2009
Hvornår bør jeg få min patriarkalske velsignelse?
August 2009


Hvornår bør jeg få min patriarkalske velsignelse?

Janet var 17, da hun kom hjem til mig for at modtage sin patriarkalske velsignelse. Da vi talte sammen inden velsignelsen, erfarede jeg, at hun havde haft anbefalingen fra sin biskop i et par måneder, inden hun ringede til mig for at træffe en aftale. Hun havde ventet, fordi hun var bange for, at velsignelsen ville forlange, at hun skulle gøre noget, som ville være vanskeligt for hende. Hun var også bekymret for, at hun slet ikke var parat.

»Et løfte fra vor himmelske Fader er ikke en befaling,« fortalte jeg hende. »Løfterne i din velsignelse bliver kun opfyldt, hvis du ønsker det og arbejder for, at det skal ske.« Jeg forsikrede hende også om, at jeg som patriark ikke ville dømme eller irettesætte hende. Jeg ville give hende en velsignelse.

Hvad er en patriark?

Profeten Joseph Smith forklarede: »Hvor som helst Jesu Kristi Kirke oprettes på jorden, burde der være en patriark til gavn for de helliges efterkommere, som tilfældet var med Jakob, da han gav sin patriarkalske velsignelse til sine sønner.«1

Din stavspatriark er en af vor himmelske Faders hengivne tjenere. Han er blevet ordineret til embedet som patriark og bærer det embede resten af livet. Han er som regel en ældre mand, som kender til meget af det, man kommer ud for, efterhånden som man bliver ældre.

Hans kaldelse er at give velsignelser. Han er ikke rådgiver, så han giver ikke råd. Han er ikke biskop, så han dømmer ikke. Når han lægger hænderne på dit hoved for at give dig en velsignelse, giver vor himmelske Fader, gennem Helligåndens tilskyndelser, patriarken tanker, begreber og til tider specifikke ord til dig. Patriarken medtager disse begreber og tanker i din velsignelse.

Hvad er en patriarkalsk velsignelse?

Præsident Harold B. Lee (1899-1973) beskrev en patriarkalsk velsignelse som et »[afsnit] fra bogen om dine ansvar.«2 Når patriarken lægger sine hænder på dit hoved, vil du erfare, at dine velsignelser som regel omfatter:

En udtalelse om patriarkens myndighed. Velsignelsen gives ved Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed og ved Helligåndens inspiration.

En bestemmelse af din slægtslinje. Hvert medlem af Kirken arver åndelige velsignelser og ansvar gennem en af Israels tolv stammer. Ved Åndens inspiration udtaler patriarken den stamme, som du modtager disse velsignelser igennem. Denne slægtslinje bestemmes ikke bare ud fra din race eller nationalitet. Medlemmer af samme biologiske familie kan komme fra forskellige af Israels stammer. Denne slægtslinje har ofte noget at gøre med dit ansvar i Herrens rige. Mange af Kirkens medlemmer kommer af Efraim, Manasse eller Juda, som er de oftest forekommende af Israels stammer på dette tidspunkt af vores forkyndelse af evangeliet til alle nationer, stammer, tungemål og folk.3

En personlig velsignelse. I denne del af din velsignelse modtager du inspirerede og profetiske udtalelser om dit liv. Din velsignelse kan også indeholde noget, som skal udføres, løfter, som Herren har til dig, og formaninger og advarsler, der skal beskytte dig mod overlast og modgang. Din velsignelse indeholder ikke alt, hvad der kommer til at ske med dig, men den indeholder det, som du skal være særligt opmærksom på. Hvis den ikke nævner en mission, betyder det ikke, at du ikke kan udføre en mission. Det kan være, at fuldførelsen af en mission er noget, som Gud mener, at du kan gøre uden særlige bemærkninger i din patriarkalske velsignelse.

Din velsignelse kan være lang eller kort. Længden af din velsignelse er ikke en indikator for din værdighed.

At læse din velsignelse er ligesom at læse i skrifterne. Når du læser den, dukker nye tanker om, hvad du bør gøre, og gode følelser med hensyn til dit liv op. Jo oftere du læser din velsignelse, desto bedre forstår du dens betydning for dig.

Din patriarkalske velsignelse er en åbenbaring specielt til dig. Den er personlig, hellig og fortrolig. Du bør ikke vise den til andre blot for at tilfredsstille deres nysgerrighed. »Den er givet under inspiration fra Helligånden og bør læses og fortolkes under indflydelse af den samme ånd«.4

Hvornår bør jeg få min patriarkalske velsignelse?

Man kan sige, at det bedste tidspunkt at få din velsignelse på, er når du er parat. At være »parat« betyder at være både følelsesmæssigt og åndeligt beredt. Det vil formentlig være i teenageårene. Det er på det tidspunkt, du begynder at blive uafhængig og begynder at undre dig over livet, og hvad fremtiden vil bringe.

Du når et punkt, hvor du virkelig ønsker at få en velsignelse – ikke fordi dine venner får deres, men fordi du virkelig ønsker det. Det kan ske, når du ser andre gøre noget, som du ved er forkert. Det kan ske, når en ven eller slægtning dør. Det kan ske, når du hører en tale i kirken, som rører dit hjerte. Det kan ske, mens du læser i skrifterne og lærer Frelseren bedre at kende. Det kan ske, når du er alene og begynder at fornemme Guds kærlighed til dig. Det kan ske, når du nærmer dig den alder, hvor du skal på mission, læse videre, indkaldes til militærtjeneste eller vies i templet.

Hvordan får jeg en patriarkalsk velsignelse?

Når du er parat til at modtage en patriarkalsk velsignelse, bliver du interviewet af din biskop eller grenspræsident. Han stiller spørgsmål om din værdighed, såsom hvorvidt du efterlever visdomsordet, betaler en ærlig tiende, er moralsk ren og er et aktivt medlem af Kirken. Men du skal ikke være fuldkommen for at være værdig. Et stærkt ønske om at få en velsignelse og en længsel efter at vide, hvordan du kan komme tættere på din himmelske Fader er lige så vigtigt som værdigheden. Du kan øge dit ønske om at få en velsignelse ved at bede, studere skrifterne og stræbe efter at lytte til Ånden.

Når du har modtaget din velsignelse, giver patriarken dig et skriftlig eksemplar. Opbevar dette eksemplar et sikkert sted. Tab det ikke. Men skulle du nogensinde få brug for en ny kopi, kan du kontakte Kirkens hovedkvarter i Salt Lake City.

En patriarkalsk velsignelse er tilgængelig for ethvert værdigt medlem af Kirken. Det er en personlig gave til dig fra din kærlige himmelske Fader, som ønsker at styrke og vejlede dig og hjælpe dig til at vende tilbage til ham.

Noter

  1. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, Studievejledning for Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen, 2008, s. 139.

  2. Karl G. Maeser, citeret i Harold B. Lee, Stand Ye In Holy Places, 1975, s. 117.

  3. Se Dallin H. Oaks, »Patriarkalske velsignelser«, Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, 8. jan. 2005, s. 8.

  4. Dallin H. Oaks, »Patriarkalske velsignelser«, s. 10.

Fotoillustrationer: Christina Smith; Jakob velsigner Josef, af Harry Anderson; fotografi af præsident Faust: Busath Photography

Udskriv