2014
Susume!
September 2014


Susume!

»Gå fremad i tro« er en sætning, der bør være retningsgivende for vores liv.

composite drawing of samurai

Illustrationer: Julia Yellow

I den japanske oversættelse af salmen »Tjenere for himlens konge« (Salmer og sange nr. 164) er ordet fremad oversat som susume. Ordet har en særlig betydning for mig på grund af noget, der skete for et par år siden, da jeg var stavspræsident i Fukuoka i Japan.

Kirkens præsident, Gordon B. Hinckley (1910-2008) var på besøg, og jeg var blevet bedt om at ledsage ham. Ved et møde var der 300 fuldtidsmissionærer til stede for at lytte til profeten. Helligånden fyldte kirkebygningen, og mange af os græd af glæde. Vi sang »Tjenere for himlens konge« på japansk og gentog om og om igen susume, susume. Præsident Hinckley spurgte missionspræsidenten, der sad ved siden af ham: »Hvad betyder susume

»Det betyder ›gå fremad‹«, svarede missionspræsidenten.

Det var et vidunderligt møde. Præsident Hinckley opmuntrede og motiverede missionærerne. Bagefter vinkede han farvel til dem alle sammen og forlod bygningen. Da han var ved at stige ind i min bil for at vende tilbage til hotellet, sagde han et ord til mig på japansk: »Susume!«

Et vidunderligt budskab

Det ord blev mit motto: »Gå fremad! Vær positiv! Gå fremtiden i møde med tro!« Det er det samme budskab, der gives til Kirkens unge i det sidste kapitel af Til styrke for de unge. Efter at have gennemgået velsignelserne, der følger af lydighed mod Herrens standarder, lyder det i et afsnit med titlen »Gå fremad i tro«: »Når du gør dette, vil Herren få meget mere ud af dit liv, end du kan ved egen hjælp. Han vil øge dine muligheder, udvide din horisont og styrke dig. Han vil give dig den hjælp, du behøver, til at klare dine prøvelser og udfordringer. Du vil få et stærkere vidnesbyrd og finde sand glæde, når du lærer din himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, at kende og mærker deres kærlighed til dig« (2011, s. 43).

Evangeliet lærer os at gå fremad i tro: »Søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7). Det betyder susume for mig.

En kendt historie

Samuraierne var en aristokratisk krigerstand i middelalderen og i begyndelsen af det moderne Japan. I Japan taler man stadig om én af dem, nemlig Ryoma Sakamoto, der døde i 1867. En af grundene til, at han stadig er så populær, er, at han altid bevarede en positiv indstilling. Han frygtede ingen eller intet. Han tog hen, hvor end der var brug for ham. Han gjorde sig mange anstrengelser for at skabe et nyt styre, der var inspireret af idealet om, at alle er skabt lige. Men han blev snigmyrdet, og selv mens han blev dolket mange gange af en anden samurai, gav han ikke op. Han forsøgte at rejse sig og gå fremad. Det er en meget kendt historie i Japan.

Jeg forstår, at vi alle har udfordringer og lidelser, og at det sommetider kan føles som om, at vi bliver angrebet af vore fjender. Satan frister os til at få en negativ tankegang og opgive håbet.

Men jeg vidner for jer om, at evangeliet giver os styrke til at sige susume og gå fremad. Evangeliet giver os ikke negative budskaber. Vi må rejse os og gå fremad i tro, for vi har Herrens løfte om, at vi ikke vil blive overvundet. »Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme!« (5 Mos 31:8).

Kilden til lykke

Mine kære venner, jeg ønsker, at I skal være lykkelige. Sand lykke må være baseret på kundskaben om, at vor himmelske Fader lever. Han elsker os og kender os hver især. Han ved alt om os – vore svagheder, styrker, gode sider, dårlige sider, udfordringer og lidelser. På grund af sin kærlighed til os, sendte han sin Søn for at frelse os. Jesus Kristus er min Frelser. Han er min families Frelser. Han er jeres Frelser. Han vejleder os. Han leder os. Jeg ved, at dette er hans kirke, og jeg ved, at præsident Thomas S. Monson er vores levende profet.

Jeg lover jer, at hvis I har en positiv indstilling og søger de gode ting, vil I have Helligånden hos jer. Hvis I tænker på Gud og på gode ting, vil Helligånden lede jer. I vil kunne opmuntre jer selv til at »gå fremad«, trods jeres prøvelser kan I gå fremad i tro.