Budskab fra Det Første Præsidentskab
At han må være indprentet i vores hjerte
Forældre bør lære deres børn at bede. Barnet lærer både af, hvad forældrene gør, og af, hvad de siger. Det barn, der ser sin mor eller sin far gå gennem livets prøvelser med en indtrængende bøn til Gud, og dernæst hører et oprigtigt vidnesbyrd om, at Gud har svaret med mildhed, husker, hvad det har set og hørt. Når prøvelserne så kommer, er det menneske beredt.
Når barnet med tiden flytter fra hjemmet og familien, kan bønnen udgøre det beskyttende skjold, som forælderen så inderligt ønsker, at det har. Det kan være svært at skulle skilles, især når forælderen og barnet ved, at de måske ikke skal ses i lang tid. Jeg havde den oplevelse med min far. Vi skiltes på et gadehjørne i New York. Han var taget dertil for at arbejde. Jeg var der, fordi jeg var på vej til et andet sted. Vi vidste begge, at jeg sandsynligvis aldrig ville flytte hjem igen og bo under samme tag som mine forældre.
Det var en solskinsdag omkring middagstid, gaderne var fyldt med biler og fodgængere. På netop det gadehjørne var der en lyskurv, der i nogle få øjeblikke standsede bilerne og menneskene, der kom fra alle retninger. Lyset skiftede til rødt, bilerne standsede. De mange fodgængere skyndte sig ud på gaden og gik hver sin vej, nogle også skråt gennem lyskrydset.
Det var tid til at skilles, og jeg begyndte at gå over gaden. Jeg standsede næsten halvvejs, mens folk fór forbi mig. Jeg vendte mig om for at se tilbage. Min far stod stadig på hjørnet og kiggede efter mig i stedet for at forsvinde ind i mængden. Jeg syntes, at han så ensom og måske lidt trist ud. Jeg havde lyst til at gå tilbage, men jeg indså, at lyset skiftede igen, så jeg vendte mig om og skyndte mig videre.
Flere år senere talte jeg med ham om det øjeblik. Han fortalte mig, at jeg må have opfattet hans ansigtsudtryk forkert. Han sagde, at han ikke var trist – han var bekymret. Han havde set mig kigge tilbage, som om jeg var en lille dreng, der var usikker og søgte efter vished. Han fortalte mig senere, at det, han havde tænkt, var: »Kan han klare sig? Har jeg lært ham nok? Er han beredt til, hvad end der måtte ligge forude?«
Men det var ikke kun tanker, der havde optaget hans sind. Jeg vidste fra mine iagttagelser, at han havde følelser i hjertet. Han ønskede, at jeg skulle være beskyttet og tryg. I alle de år jeg havde boet sammen med mine forældre, havde jeg hørt og følt den længsel i hans bønner og i endnu højere grad i min mors bønner. Det havde jeg lært af, og det erindrede jeg.
En hjertesag
Bønnen hører hjertet til. Jeg var blevet oplært i langt mere, end blot hvordan man beder. Jeg havde lært af mine forældre og fra Frelserens lærdomme, at vi skal henvende os til vor himmelske Fader på bønnens ærbødige sprog. »Vor Fader … i himlene! Helliget blive dit navn« (Matt 6:9). Jeg vidste, at vi aldrig må bespotte hans hellige navn – aldrig. Kan I forestille jer, hvordan et barns bøn lider skade af at høre en forælder bespotte Guds navn? Følgerne af en sådan krænkelse af de små er frygtelige.
Jeg havde lært, at det var vigtigt at takke for velsignelser og bede om tilgivelse. »Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« (Matt 6:12). Jeg havde fået at vide, at vi beder om det, vi har brug for, og beder om, at andre måtte blive velsignet. »Giv os i dag vort daglige brød« (Matt 6:11). Jeg vidste, at vi skal underkaste vores vilje. »Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen således også på jorden« (Matt 6:10). Jeg havde lært og fundet ud af, at det var sandt, at vi kan blive advaret om farer og tidligt få vist, hvad vi har gjort, som ikke behager Gud. »Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde« (Matt 6:13).
Jeg havde lært, at vi altid skal bede i Jesu Kristi navn. Men noget, som jeg havde set og hørt, havde lært mig, at de ord var mere end en formalitet. Der hang et billede af Frelseren på væggen i soveværelset, hvor min mor var sengeliggende, i årene før hun døde. Hun havde hængt det der på grund af noget, hendes fætter, ældste Samuel O. Bennion fra De Halvfjerds (1874-1945), havde fortalt hende. Han havde rejst sammen med en apostel, som beskrev, at han havde set Frelseren i et syn. Ældste Bennion gav hende dette billede og sagde, at det var den bedste skildring, han havde set af Mesterens styrke og karakter. Derfor indrammede hun det og hængte det på væggen, hvor hun kunne se det fra sengen.
