Pionerer i alle lande
Kirken i Korea – Evangeliets lys skinner igennem trængslerne
De første koreanske kirkemedlemmer lagde et fundament af tro, hvorpå titusindvis af medlemmerne i dag har bygget.
Missioneringen i Korea begyndte i 1950’erne efter Koreakrigen. Men Kirkens første kontakt med Korea fandt sted i januar måned i 1910, da Alma Owen Taylor, der lige var blevet afløst som præsident for Den Japanske Mission, og ældste Frederick A. Caine, en missionær, der tjente i Japan, brugte et par uger på at besøge Korea og Kina. Det Første Præsidentskab godkendte deres rejse til disse lande for at evaluere muligheden for missionering. Præsident Taylor så, at koreanerne havde en voksende interesse for kristendom, idet deres land var ved at bryde sammen under det japanske styre. Han vurderede dog, at koreanerne var mere interesserede i kristendom af politiske årsager end for at acceptere Kristus som deres evige Frelser.
Dr. Kim Ho Jiks omvendelse
I årtierne, der fulgte præsident Taylors besøg, udholdt koreanerne intense trængsler, heriblandt japansk kolonisering og militær besættelse, krigen i Stillehavet, undertrykkelse fra Rusland og Kina, den kommunistiske magtovertagelse i Nordkorea og Koreakrigen.
Men takket være guddommelig forudseenhed tændtes der en glød af håb for koreanerne i New York. Syngman Rhee, Koreas præsident, sendte Kim Ho Jik, leder for Suwon forsøgsstation, til USA for at lære, hvordan man kunne forbedre ernæringen i den koreanske kost. Ho Jik valgte Cornell University, som havde et fantastisk kandidatprogram i ernæring. I 1949 begyndte han på sin doktorgrad – og tog på samme tid også del i mange forskellige kirkemøder rundt om i Ithaca i New York for at finde den »sande kirke«.1
Ho Jik blev venner med en mand ved navn Oliver Wayman. Ulig Ho Jiks andre bekendtskaber drak eller røg Oliver ikke, og han bandede heller aldrig. Han arbejdede heller ikke om søndagen. En dag spurgte Ho Jik Oliver: »Hvad får dig til at leve på den måde?« Som svar på spørgsmålet forærede Oliver ham en bog med titlen Trosartiklerne af ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum.
På en uge havde Ho Jik læst Trosartiklerne og læste derpå Mormons Bog. Han troede på begge bøger og fortalte Oliver, at Mormons Bog var »mere gennemført og lettere at forstå end Bibelen«.2 Ho Jik tog imod evangeliets budskab, som tør jord tager imod længe ventet regn. Hans tro voksede dag for dag. Han begyndte at få missionærlektionerne og besluttede sig for at blive døbt.
Den 29. juli 1951 blev den 46-årige Kim Ho Jik døbt i Susquehannafloden – han ville gerne døbes i nærheden af, hvor profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery blev døbt over 100 år forinden. Da han kom op af vandet, hørte han en tydelig stemme, der sagde: »Vær hyrde for mine får.« Den tilskyndelse fik ham til at vie resten af sit liv på at få evangeliet til at slå rødder i Korea.
I september 1951 havde Koreakrigen nået et dødt punkt, så dr. Kim vendte tilbage til Korea. Han havde et stærkt ønske om at forkynde det gengivne evangelium. Han tog i kirke på en amerikansk militærbase i Busan, hvor han underviste seniorklassen og bar sit vidnesbyrd for koreanske besøgende. Amerikanske soldater underviste de unge i evangeliet på engelsk, og dr. Kim var venlig at oversætte for dem. Det var en effektiv måde at forkynde evangeliet på, og fordi koreanerne havde tillid til dr. Kim, påvirkede hans eksempel mange.
Efter at have lidt meget under Koreakrigen, tog folk begejstret imod Jesu Kristi evangelium. Dr. Kims hengivenhed bar endelig frugt den 3. august 1952, da de første fire mennesker blev døbt i Busan i Korea.
