Overvindelse af vore svagheder aftegner vores tro
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg skulle lære, hvordan man sætter sin lid til Frelseren for at overvinde mine svagheder og bygge på mine styrker, både for at forberede mig på en mission, og mens jeg tjente.
Det tog mig syv år at kvalificere mig til at tjene som fuldtidsmissionær. Da jeg første gang talte med min biskop, biskop Tapueluelu, om det, gav han mig nogle retningslinjer at gå efter. Han sagde, at hvis jeg fulgte dem og lærte at være lydig, ville jeg blive velsignet. De første få retningslinjer – dagligt studium af skriften og at komme i kirken hver uge – var ret ladsiggørlige. »Det er let,« tænkte jeg. Men jeg blev fornærmet, da jeg fik at vide, at jeg skulle ændre visse verdslige ting i mit liv, og min stolthed og stædighed løb af med mig.
Idet jeg håbede på en lettere udvej, flyttede jeg til fire forskellige menigheder og talte med fire forskellige biskopper. Jeg genoptog endda min uddannelse inden for sundhedsområdet. Og så følte jeg mig tilskyndet til at droppe alt og igen forberede mig på at tage på mission. Det gjorde jeg så. Jeg tog tilbage til biskop Tapueluelu og bad ydmygt om hans hjælp. Jeg fik at vide, at der var krav om, hvad missionærer måtte veje, og jeg indså, at jeg lå over den grænse. Der væltede straks en følelse af skuffelse og skam ind over mig, men min biskop var opmuntrende. Han gav udtryk for sin kærlighed til og tro på mig og sagde: »Min dør står altid åben. Vi kan arbejde os igennem dette sammen! En svaghed ad gangen.«
Så jeg besøgte min biskop hver uge og arbejdede på en svaghed ad gangen. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville komme til at vente fire år mere bare for at kvalificere mig til at tjene som missionær.
Stolede på Frelseren
I de år bestræbte jeg mig på at komme tættere på Kristus og anvende hans lære i mit liv. Efterhånden som udfordringerne kom, blev hans forsoning virkelig for mig. Jeg stolede på den kraft, trøst og styrke, som han gav mig gennem sit sonoffer, da min bedste ven døde, da vores familie mistede sit hjem og jeg blev involveret i en bilulykke. Da omstændighederne gjorde, at jeg mistede så mange af mine venner, blev jeg deprimeret, men Frelseren trak mig op. Mine fredag aftener med vennerne blev udskiftet med træning i et træningscenter og studier om Jesu Kristi forsoning.
Jeg bad hver aften for mennesker, jeg ville komme til at tjene en dag og tilmed for mine fremtidige kammerater!
Endelig blev jeg kvalificeret og kaldet til at tjene i Auckland-missionen i New Zealand, i den del, hvor de taler tonga.
Gadekunst og Ånden
Da jeg trådte ind på missionærskolen, indså jeg, at der var mere at lære om Jesus Kristus og hans forsoning og mig selv. Selvom jeg har tonganske aner, havde jeg aldrig være på Stillehavsøerne, og jeg kæmpede med sproget. Da jeg kom til New Zealand, havde jeg ingen anelse om, hvad folk sagde til mig på tonga. Jeg havde så meget at sige, men jeg kunne ikke tale sproget, mine ord var for få, for simple og gebrokne. Jeg nikkede bare, når folk spurgte mig om noget. De grinte af mig, og jeg grinede med dem, men når folk ikke så det, blev latteren til tårer af frustration og skuffelse. Jeg tænkte ved mig selv: »Har jeg arbejdet syv år for at komme ud til dette?«
Så jeg bad til vor himmelske Fader. I Eter 12:27 læser vi, hvordan vore svagheder kan vendes til styrke, hvis vi sætter vores lid til ham. Jeg fortalte ham om mine svagheder og min tillid til ham, og jeg kom op igen … og igen … og igen. Jeg begyndte at stole endnu mere på Kristus og også på mine styrker.
Jeg elsker dette evangelium, og jeg elsker gadekunst, så jeg besluttede mig for at kombinere de to ting. Jeg pakkede mine skrifter, en skitsebog, kulblyanter, tuscher og spraymaling i min rygsæk. Min kammerat grinede og spurgte: »Hvad skal du med spraymaling?« Jeg svarede: »Jeg kan ikke tale sproget endnu, men jeg kan vise andre mit vidnesbyrd.«
Resten af min mission brugte jeg gadekunsten – på papir – ikke på bygninger – og Ånden til at undervise andre om Kristus. Og hvor tosset det end lyder, så virkede det. Der var mange mennesker, der ikke ønskede at høre mit budskab, så jeg tegnede det. Det åbnede døre og øjne, når jeg fortalte dem, at jeg lavede graffiti. De troede ikke på mig. De gav mig tre minutter, og jeg tegnede ordet tro, mens jeg underviste dem om det. Blandt dem var der mange, der følte sig fordømte og uelskede. Jeg kunne bære vidnesbyrd om, at vi ved at tro på Kristus kan føle hans kærlighed og tilgivelse, og han kan hjælpe os med at ændre os til det bedre. Det gjorde han for mig.
Syv års forberedelse til at tage på mission hjalp mig til at finde mig selv. Den tid gjorde, at jeg fik et vidnesbyrd om Kristi forsoning og hans kraft til at hjælpe mig med at overvinde mine svagheder og bruge mine styrker til at fortælle andre, hvad jeg vidste. Og det var i sidste ende syv år værd.