Ti hemmeligheder bag sand popularitet
Forfatteren bor i Washington i USA.
Hvor kunne jeg finde hemmeligheden bag popularitet? I Det Nye Testamente?
»Vi er nummer et!« råbte cheerleaderen til footballkampen i high school. Jeg beundrede hendes lige tænder og perfekte smil. Jeg betragtede hende, mens hun grinte og talte med pigerne og flirtede med drengene.
»Det må være vidunderligt at være hende,« tænkte jeg, mens jeg overvejede min egen ensomhed. Min fars arbejde indebar, at vi flyttede hvert 3. til 5. år, hvilket gjorde det rigtig svært for mig og min søster at skabe varige venskaber.
Cheerleaderen havde et ry for at klæde sig uanstændigt og tage til fester, hvor der blev drukket. Mens jeg så på hende, begyndte jeg at længes efter den popularitet, som jeg syntes, hun repræsenterede. Jeg var så desperat efter venner, at jeg i et øjeblik overvejede, om jeg skulle sænke mine standarder for at blive ligesom hende.
Da min søster og jeg kørte hjem, svælgede jeg i selvmedlidenhed, og i hjertet bad jeg til min himmelske Fader. Jeg bad ham fortælle mig hemmeligheden, der kunne fjerne min ensomhed og usikkerhed. Selvom jeg ikke var medlem af Kirken på det tidspunkt, havde jeg en stærk tro på Gud.
Med det samme kom tanken: »Hold op med at tænke på dig selv.«
»Er det hemmeligheden?« tænkte jeg skuffet. »Hvordan kan det hjælpe mig til at blive populær?«
Senere på ugen læste jeg om kærlighed i 1 Kor 13. Det hjalp mig til at forstå, at vor himmelske Fader prøvede at lære mig at have kærlighed til andre i stedet for at fokusere på, hvordan de behandlede mig. Jeg tog alle egenskaberne ved kærlighed, som beskrevet i kapitlet, og satte dem på prøve. Da jeg gjorde det, fik jeg en helt anden skoleoplevelse. Her er nogle af de værdifulde ting, jeg lærte.
Kærligheden udholder alt
Jeg prøvede at være mere tålmodig over for dem på skolen. En dreng drillede mig under gymnastiktimen, men jeg prøvede at møde ham med venlighed og smil. Til sidst holdt han op med at drille mig. Ved slutningen af året var vi blevet gode venner.
Kærligheden er mild
Jeg havde altid beundret en pige i min klasse, som var venlig mod alle, uanset, hvor populære eller upopulære de var. Jeg begyndte at følge hendes eksempel og se efter muligheder for at udvise venlighed mod andre.
Kærligheden misunder ikke
Min søster og jeg var misundelige på en bestemt basketballspillers talent, og vi plejede at komme med nedsættende kommentarer om hende. I stedet besluttede jeg mig for at glæde mig over hendes sejre. Jeg begyndte også at udvikle mine egne talenter. Da jeg gjorde det, forsvandt min bitre byrde, og jeg blev meget gladere.
Kærligheden bilder sig ikke noget ind
Nogle gange syntes jeg, at jeg var bedre end andre, fordi jeg efterlevede en højere moralsk standard. Da jeg tænkte på Frelseren, der var ydmyg og elsket af alle mennesker, besluttede jeg mig for at ændre min indstilling. Når jeg prøvede at være ydmyg og venlig, begyndte folk at gøre en indsats for at blive venner med mig.
Kærligheden gør intet usømmeligt
Jeg elskede Herren og havde høje moralske standarder. Jeg besluttede mig for, at et kompromis med disse standarder ville gøre mig ulykkelig.
Kærligheden hidser sig ikke op
En lærer kom engang med en bemærkning, der sårede mig. I stedet for at reagere på det spurgte jeg hende, om hun havde en dårlig dag. Det indrømmede hun, at hun havde, og undskyldte. Hendes bemærkning var kommet på grund af nogle personlige problemer, og havde intet med mig at gøre.
Kærligheden glæder sig ved sandheden
En af de ting, som mine sidste dages hellige venner lærte mig, var, at det var ondt at sladre og sprede løgne. Jeg prøvede at undgå sladder og skiftede emne, hver gang nogen begyndte at sige uvenlige ting.
Kærligheden tror alt og håber alt
Jeg begyndte at se det gode i mennesker og være optimistisk. Da jeg ændrede min tidligere indstilling, begyndte folk at føle sig mere opløftet i mit selskab. Det gjorde, at de havde lyst til at være mere sammen med mig.
Kærligheden udholder alt
Da min søster blev alvorligt syg og mistede evnen til at gå normalt, var der mange af hendes venner, der forlod hende, fordi hun gik lidt sjovt. Jeg så, hvor knust hun blev, og jeg indså vigtigheden af at støtte andre i svære tider.
Kærligheden hører aldrig op
Da jeg begyndte at udøve kærlighed i mit forhold til andre, udviklede jeg mange ægte og varige venskaber. Min ensomhed forsvandt, og jeg opdagede, at popularitet ikke kan sammenlignes med den sande skat, der ligger i venskaber og respekt, som kommer af at efterleve evangeliske principper.
Jeg er taknemlig for en Fader i himlen, der tog sig tid til at lære en andenårs elev i high school om hemmeligheden bag varige venskaber.