Dr. Kim fortalte senere en gruppe hellige: »Det ville ikke røre mig at opgive mit liv, mine penge eller min position, så længe jeg kan være sammen med min Frelser.«3 Hans liv var et udtryk for hans ønske om at tjene Gud.
Selv uden en mission i landet spredte evangeliet sig meget hurtigt i Korea. Brødrene fandt væksten utrolig. Da ældste Harold B. Lee (1899-1973) fra De Tolv Apostles Kvorum vendte hjem til Utah efter en rejse til Korea i september 1954, udtrykte han sit håb om, at Kirken snart officielt ville begynde på forkyndelsen af evangeliet i Korea. Han beskrev de koreanske helliges tro og entusiasme.4 Den 7. april 1955 opdelte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum Den Japanske Mission i Den Nordlige Fjernøstlige Mission og Den Sydlige Fjernøstlige Mission. Korea hørte under Den Nordlige Fjernøstlige Mission. De koreanske sidste dages hellige ønskede, at der blev sendt missionærer til Korea, men de vidste, at den politiske situation i Korea var ustabil, så de ventede og bad indtrængende.
Begyndelsen på missionering
Den 2. august 1955 stod præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972), der på det tidspunkt var præsident for De Tolv Apostles Kvorum, på den smukke Jang-Choong Dan høj i Seoul og indviede Korea til åbning for fuldtidsmissionering og bad til, at landet igen måtte få fred og fremgang.5 Den aften organiserede han Korea Distrikt med Kim Ho Jik som præsident. Han besøgte senere Busan for at organisere Busan Gren.
Selv om Koreas politiske situation stadig var ustabil i april 1956, blev den nyligt kaldede præsident for Den Nordlige Fjernøstlige Mission inspireret til at sende ældsterne Richard Detton og Don Powell til Korea. Amerikanske sidste dages hellige soldater og de 64 koreanske medlemmer, heriblandt dr. Kim, havde banet vejen for sollyset og vandet og missionærerne kom med næringen. Utallige mennesker blev omvendt, og Kirken begyndte at vokse.
De første medlemmers tro
De koreanske helliges tro voksede støt, men blev ofte prøvet. Bror Chun Nak Seo, der efter sin dåb meldte sig til hæren for at aftjene sin værnepligt, mindes nogle prøvende stunder: »I løbet af mine tre år i militæret blev min tro og mit vidnesbyrd prøvet. En dag kom kompagniets overordnede fuld ind og havde medbragt en masse spiritus, som han pressede kompagniets medlemmer til at drikke. Fordi mine kolleger vidste, at jeg var sidste dages hellig, tømte de altid koppen for mig. Men den aften holdt den fulde overordnede godt øje med mig og beordrede mig til at drikke fra koppen. Jeg fortalte, at jeg ikke drak alkohol, men han beordrede mig alligevel til at gøre det. Men igen adlød jeg ikke. Han trak sin pistol frem, sigtede på mig og beordrede mig til at drikke. Alle holdt vejret og så på. Igen sagde jeg tydeligt: ›Jeg drikker ikke alkohol, hr.‹ Det øjeblik føltes som en evighed. Til sidst sagde han: ›Jeg gir’ op‹, og lagde pistolen fra sig. Alle åndede lettede op og tog tilbage til kasernerne. Den næste morgen kom kompagniets overordnede hen til mig og undskyldte for det, han havde gjort aftenen før. Han kom ofte senere til mig for at få råd om personlige anliggender.«6
Bror Chun tjente som fuldtidsmissionær i Korea og senere som biskop i Alameda Menighed i Maryland i USA.
Bror Jung Dae Pan var også blandt dem, der lærte evangeliet at kende gennem de første missionærer, der tjente i Korea. Han droppede ud af Seouls Nationale Universitet for at gå på teologisk universitet. Hans drøm var at blive præst og lede det kristne samfund i Korea.
En dag forærede en ven ham en Mormons Bog på engelsk, eftersom den koreanske oversættelse endnu ikke var udgivet. Han følte sig draget til at læse bogen. Han læste endda i den under en forelæsning. Da hans klassekammerater spurgte ham, hvad det var, svarede han, at det var en bog lig Bibelen, og anbefalede dem at købe en.
