Sådan tackler man fødselsdepression Et evangelisk perspektiv

Lynn Clark Callister

Professor på Brigham Young Universitys sygeplejeskole

Når en kvinde kæmper med en fødselsdepression, er det vigtigt, at hun får støtte fra sin mand, familie og andre.

Efter i fire år at have prøvet at få endnu et barn var Anna (navnene er ændret) og hendes mand taknemlige for at få en lille datter. Men Anna opdagede, at det føltes overvældende at skulle tilpasse sig et spædbarns behov, samtidig med at hun tog sig af sine sønner. Hun indså, at hun gled ind i en depression på trods af alle sine forsøg på at holde styr på det hele og bevare en fornemmelse af stabilitet. Anna kæmpede med en fødselsdepression.

Alle mødre, også Anna, ved, at en barnefødsel »forventes« at være en lykkelig tid, og at nybagte mødre »forventes« at være taknemlige for denne utrolige velsignelse. Men for nogle kvinder kan fødselsdepressioner lægge en væsentlig dæmper på denne lykke. Fødselsdepression kommer til udtryk på mange måder og kan indvirke både fysisk, følelsesmæssigt og sågar åndeligt på de kvinder, som rammes af den. For eksempel kan disse kvinder nære urealistiske forventninger til sig selv i denne omstillingsperiode. De mener, at de straks bør kunne klare alt for sig selv og for deres nyfødte, fordi de bør være »supermødre« og »superhustruer«.

Det er vigtigt, at disse kvinder – og deres familier – forstår, hvad en fødselsdepression er (og hvad den ikke er), genkender symptomerne, finder effektive måder at tackle dem på, og vigtigst af alt, at de er klar over, at der er håb om at fungere normalt, mens man kæmper med depressionen.

Hvis en kvinde rammes af en fødselsdepression, betyder det ikke, at hun er svag, at hun har gjort noget forkert, eller at hun kan bebrejdes disse overvældende følelser. I de fleste tilfælde er det en forbigående tilstand. At blive ramt af en fødselsdepression kan, ligesom andre prøvelser, bringe os tættere på Frelseren, mens vi stræber efter at vinde åndelig styrke. Som tidligere hovedpræsident for Unge Piger har Ardeth G. Kapp forklaret: »Vi kender til vor Frelser, men det er ofte i vores modgang, at vi virkelig finder ham og lærer ham at kende og lærer at elske ham … Jeg kan af egen erfaring vidne om, at nogle af vore tungeste byrder, skuffelser og sorger med tiden kan erstattes af ›Guds fred, som overgår al forstand‹ (Fil 4:7), mens vi ›håber på Herren‹ (Es 40:31).«¹

Mere end bare fødselstristhed

Hos nogle kvinder kan en fødsel afstedkomme midlertidig tristhed, en form for fødselstristhed. Symptomerne – der som regel viser sig i løbet af den første uge efter fødslen og kan vare op til ti dage – kan omfatte grådkvalthed, pirrelighed, udmattelse, ængstelse og humørsvingninger. Fødselstristhed skyldes som regel de fysiske ændringer, som moderen gennemgår, men disse symptomer kan forværres af søvnmangel, dårlig ernæring, et krævende spædbarn og manglende støtte. Fødselstristhed er et fænomen, man ser i alle kulturer verden over, og det påvirker op til 80 % af alle fødende kvinder.

Fødselsdepression derimod er en lidelse, der har en biokemisk årsag. Skønt ingen er helt sikre på, hvad den præcise årsag er, så mener forskerne, at de udsving i hormonbalancen, som finder sted i løbet af en graviditet og efter fødslen, kan bidrage til kemiske forandringer i hjernen. Det, kombineret med det pres og den træthed, som følger med en barnefødsel, kan føre til depression. Omkring 10 % af alle fødende kvinder oplever en fødselsdepression, som typisk opstår i løbet af de fire første uger efter fødslen, men den kan vise sig når som helst i løbet af det første år. Mange kvinder, som får en fødselsdepression, har tidligere haft en depression; nybagte mødre i denne kategori bør holde nøje øje med deres følelser, så de kan få hjælp, hvis symptomerne viser sig og tager til.

Nogle af de kvinder, som rammes af en fødselsdepression, får det bedre i løbet af nogle få uger, mens andre ikke »bliver sig selv igen« før efter mange måneder. Men hjælpen er inden for rækkevidde: Erkendelse af symptomerne er det første skridt på vejen til at få det bedre igen.

Symptomer

Ofte antager en nybagt mor, at følelser af nedtrykthed er et tegn på svaghed. Hun frygter måske endda, at andre ville se ned på hende, hvis de vidste, hvordan hun har det. Af disse og andre grunde er hun måske ikke tilbøjelig til at drøfte sine symptomer, hvorved hun lader fødselsdepressionen gå udiagnosticeret og ubehandlet hen.

