Bedste familie for evigt
»Jeg har familie her på jord, hver og en er god mod mig« (»Vores familie«, Børnenes sangbog, s. 98).
De andre piger holdt Olivia udenfor. Kunne en spand med maling hjælpe?
Olivia hang med hovedet, mens hun lyttede til den begejstrede hvisken fra pigerne, der sad bag hende i bussen.
»Jeg er så glad for, at din mor sagde, at du måtte stå af ved samme stoppested, som mig! Har du husket at tage spillene med?«
»Ja, jeg har dem. Min mor lod mig også tage en pose popcorn med!«
Olivia så misbilligende ned i den bog, hun sad og læste i. Vidste de ikke, at hun kunne høre dem? Hun kunne i hvert fald ikke lide at lytte til sine to venner, der lavede planer om noget, som hun ikke var inviteret med til.
Stephanie, Rebecca og Olivia havde været venner i lang tid. De plejede at lave alt sammen. Men da det nye skoleår begyndte, fandt Stephanie og Rebecca ud af, at de havde fået samme lærer, mens Olivia var kommet i en anden klasse! Olivia kunne huske, hvor ked af det, hun havde været, da de to piger ivrigt havde talt om at sidde ved siden af hinanden i klassen og spise frokost sammen. Nu blev hun ked af det igen.
Bussen stoppede foran Rebeccas hus. Olivia var ked af det, mens hun fra vinduet kunne se pigerne hoppe af bussen og løbe ind i forhaven.
Da bussen endelig nåede til Olivias stoppested, kunne hun knap nok holde tårerne tilbage. Hun skyndte sig ind i huset.
»Hvordan gik det i skolen?« spurgte mor.
Olivia begyndte at græde. »Det var forfærdeligt! Rebecca og Stephanie taler næsten ikke til mig mere, og det var meningen, at vi skulle være bedste venner for evigt!« græd hun.
»Det er jeg virkelig ked af, Olivia. Det kan være svært, når venskaber begynder at ændre sig,« sagde mor. Hun var stille et øjeblik. »Kan du huske, da vi tog til templet for at blive beseglet?« spurgte hun og pegede på billedet, der hang på væggen. Olivia så på det og så hendes familie smile foran templet. Hun var meget yngre dengang, men hun kunne stadig huske at være sammen med sine forældre og storesøster Jane i det smukke beseglingsværelse.
»Ved du, hvorfor vi arbejdede så hårdt på at blive klar til at tage til templet?«
»Fordi vi gerne ville være en familie for evigt?« svarede Olivia.
»Præcis. Selv hvis du ikke er bedste venner for evigt med Rebecca og Stephanie, så har du stadig din familie, som er dine venner for evigt.«
»Ja,« sagde Olivia. »Men det er ikke det samme.«
»Jeg ved, at du er rigtig ked af det,« sagde mor, »men jeg er glad for, at du er hjemme. Jeg har en opgave til dig og Jane.«
Olivia kunne ikke tro sine egne ører. I stedet for at hjælpe hende med at få det bedre, gav mor hende pligter!
»Gå ind og tag noget gammelt tøj på og mød mig på verandaen. Bed Jane om også at komme.«
Olivia gik ovenpå, mens hun trampede lidt højere end hun plejede, og tog sit arbejdstøj på.
Da pigerne havde fået tøj på og kom udenfor, så de mor komme gående fra skuret. Hun bar en grøn spand, nogle malerpensler og et stort stykke afdækningplast. Da hun kom op på verandaen, lagde hun det store stykke afdækningsplast på gulvet og gav pigerne en pensel hver.
»Får vi lov til at male noget?« spurgte Olivia skeptisk. Normalt var det far, der ordnede den slags projekter.
»Jep,« svarede mor. »Jeg vil gerne have bagdøren malet inden aftensmad.« Og så vendte hun sig og gik ind i huset.
Pigerne kiggede på hinanden et godt stykke tid og begyndte så at grine. Det her kunne blive sjovt. De dyppede deres pensler i den glatte, grønne maling og gik i gang. Det her kunne Olivia godt lide – det virkede slet ikke som en pligt. Jane viste hende, hvordan hun skulle bevæge penslen i lange, lige strøg. Snart grinede og snakkede pigerne. Olivia begyndte at kunne huske alle de sjove stunder, hun og Jane havde haft sammen. Hun var glad for, at hun altid ville have sin søster som sin ven.
Et par timer senere var pigerne dækket med klatter af grøn maling og smilede stort. Olivia åbnede forsigtigt den skinnende, grønne dør og stak sit hoved indenfor. »Mor, nu er vi færdige med døren,« råbte hun. »Kom og se, hvor flot den er!«