Hun kendte Frelseren, og hun elskede ham. Jeg havde lært af hende, at vi ikke afslutter i en fremmeds navn, når vi henvender os til vor Fader i bøn. Jeg vidste af det, jeg havde set i hendes liv, at hendes hjerte var Frelseren nær som følge af mange års beslutsom og ufravigelig stræben efter at tjene ham og have hans velbehag. Jeg vidste, at skrifterne var sande, de, som advarer: »For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?« (Mosi 5:13).
Ikke nogen skødesløs bøn
Selv nu, mange år efter at min mor og far er gået bort, tager jeg ikke let på ordene, »i Jesu Kristi navn,« hverken når jeg selv siger dem, eller når jeg hører andre sige dem. Vi må tjene ham for at kende Mesterens hjerte. Men vi må også bede om, at vor himmelske Fader vil besvare vores bønner i hjertet såvel som i sindet (se Jer 31:33; 2 Kor 3:3; Hebr 8:10; 10:16).
Præsident George Q. Cannon (1827-1901), tidligere rådgiver i Det Første Præsidentskab, beskrev velsignelserne ved, at folk samledes efter at have bedt sådanne bønner. Han talte om at tage til et præstedømmemøde, alligevel har mange af jer beredt hjertet på den måde, han har beskrevet således:
»Jeg vil træde ind i den forsamling med sindet fuldstændig frit for enhver påvirkning, der kan hindre Guds Ånd i at virke på mig. Jeg vil gå ind med en bønsom ånd og bede Gud om at skrive sin vilje i mit hjerte – ikke med min egen allerede forudfattede vilje og besluttet på at sætte mit igennem … uanset alle andres synspunkter. Hvis jeg tog af sted, og alle andre tog af sted med denne ånd, ville vi føle Guds Ånd iblandt os, og det, vi besluttede os for, ville være Guds sind og vilje, fordi Gud ville åbenbare den for os. Vi ville se lys i den retning, vi skulle gå, og vi ville bemærke mørket der, hvor vi ikke skulle gå hen.«1
Når vi lærer vore børn at bede, er det vores mål at give dem et ønske om, at Gud skal skrive i deres hjerte, og dernæst være villige til at gå ud og gøre, hvad Gud beder dem om. På baggrund af det, vore børn ser os gøre, og det vi lærer dem, er det muligt for dem at have tilstrækkelig tro til i det mindste til en vis grad at føle det, som Frelseren følte, da han bad om styrke til at bringe sit uendelige offer for os. »Og han gik lidt længere væk, faldt han ned på sit ansigt og bad: ›Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39).
Jeg har fået svar på bønner. Disse svar har været tydeligst, når det, jeg ønskede, blev bragt til tavshed af et altoverskyggende behov for at vide, hvad Gud ønskede. Først da kan svaret fra en kærlig himmelsk Fader blive formidlet til sindet af den stille, sagte stemme og blive skrevet i hjertet.
Lær at søge hans vilje
Nogle forældre vil spørge: »Men hvordan kan jeg blødgøre mit barns hjerte, nu hvor han eller hun er blevet ældre og er overbevist om, at han eller hun ikke har brug for Gud? Hvordan kan jeg blødgøre et hjerte tilstrækkeligt til, at Gud kan skrive sin vilje i det?« Nogle gange blødgør en tragedie et hjerte. Men for andre er selv en tragedie ikke nok.
Men der er et behov, som selv den mest forhærdede og stolte ikke tror, at de kan opfylde. De kan ikke løfte syndens vægt af deres egne skuldre. Og selv de mest forhærdede kan til tider føle samvittighedsnag og således behov for tilgivelse fra Gud. Alma, der var en kærlig far, underviste sin søn Corianton i dette på denne måde: »Og nådens plan kunne ikke blive iværksat, uden at der blev gjort en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at iværksætte nådens plan og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og tillige en barmhjertig Gud« (Alma 42:15).
Og efter at have båret vidnesbyrd om Frelseren og hans forsoning, havde faderen denne bøn om et blødgjort hjerte: »O, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke mere vil fornægte Guds retfærdighed. Forsøg ikke at undskylde dig på den mindste måde på grund af dine synder ved at fornægte Guds retfærdighed, men lad Guds retfærdighed og hans barmhjertighed og hans langmodighed få fuldt råderum i dit hjerte, og lad det bringe dig ned i støvet i ydmyghed« (Alma 42:30).
Alma vidste det, som vi også kan erfare: Nemlig at vidnesbyrdet om Jesus Kristus og hans korsfæstelse rummede den største sandsynlighed for at hjælpe hans søn til at forstå behovet for den hjælp, som kun Gud kan give. Og alle bønner bliver besvaret for dem, hvis hjerte er blødgjort af den overvældende følelse af behovet for renselse.
