Noget sagde, jeg skulle stoppe
Ronald D. Colby, Utah, USA
Illustrationer: Bradley Clark
Der var blevet planlagt en overnatning på en lejrplads fra fredag til lørdag, hvor der også skulle være alle mulige udendørs aktiviteter, og jeg glædede mig til at tage af sted sammen med min søn. Carl havde et deltidsjob og skulle arbejde om fredagen, så jeg foreslog, at jeg hentede ham fredag aften efter arbejde. Vi havde tænkt os at parkere ved en bro, der lå over lejrpladsen, og gå resten af vejen ned.
Da vi nåede frem til broen, var det mørkt. På himlen kunne man kun skimte en flig af månen og et par lysende stjerner. Stien ned til lejrpladsen var meget snæver og lå langs en klippe, der løb langs floden. Vi befandt os ca. 275 meter over floden, da vi begyndte at gå ned mod lejrpladsen.
Efter kort tid begyndte vore lommelygter at svigte, og stien syntes til tider at forsvinde i det vigende lys. Pludselig var der noget, der sagde mig, at jeg skulle stoppe. Jeg stoppede brat op, men tog så to skridt fremad. Følelsen eller stemmen kom igen: »Stop!«
Jeg stoppede op igen. Carl, der gik lige bag mig, var lige ved at gå ind i mig.
»Hvad sker der, far?« spurgte han.
Jeg fortalte ham om tilskyndelsen og sagde, at vi blev nødt til at tage hjem og komme igen næste morgen.
»Far, jeg kan se lejrbålet,« svarede han. »Lejren kan ikke være mere end 1,5 kilometer væk.«
Jeg vidste, at tilskyndelsen var kommet fra Helligånden, og jeg insisterede på, at vi ikke gik længere. Vore lommelygter duede ikke længere, så vi gik meget forsigtigt tilbage op ad stien. Carl var skuffet og sagde ikke meget på vejen hjem.
Tidlig næste morgen tog vi tilbage til broen og tog turen til fods igen. I det mindste kunne Carl tage del i lørdagens aktiviteter. Vi skyndte os af sted, da stien pludselig forsvandt! Da slog det os. Vi var nået til præcis samme sted, hvor vi var stoppet aftenen før.
»Far, der er mindst 90 meters fald ned til floden,« sagde Carl. »Vi kunne være blevet slået ihjel!«
Klippen strakte sig stejlt ned mod floden under os. Lige foran os var der en kløft på 4 meters bredde, der var kommet som følge af en storm.
Carl og jeg omfavnede hinanden, mens tårerne flød. Så tog vi turen ned ad en anden sti og nåede frem til lejrpladsen. Vi kom lige tids nok til morgenmaden.
Der skulle have været sat et advarselsskilt op, men det var ikke blevet gjort. Men takket være Helligånden fik vi vores advarsel.
Efter kort tid begyndte vore lommelygter at svigte, og stien syntes til tider at forsvinde i det vigende lys.