Søstre i pagten
Som Jesu Kristi disciple har vi alle søstre, der elsker os og støtter os – uanset vores familiemæssige situation.
På min første dag som studerende i Paris, blev jeg forundret over mangfoldigheden i min nye menighed. En sød kvinde fra Østeuropa ledte hjælpeforeningsmødet. Nogle søstre fra Vestafrika delte gavmildt deres salmebog med mig. En asiatisk kvinde, der med stor møje havde oversat sin lektion til fransk, gav en af de mest inderlige lektioner, jeg nogensinde havde hørt. Selv om jeg var en ung amerikaner, der befandt sig mere end 8.000 km fra sin hjemby, følte jeg mig hjemme blandt de gode kvinder i Kirken. Vi kom fra Frankrig, Cambodja, Elfenbenskysten, Ukraine og USA – men forskellen i alder og kultur betød ikke noget. En ånd af søsterfællesskab forenede os.
Det var under mine første år i college, at jeg for første gang indså, at jeg hele mit liv havde tilhørt et fantastisk netværk af søstre. Jeg voksede op uden biologiske søstre, så af og til var jeg ikke helt klar over, hvad søsterfællesskab indebar. Selv om jeg er meget taknemlig for mine vidunderlige forældre og brødre, har jeg altid længtes efter søstre, som jeg kunne fortælle ting til, grine med og opleve livet med. I stedet har jeg lært at støtte mig til søstrene, som jeg har fundet i »enheden i troen« (Ef 4:13). Gennem mange oplevelser har jeg lært, at jeg kan støtte mig til disse trofaste kvinder – på grund af Jesu Kristi evangelium har jeg søstre!
Verden lærer os, at forskellighederne, der findes i familier, generationer, kulturer og personligheder, adskiller os. I virkeligheden er søstre forenede gennem kærlighed, tjeneste og vores guddommelige arv som børn af vor himmelske Fader. Dette fællesskab hjælper os til at opfylde vore dåbspagter. Vi har lovet »at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;
ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer« (Mosi 18:8-9).
Kom ind i Guds fold
Der er mange måder, som søstre hjælper hinanden med at holde dåbspagten på. Ting Chang fra Taiwan »[kom] ind i Guds fold«, mens hun gik i folkeskole. Tings familie stod i en svær økonomisk situation, og hun undlod derfor at spise frokost for at spare på familiens udgifter. Jina, hendes klassekammerat, opdagede det. Jinas mor begyndte at lave en ekstra stor frokost hver dag, så Jina kunne dele den med Ting. Jina inviterede snart sin veninde med kirke. Jinas mor havde for nyligt tilsluttet sig Kirken, og Jina var ved at få missionærlektionerne. Disse kvinders eksempel på næstekærlighed havde stærk indflydelse på Ting, som også begyndte at mødes med missionærerne.
Sammen læste Ting og Jina i skriften og førte dagbog over deres hellige oplevelser. Deres søsterfællesskab blev stærkere, da begge unge piger blev døbt på den samme dag. I dag tjener de begge på fuldtidsmission for at sprede glæden ved Jesu Kristi evangelium. Jina, hendes mor og Ting er blevet søstre gennem efterlevelsen af Herrens standarder og ved at bære hans navn.
Bær hinandens byrder
Kærlig tjeneste er et andet særkende ved et sandt søsterfællesskab. Omsorgsfuld tjeneste og besøgsundervisning er Kirkens katalysatorer for den tjeneste. Jacqueline Soares Ribeiro Lima fra Brasilien fortæller om, hvordan to besøgslærere velsignede hende og hendes familie, da hun var blevet diagnosticeret med en bipolar lidelse, der gjorde, at hun ikke følte sig i stand til at komme regelmæssigt i Kirken: »Min mand Vladimir gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe mig igennem lidelsens værste periode. Han gjorde det alene – indtil to vidunderlige kvinder blev kaldet som mine besøgslærere.«
Disse to kvinder, Rita og Fátima, udviste deres kærlighed ved at lære mere om lidelsen og ved at støtte Jacquelines familie. Hun følte hele tiden deres oprigtige interesse for hende. Deres tjeneste indebar blandt andet at holde en lille fest for Jaqueline og at sy en kjole til hendes datter. Til sidst hjalp Ritas og Fátimas dybfølte omsorg på Jaquelines åndelighed, og hun begyndte igen at komme regelmæssigt i kirken, støttet af deres styrke.
Uanset om vore søstres byrder er fysiske, følelsesmæssige eller åndelige, så er det vidunderligt, når vi rækker ud i kærlighed til den trætte unge mor, den generte nye bikubepige eller den overbelastede hjælpeforeningspræsident. Søstre i pagten »glæder [sig] over tjeneste og gode gerninger«1 og søger de af deres søstre, som er udmattede eller trætte for at opløfte dem.