John sagde følgende om sin families erfaringer med fødselsdepression: »Min hustru, Carolyn, skjulte sine symptomer fra os alle, selv mig. Jeg havde svært ved at forstå, hvor meget hun rent faktisk led. Jeg tror, at hun mente, at hun som biskoppens kone ikke kunne lade nogen – ikke mig, ikke sine venner, ikke sin mor – vide, hvad der var i vejen.«

Dr. Cheryl Tatano Beck, en kendt forsker, kalder fødselsdepression for »en tyv, der stjæler moderskabet«.² Men familie og nære venner kan være med til at mindske dette »tyveri« ved at holde øje med symptomerne. De opdager måske nogle af følgende adfærdsændringer hos den nybagte mor:

En nedtrykt tilstand, som varer det meste af hver eneste dag.
Fravær af latter eller leg med spædbarnet.
Et nedtrykt eller udtryksløst ansigtsudtryk.
Vedvarende tristhed.
Bemærkninger om mangler, som hun ser hos sig selv eller spædbarnet.
Tegn på skyldfølelse eller utilstrækkelighedsfølelse.
Ubeslutsomhed i daglige gøremål.
Mærkbar irritation, især i forbindelse med spædbarnets uro eller gråd (se »Symptomer på fødselsdepression« i boksen på side 30, hvor der tales om de indre tegn, som kun mødrene selv kan bemærke).

Hvis familiemedlemmer og nære venner mener at have opdaget nogle af disse symptomer, men ikke er helt sikre i deres sag, kan de forsigtigt stille moderen spørgsmål som: »Føler du dig ked af det [eller deprimeret eller modløs]? Hvor længe har du haft det sådan?« eller »Føler du, at du ikke har noget at være glad for?« Så snart moderen og dem omkring hende genkender symptomerne, kan de begynde at gøre noget ved depressionen.

Sådan tackler man fødselsdepression

Det er vigtigt at få tag på fødselsdepressionen, ikke alene for kvindens egen skyld, men også for hendes spædbarns og resten af familiens skyld. Da moderen ofte er midtpunkt for sit barns sociale miljø, påvirker hendes humør barnet. Og moderens og spædbarnets velbefindende påvirker familiens velbefindende.

Fordi denne tilstand påvirker hele familien, bliver håndteringen af en fødselsdepression hele familiens opgave. Det er vigtigt for kvinden at få støtte fra sin mand, sin familie og andre.

Støtte fra familie og venner. Ifølge »Familien: En proklamation til verden« har »ægtemand og hustru … et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn«.³ Den vigtigste strategi, når det gælder om at tackle udfordringerne omkring fødselsdepression, er at styrke parrets indbyrdes forhold og øge ægtemandens opmærksomhed. Det er altafgørende, at den nybagte mor får hjælp og støtte fra sin mand til aktiviteter som disse:

Varetagelse af husholdningen og ansvaret for de øvrige børn.
Begrænsning af antallet af gæster, så man sikrer fredfyldte omgivelser. (Nogle kvinder oplever dog, at besøg er med til at lindre depressionssymptomerne).
Sørge for at moderen får søvn nok, passende ernæring og motion.
Hjælp til pleje af spædbarnet.
Oplysninger om fødselsdepression.
Præstedømmevelsignelser, når det er passende.
Nærhedens gave – at lytte, vise omsorg og bare være sammen med hende. En helbredende samtale, der ledsages af et kram, behøver ikke at være længere end en enkelt sætning: »Det her må være meget hårdt for dig.«
Opfordring til, at den nybagte mor får passende professionel hjælp.

Rachel, der blev ramt af en fødselsdepression efter sit tredje barns fødsel, sagde: »Selv de mindste opgaver virkede uoverkommelige, fordi jeg savnede den følelsesmæssige og fysiske energi. Jeg var dybt taknemlig for, at min mand viste forståelse og medfølelse og hjalp mig med at få den hjælp, jeg havde så inderligt brug for.«

Det kan være svært for ægtemænd at forstå en fødselsdepression, og nogle gange kan han reagere med ved at blive forvirret, frustreret, vred, skyldbetynget, ængstelig eller pinligt berørt. Det kan være nyttigt for ham at gå til terapi eller læse for at øge sin indsigt omkring fødselsdepression og lære, hvordan han bedst kan hjælpe til. Hvis han gør det, kan det gavne både ham selv og hans hustru.

Johanna, der fik en fødselsdepression efter at have fået for tidligt fødte tvillinger, sagde: »Selv om oplevelsen var en udfordring for Sam og mig, blev vores ægteskab styrket. Vores indbyrdes forhold blev tættere end nogensinde før. Vi arbejdede sammen om at løse problemet. Jeg tyede til ham for at få præstedømmevelsignelser. Vi kommunikerede åbent med hinanden og Herren.«

Den øvrige familie og Kirkens medlemmer kan supplere faderens støtte. Kathleen H. Hughes, tidligere rådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, har talt om sin erfaring med fødselsdepression og den hjælp, som hun modtog fra andre:

»Da jeg havde født vores søn … blev jeg dybt deprimeret. Mange af kvinderne i min familie lider af fødselsdepression, og som mange af jer ved, gjorde lægerne dengang meget lidt for at hjælpe kvinder i denne tilstand. Så jeg var overladt til selv at kæmpe mig ud af dette mørke.

