Kaldelsen af genoprettelsens første apostle

Den 8. februar 1835 bad Joseph Smith brødrene Brigham og Joseph Young om at synge for ham. Derefter modtog profeten en åbenbaring om, at tiden var inde til at kalde De Tolv Apostle.¹

Joseph Smith bad Brigham om at sende en notits ud om, at der ville blive afholdt konference den følgende lørdag. Han fortalte Brigham, at han ville blive en af De Tolv.²

Seks dage senere var de hellige forsamlet. Joseph Smith sagde, at et af de primære formål med mødet var, at de tre vidner om Mormons Bog – Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris – skulle »vælge tolv mænd fra kirken til apostle«.³ Oliver og David havde tidligere fået den opgave i juni 1829, men selvom de havde »søgt Herren i faste og bøn« for at finde De Tolv, havde tiden ikke rigtigt været inde.⁴ Nu, sagde Joseph, at tiden var inde.

De Tolv var (i den orden de blev præsenteret ved mødet) Lyman Johnson, 23 år; Brigham Young, 33; Heber C. Kimball, 33; Orson Hyde, 30; David W. Patten, 35; Luke Johnson, 27; William E. McLellin, 29; John F. Boynton, 23; Orson Pratt, 23; William Smith, 23; Thomas B. Marsh, 34 og Parley P. Pratt, 27. Alle havde de tjent på missioner. Otte af dem havde ledsaget Joseph Smith på ekspeditionen med Zions hær den foregående sommer.⁵

Efter de var blevet udpeget, blev hver af apostlene ordineret.⁶ De velsignelser, de modtog i forbindelse med deres ordination, var fyldt med løfter om missionssucceser. Heber C. Kimball mindedes senere, at velsignelserne »forudsagde mange ting, der kom til at ske, at vi ville have kraft til at helbrede de syge, uddrive djævle, oprejse de døde, give de blinde synet … flytte bjerge og alle ting ville være os underlagt i Jesu Kristi navn«.⁷

Oliver Cowdery understregede også de vanskeligheder, de ville møde: »Vær til alle tider parate til at ofre jeres liv, hvis Gud skulle kræve det for at fremme fremgangen og opbyggelsen af hans sag.« Oliver opfordrede apostlene til at søge personlig kundskab om Jesus Kristus, så de kunne vidne om hans eksistens med vished: »Indstil aldrig den bestræbelse, før I har set Gud, ansigt til ansigt.«⁸

Fra maj 1835 begyndte apostlene at påtage sig adskillige forkyndende missioner for Kirken, og deres generelle lederskab var også til velsignelse for mange.

Noter

1. Se History, 1838–1856 (Manuscript History of the Church), volume B-1 [1 September 1834–2 November 1838], addenda, note A, s. 1, josephsmithpapers.org.

2. Se Joseph Young, History of the Organization of the Seventies, 1878, s. 1.

3. »Minutes, Discourses, and Blessings, 14–15 February 1835«, i Joseph Smith Papers, Documents, Volume 4: April 1834–September 1835, s. 224-228.

4. »Minutes and Blessings, 21 February 1835«, i Joseph Smith Papers, Documents, Volume 4: April 1834–September 1835, s. 242, 243.

5. De fire, som ikke havde taget del i Zions hær, var David W. Patten, Thomas B. Marsh, William E. McLellin og John F. Boynton.

6. Kun ni af De Tolv var til stede ved mødet den 14. februar i 1835. Parley P. Pratt blev ordineret den 21. februar 1835, hvor Thomas B. Marsh og Orson Pratt begge blev ordineret den 26. april 1835.

7. »Extracts from H.C. Kimball’s Journal«, Times and Seasons, 15. apr. 1845, s. 868.

8. »Minutes and Blessings, 21 February 1835«, i Joseph Smith Papers, Documents, Volume 4: April 1834–September 1835, s. 244.