede hende til dåb. Så jeg har været med, hver gang de har undervist hende i evangeliet. Jeg håber, at hun snart bliver døbt.

Eleonora A., 11 år, Piedmont i Italien

Da vi var på ferie, blev vi tørstige. Jeg bad min mor om penge til at købe vand for. Da jeg kom ud af butikken, så jeg en mand, der rodede i skraldespanden efter noget vand. Jeg så ned på min hånd. Jeg havde nogle mønter, så jeg købte ham en flaske vand.

Orson B., 10 år, Sonora i Mexico

Min ven Jonah brækkede sit ben. Han sad i kørestol i lang tid. Hver dag hjalp jeg ham med at skubbe hans kørestol til frokost, frikvarter eller andre steder, hvor han skulle hen. Jeg var rigtig glad for at hjælpe min ven.

Emma S., 8 år, Arizona i USA

Jeg er en lille dreng, som elsker at tjene. Jeg kan lide at lave mad, og jeg kan lide at bage vafler sammen med min bedstemor. Jeg kan også lide at tilbyde mine naboer nogle af vaflerne.

Jonas V., 5 år, Wallonia i Belgien; skrevet med hjælp fra hans mor

Note

  1. I Gerry Avant, »Prophet’s Birthday: Milestone of 81«, Church News, 23. aug. 2008, s. 4.

Foto af støjinstrument: Tamra Hamblin; fotografi af kage © Getty Images

Udskriv