Til sidst fik bror Jung problemer med universitetet. Lederne indkaldte ham til samtale og sagde, at han var ved at give efter for Satans fristelse og falde i kætteri, og de tvang ham til at vælge mellem universitetet eller Mormons Bog. Det var ikke et svært valg for ham at træffe, for han vidste allerede, at Mormons Bog var sand.
Efter bror Jung tilsluttede sig Kirken, løb han dog ind i sociale og økonomiske vanskeligheder. Legatet fra universitetet faldt fra, og den finansielle støtte fra hans tidligere kirke ophørte, og alle hans venner forlod ham. Dr. Kim tog sig godt af ham. Bror Jung bidrog senere i høj grad til Kirkens vækst i Korea ved at oversætte Lære og Pagter og ved at redigere salmerne. De smukke tekster, han oversatte, rører stadig de koreanske medlemmers hjerte.
Antallet af stærke medlemmer steg gradvist. I juli 1962 blev Den Koreanske Mission officielt organiseret. Gail E. Carr, en hjemvendt missionær, der havde tjent i Korea, blev kaldet som den nye missionspræsident. Som ny missionspræsident gjorde han oversættelsen og udgivelsen af Mormons Bog på koreansk til en af sine højeste prioriteter. Efter megen overvejelse og bøn gav han oversættelsesopgaven til en af fuldtidsmissionærerne, ældste Han In Sang. Ældste Han gennemlæste to tidligere oversættelser,7 hvorefter han med stor succes færdiggjorde en ny oversættelse, og Mormons Bog blev for første gang trykt på koreansk i 1967.
Nu, hvor Mormons Bog fandtes på deres eget sprog, begyndte mange koreanere at undersøge Kirken på opfordring fra deres venner. Der var så mange besøgende, at missionærerne ikke selv behøvede at gå ud og finde undersøgere, og nogle missionærer underviste dagen lang.
De koreanske helliges store iver for missionering spillede også en stor rolle i Kirkens vækst. Lee Sung Man fra Jamsil Menighed var en fantastisk medlemsmissionær, der havde tilsluttet sig Kirken, da han var i 50’erne. Livet havde budt ham på mange op- og nedture; og dog havde han altid en positiv indstilling i sit religiøse liv. Han var skomager, og i sin butik havde han en stabel af eksemplarer af Mormons Bog, som han tilbød gratis til sine kunder, hvis de ville læse den. Over 50 personer, heriblandt nogle af hans slægtninge, tilsluttede sig Kirken på grund af ham. Han læste standardværkerne utrolig mange gange. De blev fundet ved hans side, da han døde.8
Koreas første stav og tempel
Frivillige fra hjælpende hænder laver en stor mængde kimchi, som er en traditionel koreansk ret, til en festival i Seoul. Kimchien bliver delt ud af kirker og kommunale organisationer til de fattige.
I 1973 begyndte mange koreanske sidste dages hellige at håbe på, at de snart ville få en stav. Den 8. marts 1973 organiserede præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), der på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, den første stav i Korea. Ca. 800 mennesker overværede mødet. Koreas historiske første stav blev organiseret med otte menigheder og to grene. Kirkens medlemmer i Korea kunne nu følge Jesus Kristus under et stavslederskab, der bestod af koreanske kirkeledere, og modtage velsignelser af en ordineret koreansk patriark.
Missioneringen tog nu endnu mere til. Næsten 1.200 mennesker blev døbt i 1973. Kirkens totale medlemstal i Korea oversteg hurtigt 8.000, og omfattede mere end 700 melkisedekske præstedømmebærere fordelt på 31 menigheder.
