2014
Handlefrihed og moral?
Oktober 2014


Handlefrihed og moral?

Klog brug af handlefrihed åbner for vore muligheder og forbedrer vores evne til at træffe rette valg.

composite of 2 photos of a young man in casual clothes and him in a suit.

Fotoillustration: Christine Smith; Illustrationer: Bryan Beach

Jeg kan stadig huske, hvor nervøs jeg var, da jeg forberedte mig på at tale med biskoppen om at tjene på en mission. Jeg tænkte på, om jeg mon var god nok. Som profeten Joseph Smith var jeg ikke skyldig i »store eller alvorlige synder« (JS-H 1:28), men jeg var alligevel nervøs.

Jeg var nervøs, fordi jeg blev ved med at tænke på min ven Danny (navnet er blevet ændret). I flere måneder havde Danny talt om, hvor meget han glædede sig til at tjene på mission. Men det ændrede sig, da han havde talt med biskoppen.

Danny fortalte mig senere, at han havde været sammen med flere unge piger på en upassende måde, og han kunne derfor nu ikke tjene som fuldtidsmissionær. Han havde ikke længere friheden til at vælge en mission.

Som sagt af præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum var Danny faldet for Satans fristelse til at »misbruge [sin] handlefrihed«1

Sand frihed kommer, som der står i Til styrke for de unge, når vi bruger vores handlefrihed til at vælge lydighed. Tab af frihed, som Danny lærte, kommer af at vælge ulydighed.

»Selv om du er fri til at vælge dine egne handlinger, så er du ikke fri til at vælge konsekvenserne. Hvad enten det fører til noget godt eller dårligt, så følger der naturligt konsekvenser som et resultat af de valg, du træffer.«2

Kraften til at handle på egne vegne

Skriften lærer os, at vi er »frie til at vælge« og frie til at gøre ting »af [vores] egen fri vilje« (2 Ne 2:27; 10:23; L&P 58:27; Hel 14:30), så vi bruger ofte udtrykket »handlefrihed«.

Men vidste du, at ordet »handlefrihed« også står i skrifterne? Skrifterne lærer os at »enhver, hvad angår lære og princip, må handle … i overensstemmelse med den moralske handlefrihed, som jeg har givet ham, så enhver må stå til regnskab for sine egne synder« (L&P 101:78; fremhævelse tilføjet).

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles har sagt: »Ordet handlefrihed viser sig [i skriften] enten alene eller med tilføjelsen moralsk … Når vi bruger udtrykket moralsk handlefrihed, understreger vi den ansvarlighed, der er en afgørende del af den gudgivne handlefrihed. Vi er moralske væsener, og vi har kraften til at handle på egne vegne og frihed til at vælge, men vi er også ansvarlige for vore valg.«3

Præsident Packer tilføjer: »Handlefrihed bliver i skriften defineret som ›moralsk handlefrihed‹, hvilket betyder, at vi kan vælge mellem godt og ondt.«4 Denne gudgivne gave betyder, at vi er »frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt« (2 Ne 2:27).

Satans kamp mod handlefrihed

Eftersom handlefrihed spiller en vigtig rolle i frelsesplanen, søgte Satan at tilintetgøre den i forudtilværelsen. Han blev stødt ud på grund af sit oprør og søger nu at »bedrage og forblinde mennesker og føre dem fangne efter sin vilje« (Moses 4:3-4).

Satan ønsker, at vi skal træffe valg, der begrænser vores frihed, som gør os magtesløse over for hans fristelser, og fører til dårlige vaner og afhængighed. Det smukke ved evangeliet er, at det gør os klar over vore valg og konsekvenserne af de valg. Klog brug af handlefrihed åbner vore muligheder og forbedrer vores evne til at træffe rette valg.

Frelserens eksempel

Da frelsesplanen blev præsenteret ved det store råd i himlen, viste Frelseren os, hvordan vi på rette vis skulle bruge vores handlefrihed. Han sagde: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:2). Fordi Jesus var villig til at gøre Faderens vilje og også senere i Getsemane have og på korset (se Matt 26:39; Luk 22:42), betalte han prisen for vore dårlige valg og gjorde det muligt for os at blive tilgivet gennem omvendelse.

Hvis vi følger Frelserens eksempel, vil vi frem for at sige »jeg gør, hvad jeg vil«, sige »jeg gør, hvad Faderen ønsker«.5 Ved at bruge vores handlefrihed på denne måde vil vi opleve frihed og glæde.

Da jeg skulle tale med min biskop til mit første missionsinterview, var jeg taknemlig for, at jeg havde truffet gode valg. Et par måneder senere tjente jeg Herren i Guatemala og underviste andre om frelsesplanen og om handlefrihedens vigtige rolle i den plan.

Noter

  1. Boyd K. Packer, »Dette ved jeg«, Liahona, maj 2013, s. 8.

  2. Til styrke for de unge, 2011, s. 2.

  3. D. Todd Christofferson, »Moral Agency«, Ensign, juni 2009, s. 47.

  4. Boyd K. Packer, »Dette ved jeg«, s. 8.

  5. Wolfgang H. Paul, »Handlefrihedens gave«, Liahona, maj 2006, s. 35.