Tjeneste i Kirken
Velsignet for min tjeneste
Forfatteren bor i Western Australia.
Herren fryder sig over at velsigne os, og jeg har erfaret, at uanset hvor meget jeg tjener, er jeg fortsat i gæld til ham.
Da jeg for nylig blev præsenteret som taler, nævnte mødelederen høfligt nogle af mine tidligere, mere prominente kirkekaldelser som biskop, missionspræsident og medlem af stavspræsidentskabet. Denne bror var meget venlig, men tanken slog mig, at jeg burde præsenteres som missionsleder (min nuværende kaldelse) eller ved nogle af mine mindre kendte kaldelser.
Jeg kan helt ærligt sige, at jeg har oplevet den samme vejledende ånd i hver eneste kaldelse, og de har alle været berigende. Jeg har altid søgt Herrens vejledning i mine kaldelser, og jeg har aldrig følt mig svigtet. Jeg har konkluderet, at Herren fryder sig ved at velsigne os – uanset, hvor vi tjener.
Jeg tror, at vi vil modtage »en krone af udødelighed og evigt liv« (L&P 81:6), ikke på grund af prominente kaldelser, men snarere fordi vi ydmygt har tjent i enhver kaldelse, vi har fået. Frelseren har sagt:
»Lad ikke hovedet sige til fødderne, at det ikke har brug for fødderne; for uden fødder hvordan skulle legemet så kunne stå?
Legemet har også brug for hvert eneste lem, så alle kan blive opbygget sammen, og så legemet kan bevares komplet« (L&P 84:109-110).
Jeg har frygtet nogle kaldelser i Kirken. Hver gang jeg har haft sådanne tanker om en mulig kaldelse, har det aldrig slået fejl, at jeg kort efter modtog den. Accept af sådanne kaldelser har krævet tro og tillid til de løfter, der står i skrifterne.
Nefi sagde: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7). Paulus har sagt: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7).
Nogle gange kan vi føle, at det er vores ret at afvise en kaldelse, hvis vi frygter den. Men vi må huske, at Kirkens ledere beder om de forskellige kaldelser og de personer, der skal modtage dem.
Når vi afviser en kaldelse, går stillingen videre til en anden, som får mulighed for at udvikle sig og blive velsignet for at tjene (se L&P 58:32).
Herren fryder sig over at velsigne os, og jeg har erfaret, at uanset hvor meget jeg tjener, er jeg fortsat i gæld til ham. Herren har virkelig velsignet min familie og mig mere, end jeg nogensinde har turdet drømme om, for vores indsats i hans rige.