Tolv år senere blev de koreanske hellige efter konstant vækst velsignet med et længe ventet tempel. Den 14. december 1985 indviede præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), der på det tidspunkt var førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, templet i Seoul i Korea. Dette tempel havde en særlig betydning for præsident Hinckley, der havde et særligt bånd til de koreanske hellige. Han sagde: »Det koreanske folk har lidt under en aggressiv krig, men de elsker fred og er et venligt folk. Jeg udgyder flere tårer her i Korea, end jeg har gjort noget andet sted i verden.«9 Præsident Hinckley bad indvielsesbønnen, og de, der var til stede, græd. Det var en kold vinterdag, men varmen fra Herrens Ånd dvælede i templet den dag og rørte alles hjerte.
Et af malerierne i templet forestiller søster Ho Hee Soon, der blev døbt i august 1970. Hun begyndte at virke i templet, da hun var i 80’erne. Hun udførte begavelsesordinancen for mindst 1.500 personer. I 2007 alene udførte hun stedfortrædende ordinancer for over 600 personer. En amerikansk maler, der var blevet rørt af hendes tjeneste, malede et portræt af hende og forærede det til templet i Seoul for at mindes hendes uophørlige indsats for at frelse sjæle.
Mange andre koreanske hellige helligede sig tempeltjeneste. Masan Stav (nu Changwon Stav) begyndte fx med regelmæssige ture til templet i 1995. Den anden fredag i hver måned hentede en lejet bus medlemmer i byerne Jinhae-gu, Changwon, Jinju, Sacheon og Geoje på vej til Seoul. Bussen nåede frem til templet mellem kl. 2 og 3 om natten. Medlemmerne fik hvilet sig et par timer, inden de kl. 5 tog del i de forberedende ordinancer. Derefter tog de del i begavelsessessionerne til sent på aftenen, inden de vendte hjem efter kl. 22. Den næste dag tog de i kirke og brugte dagen på at besøge medlemmer. Bror Kim Choongseok, der dengang var stavspræsident, mindes: »De var udmattede, men glade.«
Kirken i Korea er nu årtier gammel og moden. Lokale kirkeledere støtter stærkt familieværdier og andre profetiske prioriteter. Flere koreanske medlemmer anerkender vigtigheden af at tilbede sammen som familie – holde familieaften, bede familiebøn og studere skriften sammen som familie. Og flere koreanske teenagere tjener på fuldtidsmission end nogen sinde før. Takket være evangeliets lys skaber koreanske medlemmer en fremtid, der er ligeså strålende som deres tro.
Tidslinje
-
1910: Japans missionspræsident Alma Owen Taylor besøger Korea.
-
◄ 1951: Kim Ho Jik bliver døbt i Pennsylvania i USA
-
1952: De første koreanere døbes i Korea
-
◄ 1955: Præsident Joseph Fielding Smith indvier Korea og organiserer Korea Distrikt
-
1956: Kim Ho Jik arbejder med regeringen får at få tilladelse til at få de første missionærer i Korea
-
1960’erne: Der organiseres grene i Seoul, Busan, Incheon og Kwangju
-
1962: Den Koreanske Mission organiseres
-
► 1967: Mormons Bog udgives på koreansk
-
1973: Den første stav i Korea – og på fastlandet i Asien – organiseres i Seoul
-
1974: Kirkens første besøgscenter i Korea åbner i Kwangju
-
◄ 1980: Præsident Spencer W. Kimball er Kirkens første præsident, der besøger Korea
-
► 1985: Templet i Seoul i Korea indvies af præsident Gordon B. Hinckley
-
1988: Folkedansere fra Brigham Young University optræder til åbningsceremonien ved sommerOL i Seoul
-
◄ 1991: Ældste Han In Sang kaldes som generalautoritet; en million eksemplarer af Mormons Bog er blevet solgt i Korea
-
2001: Ældste Dallin H. Oaks mødes med Sydkoreas premierminister Lee Hang-Dong
Som apostel og leder for Kirkens medlemmer i militæret besøgte ældste Harold B. Lee (i midten, uden hat) Korea i 1954.
Foto: Hyun-Gyu Lee og Dean Martin Andersen; foto af Busans bybillede: SeanPavonePhoto/iStock/Thinkstock
Foto af soldater, Kim Ho Jik og præsident Joseph Fielding Smith gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske bibliotek
Fotografi af præsident Spencer W. Kimball, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske bibliotek