Luk bønnens dør op
Når vi lærer dem, vi elsker, at vi er åndelige børn, som midlertidigt er borte fra en kærlig himmelsk Fader, åbner vi bønnens dør for dem.
Vi levede i hans nærhed, før vi kom hertil for at blive prøvet. Vi kendte hans ansigt, og han kendte vores. Ligesom min jordiske far så mig gå bort fra sig, så vor Fader i himlen os gå ind i det jordiske liv.
Hans elskede Søn, Jahve, forlod hine herlige sale for at komme ned til verden for at lide det, som vi ville lide, og for at betale prisen for alle vore synder. Vor Frelser gav os den eneste vej, der fører os hjem igen til vor himmelske Fader og til ham. Hvis blot Helligånden fortæller os så meget om, hvem vi er, kan vi og vore børn føle det, som Enosh følte. Han bad således:
»Og min sjæl hungrede, og jeg knælede ned for min Skaber og anråbte ham i indtrængende bøn og påkaldelse for min egen sjæl; og hele dagen lang anråbte jeg ham; ja, og da natten kom, oplod jeg stadig min røst, så den nåede himlene.
Og der kom en røst til mig, som sagde: Enosh, dine synder er dig tilgivet, og du skal blive velsignet« (Enosh 1:4-5).
Jeg kan love jer, at ingen glæde er større end den, I føler, hvis et af jeres børn beder i nødens stund og får et sådant svar. I vil en dag blive skilt fra dem med en længsel i hjertet om at blive forenet. En kærlig himmelsk Fader ved, at denne længsel ville vare evigt, medmindre vi bliver forenet som familier med ham og hans elskede Søn. Han gjorde det således, at alle hans børn havde behov for denne velsignelse. For at finde den, skal de selv bede Gud om den uden at tvivle, ligesom drengen Joseph Smith gjorde.
Min far var bekymret den dag i New York, fordi han vidste, ligesom min mor vidste, at den eneste virkelige tragedie ville være, hvis vi skulle skilles for evigt. Det er derfor, de lærte mig at bede. De vidste, at vi kun kan være sammen for evigt med Guds hjælp og med hans forvisning. Ligesom I gør, underviste de bedst i bøn ved eksemplets magt.
Den eftermiddag min mor døde, tog vi til familiens hjem fra hospitalet. Vi sad stille i den mørke dagligstue et stykke tid. Far undskyldte sig og gik ind i sit soveværelse. Han var væk nogle minutter. Da han kom ind i dagligstuen igen, var der et smil på hans læber. Han sagde, at han havde været bekymret for mor. Mens han havde samlet hendes ting fra hospitalsstuen og takket personalet for at have været så gode imod hende, tænkte han på, at hun gik til åndeverdenen blot nogle få øjeblikke efter sin død. Han var bange for, at hun ville være ensom, hvis der ikke var nogen til at møde hende. Han gik ind i soveværelset for at bede sin himmelske Fader om at sørge for, at der var nogen til at hilse på Mildred, hans hustru og min mor. Han sagde, at han som svar på sin bøn havde fået at vide, at hans mor havde taget imod hans hjertenskære. Jeg smilede også ad det. Bedstemor Eyring var ikke særlig høj. Jeg så tydeligt for mig, hvordan hun skyndte sig gennem mængden, med de små ben, der bevægede sig hurtigt på hendes mission til at møde min mor.
Far havde helt sikkert ikke i sinde at belære mig om bøn i netop det øjeblik, men det gjorde han. Jeg kan ikke huske en prædiken fra min mor eller min far om bøn. De bad, når der var hårde tider, og når der var gode tider. Og de fortalte på en nøgtern måde om, hvor god Gud var, hvor mægtig, og hvor nær. De bønner, jeg hørte mest, var om, hvad det ville kræve, for at vi kunne være sammen for evigt. Og de svar, som vil forblive prentet i mit hjerte, synes oftest at være forvisningen om, at vi var på stien.
Da jeg i mit sind så min bedstemor skynde sig hen til min mor, følte jeg glæde for dem og en længsel efter at bringe min hustru og vore børn til en sådan forening. Denne længsel er årsagen til, at vi skal lære vore børn at bede.
Jeg vidner om, at vor himmelske Fader svarer på bønnerne fra trofaste forældre, som bønfalder ham om at få at vide, hvordan de skal lære deres børn at bede. Jeg vidner om, at vi på grund af Jesu Kristi forsoning som familier kan få evigt liv, hvis vi ærer de pagter, som tilbydes i denne, hans sande kirke.
Fotoillustrationer: David Stoker
Jesus Kristus, af Warner Sallman, © Warner Press, må ikke kopieres