Til vi ses igen
Lignelsen om den ukloge bi
Fra Improvement Era, sep. 1914, s. 1008-1009; tegnsætning og stavemåde er standardiseret.
Hvor mange af os er klogere end den ukloge bi?
Foto: © iStock/Thinkstock
Sommetider har jeg brug for fred og ro for at udføre mine arbejdsopgaver og pligter … Det sted, jeg bedst kan lide at trække mig tilbage til, er tårnet i en stor bygning … Det kan være svært at komme dertil, og man er relativt sikker på, at andre ikke trænger sig på …
Jeg sidder der dog ikke altid uden besøgende, især om sommeren, for der sidder jeg med åbent vindue, og der flyver af og til insekter ind og bliver hos mig …
Der fløj engang en vild bi fra et bjerg i nærheden ind i rummet, og med intervaller kunne jeg en times tid eller mere høre den summe, mens den fløj. Den lille fyr indså, at den var fanget, og alligevel slog alle dens forsøg på at komme ud af det delvist åbne vindue fejl. Da jeg var klar til at lukke af og forlade rummet, åbnede jeg vinduet på fuld gab og prøvede at vise bien vej ud til frihed og sikkerhed, da jeg vidste den ville dø i det tørre aflukkede rum ellers, som andre insekter, der havde været fanget derinde, havde gjort. Jo mere jeg prøvede at vise den ud, jo mere strittede den imod. Dens ellers fredelige summen blev til vred brummen, og dens pilende flyvning blev fjendtlig og truende.
Så fangede den mig i et uopmærksomt øjeblik og stak mig i hånden – den hånd, der havde peget den mod friheden. Til sidst landede den på en loftslampe, hvor jeg ikke kunne nå eller hjælpe den. Den skarpe smerte af dens uvenlige stik vækkede mere medlidenhed end vrede. Jeg kendte den uundgåelige konsekvens af dens fejlslagne modstand og trods, og jeg var nødt til at overlade den til sin skæbne. Tre dage senere vendte jeg tilbage og fandt den udtørrede, livløse bikrop på skrivebordet. Dens stædighed havde kostet den livet.
I biens kortsynede og selviske misforståelse var jeg en fjende, en vedholdende forfølger, en jordisk fjende, der var opsat på at ødelægge den, hvor jeg faktisk var dens ven, som tilbød en udvej fra et liv, den ved sin egen fejl havde valgt, en ven, som stræbte efter at befri den – trods dens modstand – fra dødelig indespærring og vise den vej til luft og frihed.
Er vi så meget klogere end den bi, at der ikke er nogen ligheder mellem dens ukloge kurs og vores liv? Vi er tilbøjelige til at kæmpe, sommetider med voldsomhed og vrede mod den modstand, som måske alligevel er manifestationen af en overlegen visdom og kærlig omsorg, der skal vise os videre fra midlertidig tryghed til varige velsignelser. I jordelivets prøver og modgang er der en guddommelig hjælp, som kun den gudløse sjæl fuldstændig kan undgå at se. For mange har tabet af velstand været en velsignelse, forsynets middel til at få dem væk fra selvisk ødselhed og ud i solskinnet og den åbne luft, hvor der venter uendelige muligheder. Skuffelse, sorg og sygdom kan være et udtryk for en vís Faders kærlighed.
Overvej, hvad I kan lære af den ukloge bi!