Sørg med dem, der sørger
Kvinder af tro følger Frelserens eksempel, når de rækker ud i mildhed og ømhed. Der findes måske ikke bedre eksempel i skriften på uselvisk kærlighed end det af No’omi fra Betlehem og hendes svigerdatter Ruth fra Moabs land. Ruth valgte at hjælpe sin svigermor, da både No’omis mand og sønner døde. Sorgfuld besluttede No’omi at vende tilbage til sit hjemland. Selv om disse kvinder havde forskellige kulturel og religiøs baggrund, blev de venner, idet de støttede hinanden i en retskaffen levevis og sammen arbejdede sig gennem prøvelser.
Ruths eksempel og hjælp havde så stor indflydelse, at No’omis sorg vendte sig til glæde over at have en så vidunderlig svigerdatter og søster i evangeliet. De havde så stærkt et bånd, at andre kvinder, der så deres gensidige kærlighed, sagde: »Lovet være Herren, som … [har givet dig] din svigerdatter, som har vist dig kærlighed … Hun betyder mere for dig end syv sønner« (Ruth 4:14-15).
Trøst dem, der står i behov for trøst
En besked fra en søster i menigheden trøstede Raihau Gariki fra Tahiti, der blev kaldet som lærer i Hjælpeforeningen kun en måned efter at være blevet fyldt 18. Hun var nervøs over at skulle undervise »mødre og bedstemødre, som allerede vidste så meget, som havde mødt mange prøvelser og oplevet mange ting.« Da hun havde undervist første gang, fik hun en besked, der var »fyldt med kærlighed«, fra en søster i klassen. Denne besked styrkede hendes selvtillid, og hun limede den ind i sin dagbog, så den kunne hjælpe hende gennem svære tider.
Søstre i evangeliet trøster og støtter hinanden gennem tider med trængsler. J. Scott Featherstone, der er stavspræsident i Utah, mindes, at han sammen med sin hustru tog ud for at besøge en søster i deres stav, der lige havde mistet sin mand. »Min hustru holdt bare om hende, græd med hende og trøstede hende, indtil hun følte sig elsket.« Nogle gange er søsterfællesskab så enkelt.
Stå som Guds vidner
Der ligger stor styrke i, at kvinder i alle aldre forener sig om at »stå for sandhed og ret.«2 Vores søsterfællesskab i Jesu Kristi evangelium kan styrke os uanset, hvad vi møder i en stadig mere ugudelig verden. Selv de mindste børn kan stå som vidner: Jessica Vosaniyaqona fra Californien blev undervist i evangeliet af de seksårige piger i hendes primaryklasse, som både vidnede for hende og mindede hende om vigtigheden af en familie.
Ældre søstre er også vigtige eksempler. Kimm Frost fra Utah mindes de mange kvinder, der har påvirket hende til at holde sig stærk i evangeliet, heriblandt Ursula Squires. Kimm bemærkede: »Søster Squires blev min besøgslærerkammerat, da hun var godt oppe i 90’erne. Hun hverken så eller hørte godt, men hun var fuldstændig hengiven over for evangeliet. Hun kom altid i kirke og gik trofast ud som besøgslærer … Hun inspirerede mig meget.« Om det er ved at vise et godt eksempel eller at bære vidnesbyrd, så kan søstre blive Mesterens forenede disciple.
Søstre i Guds kirke
Jeg har virkelig fundet søstre, når jeg har set kvinder »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9). Jeg fik mulighed for at tage på fuldtidsmission. Da jeg fik kaldet til at tjene på missionen på Tempelpladsen i Salt Lake City – den eneste mission i Kirken, hvor der kun er søstre – må jeg indrømme, at jeg blev meget nervøs for at skulle være omgivet af så mange kvinder. Der var ingen grund til bekymring. Mit vidnesbyrd om søsterfællesskab voksede helt enormt, idet jeg omgikkes utallige kvinder, der hver især vidnede om Frelseren gennem deres daglige gerninger.
På min første juleaften i missionsmarken samlede missionspræsidenten alle søstrene for at se en opløftende film. På et tidspunkt i filmen så man to søstre, der hjalp hinanden med at overvinde en skræmmende situation. Jeg blev rørt af deres fællesskab. Mens jeg så filmen og så rundt på alle de strålende søstermissionærer, vidnede Ånden stærkt for mig om, at søsterfællesskab var og er et evigt bånd, der er forordnet af vor himmelske Fader, og jeg er også en del af det. Hvilken vidunderlig sandhed: Vi er aldrig alene, for Herren har givet os alle søstre.
Forfatteren bor i Utah, USA
Foto af kvinder i Den Demokratiske Republik Congo: Howard Collett