Vores hjem, vores familie
Skal jeg dø?
Forfatteren bor i Nevada i USA.
Jeg ved ikke, hvorfor tanker om død pludselig skræmte min søn, men sandhederne i evangeliet gav ham den trygge forvisning, han havde brug for.
Min syvårige søn trådte iltert i pedalerne, men kom ingen vegne. Kæden var faldet af hans cykel. Jeg gik hen for at hjælpe ham og vendte cyklen om, så jeg kunne komme til kæden. Mens jeg stod og arbejdede med cyklen, sagde han: »Far. Bliver jeg helt dækket af blod, når jeg dør?«
Noget chokeret så jeg op på ham. Han havde tårer i øjnene.
»Hvad? Nej,« sagde jeg. »Du skal ikke dø.« Jeg satte mig på fortovet, og han satte sig på mit skød. Han græd og græd. Hvor kom det dog fra?
»Falder mine indvolde ud?« spurgte han.
Havde min lille dreng set skrækfilm eller noget? »Nej,« sagde jeg. Igen forsikrede jeg ham om, at han ikke skulle dø.
»Jo, far. Alle skal dø, ikke?«
Jeg tog en dyb indånding. Det var ikke en snak, jeg havde ventet at skulle tage med så ungt et barn.
Da jeg blev far, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville holde sandheden tilbage fra mine børn, men tanken om at fortælle nogen af dem, at de en dag skulle dø, var et mareridt. Jeg prøvede at undvige hans spørgsmål. »Det behøver du ikke at bekymre dig om lige nu,« sagde jeg. »Du skal bare være en glad dreng, der har det sjovt og ikke bekymrer sig. Du kommer til at leve i lang, lang tid.«
»Jeg vil ikke dø,« sagde han.
»Hvad stiller jeg op her,« spurgte jeg mig selv. Tankerne om at sige noget forkert, der ville traumatisere ham for altid, hvirvlede rundt i mit hoved. »Hvad gør jeg?« Jeg opsendte en stille bøn.
Jeg begyndte at fortælle ham om frelsesplanen. Jeg fortalte ham, at vi alle blot er besøgende på denne jord. Jeg fortalte ham, at enhver af os er et væsen, der består af to dele: Et legeme og en ånd. Jeg fortalte ham, at når mennesker dør – og ja, vi skal alle dø en dag – er det kun vores fysiske legeme, der holder op med at fungere. Vores ånd er evig og vil aldrig dø (se Alma 40:11).
Jeg fortalte ham, at Jesus Kristus er vor Frelser, fordi han gjorde det muligt for os alle sammen at være sammen, selv om vi sommetider er nødt til at være alene i en tid. Jeg lærte ham, at Frelseren døde for os, og han opstod, og fordi han lever, vil vores ånd en dag vende tilbage til vores legeme, og vi skal aldrig smage døden igen (se Alma 11:43-45).
Han spurgte, om jeg nogensinde havde set et dødt menneske. Jeg fortalte ham, at jeg havde haft mulighed for at sige farvel til mine bedsteforældre, da de blev begravet. Jeg fortalte ham, at selv om deres legeme er dødt, lever deres ånd stadig, og vi kan sommetider føle deres nærvær.
Min søns frygt for døden fortog sig, og snøftene blev til hans typiske fnisen. Tanken om slægtninge, der besøgte os, selvom vi ikke kunne se dem, fik ham til at smile.
Vi gik sammen tilbage til huset og satte den reparerede cykel i garagen. Jeg tænkte over det, jeg havde sagt. Jeg tænkte på mit ønske om at fortælle mine børn sandheden og de svar, jeg havde givet min søn.
I det øjeblik følte jeg en enorm taknemlighed for mit vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Fordi jeg allerede vidste, at frelsesplanen er sand, var jeg i stand til at tale fortrøstningsfuldt og ærligt til min søn og give ham styrke til at overvinde sin frygt.
Min forberedelse til dette øjeblik begyndte lang tid, før min søn blev født. Da jeg forberedte mig på at tage på mission, havde jeg et mål om at få et vidnesbyrd om ethvert aspekt af evangeliet, som jeg eventuelt skulle undervise om. Den del, jeg havde kæmpet mest med, var de dødes opstandelse.
Jeg studerede, tænkte over det og bad. Jeg fastede og bad om et vidnesbyrd. Efter en tid bevidnede Helligånden for mig, at opstandelsen er en vitterlighed, at der i sandhed er liv efter døden, og at løfterne i frelsesplanen er reelle. (Se 1 Ne 10:19).
Det vidnesbyrd blev vigtigt på min mission, men det blev et af mit livs mest dyrebare gaver, da min søn havde brug for ro i sindet.
Jeg er så taknemlig for det vidnesbyrd, og jeg vidner om, at frelsesplanen er gældende. Jeg vidner om vigtigheden af at styrke vores vidnesbyrd, så vi kan finde fred i vores vidnesbyrd og forståelse af Jesu Kristi evangelium, når vi eller vore nære og kære føler frygt.