Hvordan en gadekunstner-missionær tegnede sin tro
Da jeg endelig kunne tjene på fuldtidsmission, blev jeg kaldet til at tjene i Auckland-missionen i New Zealand som tongatalende. Selv om jeg stammer fra Tonga, kæmpede jeg med sproget. Jeg havde så meget at sige, men jeg kunne ikke tale sproget, mine ord var for få, for simple og gebrokne.
Jeg elsker dette evangelium, og jeg elsker gadekunst, så jeg besluttede mig for at kombinere de to ting. Jeg pakkede mine skrifter, en skitsebog, kulblyanter, tuscher og spraydåser i min rygsæk. Min kammerat grinede og spurgte: »Hvad skal du med spraymaling?« Jeg svarede: »Jeg kan ikke tale sproget endnu, men jeg kan vise andre mit vidnesbyrd.«
Resten af min mission brugte jeg gadekunsten – på papir – ikke på bygninger – og Ånden til at undervise andre om Kristus. Og hvor tosset det end lyder, så virkede det. Der var mange mennesker, der ikke ønskede at høre mit budskab, så jeg tegnede det. Det åbnede døre og øjne, når jeg fortalte dem, at jeg lavede graffiti. De troede ikke på mig. De gav mig tre minutter, og jeg tegnede ordet tro, mens jeg underviste dem om det. Blandt dem var der mange, der følte sig fordømte og uelskede. Jeg kunne bære vidnesbyrd om, at vi ved at tro på Kristus kan føle hans kærlighed og tilgivelse, og han kan hjælpe os med at ændre os til det bedre. Han hjalp mig.
Mange års forberedelse til min mission tillod mig at opnå et vidnesbyrd om Kristi forsoning og hans kraft til at hjælpe mig med at overvinde mine svagheder og bruge mine styrker til at fortælle andre, hvad jeg vidste. Og det var i sidste ende syv år værd.