Uddeling af »hjemme-igen«-kits
Forfatteren bor i Mindanao, Filippinerne.
Julie Yellow
Regnen styrtede ned, og der blæste en kold vind. Jeg så træer, der var rykket op med rode, og som havde mistet alle deres blade. Strømmen var gået i visse områder på grund af skader på de elektriske ledninger. Stedet foran mig lignede noget, der var hjemsøgt. Alt var blevet blæst væk. Folk sultede og længtes efter ly.
Mit hjerte blev fyldt med ønsket om at tjene. Min familie og andre medlemmer af Kirken var rejst til et fattigt område, hvor en tyfon havde ødelagt tusindvis af hjem og havde krævet mange tusind liv. Vi var kommet for at give nødhjælp til ofrene.
Da vi først ankom, så jeg sorgen i folks ansigt. Jeg indså, hvor velsignede vi var ved, at vores hjem ikke var blevet ødelagt.
Det regnede stadig, da vi begyndte at uddele nødhjælpspakker i en mudret gymnastiksal uden tag, men det betød ikke noget for os. Nødhjælpspakkerne – pakker med plastikbakker, kedler, tallerkner, skeer, gafler, krus og flasker – navngav vi »hjemme-igen«-kits. Idet min familie og jeg uddelte pakkerne til menneskerne, gav de os varme smil og tak.
Menneskernes ubetalelige taknemlighed opløftede mig, og jeg følte Åndens påvirkning. Deres smil viste, at der er håb, og at vor himmelske Fader og Jesus Kristus aldrig vil forlade os, men altid bringe lys til vore mørke dage.
Jeg ved, at hvis vi tjener og elsker hinanden, opnår vi evige velsignelser og arver kristuslignende egenskaber. Velsignelserne ved tjeneste kommer ikke altid lige med det samme, men de kommer, hvis vi fortsat tjener andre af et oprigtigt hjerte. Jeg ved, at »når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).