Men denne svære tid for mig blev ofte mildnet og lettet af vidunderlige søstre i menigheden, som tog sig af mine børn, og som tog sig af mig fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt – og hjalp mig gennem denne følelsesmæssige kamp.«⁴

Kvinder kan finde yderligere støtte i grupper for nybagte mødre. Christine, som boede langt fra sin øvrige familie og følte sig meget alene efter at have født sit første barn, sagde: »Da jeg talte med andre unge mødre i ejendommen, opdagede jeg, at vi havde mange fælles problemer. Det var en stor hjælp – og jeg opdagede, at jeg oftere lo end græd.«

Professionel behandling. Nybagte mødre kan overveje at søge professionel hjælp, blandt andet i form af psykologbistand fra SDH familietjeneste (se www.ldsfamilyservices.org) eller fra en passende behandler, som anbefales af lægen. I nogle tilfælde kan medicin være nødvendig, men kun hvis en psykiater eller anden behandler foreskriver det.

Tag vare på dig selv. Det er vigtigt, at nybagte mødre tager vare på sig selv ved at hvile så meget som muligt, spise en sund kost og »slappe af« sammen med mødregrupper eller legegrupper for børn.

Desuden bør mødre, da moderskab jo er fysisk og emotionelt krævende, sætte sig realistiske mål, som giver plads til fleksibilitet, og huske på, at »alting har en tid« (Præd 3:1). Elizabeth, som fødte fire døtre i løbet af nogle få år, sagde: »Det er jo ikke muligt at droppe rengøring og madlavning, når der er andre børn, som har brug for rent tøj og frokost. Men jeg erfarede, at det hjalp bare at gøre en lille smule hver dag – en maskinfuld vasketøj, rengøring af badeværelsevasken (i stedet for hele badeværelset), planlægning af måltider og overdragelse af indkøb til min mand. Det at føle sig produktiv, om det så kun er i det små, er yderst opmuntrende.«

Andre nyttige tiltag. Andre aktiviteter kan også være en hjælp til at håndtere og overvinde en fødselsdepression:

At lytte til opløftende musik.
At studere skrifterne og andre inspirerende bøger. Anna fortalte, at hun især nød at læse 2 Ne 4, som beskriver Nefis modløshed og tvivl og derefter hans voksende erkendelse af Herrens kærlighed til ham: »Min Gud har været min støtte, han har ført mig gennem mine trængsler« (2 Ne 4:20).
At føre dagbog. Rachel sagde: »Når jeg skrev i min dagbog, kunne jeg give udtryk for min dybe fortvivlelse. Det hjalp mig til at blive opmærksom på, hvad det var, der syntes at udløse depressionen. Det hjalp også at begynde at tælle mine velsignelser.«
At bede om hjælp og trøst. Anna sagde: »Når jeg var deprimeret, var det sværere for mig at føle Helligåndens trøst, som jeg så inderligt havde brug for. Jeg prøvede at kæmpe mod de negative røster, som gjorde mig svagere og fik mig til at tvivle på min evne til at overvinde de negative følelser.« Johanna stillede sig selv og sin himmelske Fader dette spørgsmål, når hun bad sine bønner og grundede: »Himmelske Fader, hvad er det, jeg skal lære af dette her?«

Trængslernes rolle i vores liv

Når vi erkender, at vi kan lære af vore trængsler, kan det styrke vores tro, selv når vi står midt i dem. Gud lader os ikke alene i vores kamp for at finde håb. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har givet dette råd: »Til alle som kæmper for at se dette lys og finde dette håb, siger jeg: Hold ud. Bliv ved med at prøve. Gud elsker jer.«⁵ Og det gør han. Søster Patricia Holland, ældste Hollands hustru, har engang indbudt os til at vende tilbage til »vores sjæls helhed, den enhed i vores indre væsen, der skaber balance i tilværelsens krævende og uundgåelige mangfoldighed«⁶

Anna forklarede den proces, som hun gik igennem: »Mens jeg kæmpede med at overvinde fødselsdepressionen, stræbte jeg efter at komme ud af mørket og ind i lyset, Guds Søns lys. Jeg græd, da jeg læste Es 53:3-4, idet jeg for første gang fuldt ud forstod, at Frelseren var ›en lidelsernes mand, kendt med sygdom … Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar‹. Jeg holdt fast ved løftet om, at Frelseren var min personlige Frelser, at han var blevet sendt for at ›give [os] hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod‹ (Es 61:3). Når jeg så hen til Frelseren, indså jeg i større grad, at han kendte min smerte, og at han blidt kunne lindre mig, når jeg søgte ham.«

Illustreret af Dilleen Marsh

Familiemedlemmer og nære venner kan være med til at lindre en fødselsdepression ved at holde øje med dens symptomer og tilbyde hjælp og støtte.

Når vi erkender, at vi kan lære af vore trængsler, kan det styrke vores tro, selv når vi står midt i dem.