Da planen blev virkelig
Forfatteren bor i Utah i USA.
Pludselig blev frelsesplanen mere end en oversigt – den blev en kilde til håb og trøst for mig.
FOTOILLUSTRATION: Allan Davey
»Skriv alle jeres talenter ned, og fortæl os om et af dem,« sagde søster Jensen til laurbærpigerne. Jeg fortalte stolt, at volleyball var mit største talent og at næste år – mit sidste volleyball-år – ville blive det bedste.
»Talenter kommer i mange former. Nogle af dem er åndelige gaver,« sagde søster Jensen. »Jeg tror, at vor himmelske Fader har velsignet mig til at kunne elske alle omkring mig.«.
Søster Jensen osede af kærlighed, hvor end hun gik, og hun delte sit vidnesbyrd i små hverdagssamtaler. Hendes kærlighed var ægte, venlig og kristuslignende. Hun var blevet mere end en leder i Unge Piger for mig – hun var mere som en ekstra mor, søster eller bedste ven i mine high school-år. Vi tog til koncerter sammen, gik ud og shoppede sammen og lavede jordbærsyltetøj sammen. Hun kom med hjemmelavet budding, da jeg fik fjernet mine visdomstænder, og hun kunne godt lide at besøge mig i den iskiosk, hvor jeg arbejdede. Hun arbejdede på min skole, så hun kom også til alle mine volleyballkampe.
Nogle måneder senere i slutningen af sommerferien, blev jeg vækket kl. tre om natten ved at telefonen ringede. Min mor svarede og kom så op på mit værelse. »Familien Jensen har været ude for en ulykke på vej hjem fra familietræf,« sagde hun. »Bilen rullede af motorvejen, og søster Jensen overlevede ikke.«
Mit hjerte sank i livet. »Det er ikke rigtigt,« tænkte jeg. »Hun sms’ede til mig tidligere i dag. Hvordan kan hun være væk nu?«
Jeg var både chokeret, forvirret og ked af det på samme tid. Lidt efter kom tårerne, og min mor holdt om mig, mens jeg græd. Det var umuligt at sove, så jeg lå vågen med mine tanker og tårer resten af natten.
I de uger der fulgte, oplevede jeg en sorg, jeg aldrig havde følt før. Det var ikke længere vigtigt at spille volleyball, og jeg så ikke længere frem til at begynde i skole igen. Alt, der før havde glædet mig, var nu begravet under en dyne af sorg. »Jeg er helt overvældet af sorg,« skrev jeg i min dagbog en aften. »Jeg kan ikke holde op med at græde, og jeg er hele tiden træt.«
Den sidste aften, inden skolen begyndte igen, lå jeg grædende i min seng og tænkte på søster Jensens død. Jeg var led og ked af at være ked af det, og jeg havde brug for hjælp til at overvinde smerten. Jeg havde brug for at bede.
»Vil du hjælpe mig til at forstå, hvorfor hun døde, og hvordan jeg kan komme mig over det,« bad jeg.
Jeg lå på knæ i stilheden og spekulerede på, om han ville svare. Efter nogle få minutter begyndte mit sind at forbinde alt, der var sket. Jeg følte en varme i mit hjerte, og mit sind blev opløftet. Jeg indså, at disse tanker ikke var mine egne, det var Ånden, der underviste mig.
Frelsesplanen – en oversigtsplan, jeg var blevet undervist i, siden jeg gik i Primary – var virkelig. Søster Jensen blev født, hun oplevede lykke, hun gennemgik prøver, hun viste sin kærlighed, og nu var hun i åndeverdenen. Hendes ånd levede stadig, og jeg ville se hende igen en gang. Jeg indså, at denne plan, planen for lykke blev udformet for at hjælpe os med at vende tilbage til vor himmelske Fader, til vores familie og til vore venner. I det øjeblik ønskede jeg mere end noget andet at leve retfærdigt, så jeg kunne se hende igen.
I de første uger efter skolen var gået i gang igen, prøvede jeg at koncentrere mig om at udvikle et talent som søster Jensens for at elske alle. Når jeg koncentrerede mig om at elske andre mennesker, gled min smerte langsomt i baggrunden, og jeg følte mig gladere. Jeg fandt ud af, at vi kan vise kærlighed til andre på mange måder – ved at lytte til dem, smile til dem, forkæle dem lidt eller give dem en kompliment. Sådanne små ting gjorde søster Jensen for mig, så den bedste måde at huske hende på var at sprede kærlighed som hendes.
Selvom søster Jensen er død, vil jeg altid kunne mærke hendes kærlighed. Og når jeg hver dag stræber efter at vise andre mennesker lidt mere kærlighed, lever jeg, som hun ville have gjort – og jeg kommer lidt tættere på at se hende igen.