Mig? En bølle?
Forfatteren bor i Utah i USA.
»Vær gode mod hinanden« (Ef 4:32).
Det havde været en rigtig god dag i skolen. Jeff havde brugt hele frikvarteret på at lege drager med sin bedste ven, Ben. Efter to år på sin nye skole var Jeff glad for, at han endelig havde fået en rigtig god ven. Ben kunne lide de samme ting, som Jeff kunne, og de havde altid noget at tale om.
Da Jeff kom hjem, ventede mor på ham. Hun så ikke spor glad ud. Jeffs smil forduftede. »Jeff,« sagde mor, »jeg er blevet ringet op af inspektøren i dag. Hun sagde, at du har mobbet en dreng i din klasse i dag.«
»Det har jeg ikke!« sagde Jeff. Han vidste godt, at det var forkert at mobbe nogen. Så gjorde man andre kede af det og bange. Jeff havde aldrig gjort sådan noget.
»Er du sikker?« spurgte mor. Hun gjorde plads til Jeff i sofaen. »Inspektøren sagde, at du og Ben bad Sam om at gå væk, at han ikke er en del af jeres klub, og at han ikke kan være med, medmindre han hopper ned fra toppen af rutsjebanen.«
Jeff så ned. Sam havde spurgt, om han måtte lege med dem næsten hver dag. Men Ben var hans bedste ven, og de kunne godt lide at lege for sig selv. Men det betød da ikke, at han var en bølle, vel?
»Er det forkert, at Ben og jeg gerne vil lege for os selv?« spurgte Jeff. Det virkede ikke retfærdigt, at han blev kaldt bølle for at lege med sin bedste ven.
»I to kan sagtens lege en masse sammen. Men når Sam også er der, er det forkert at få ham til at føle sig alene og udenfor. Inspektøren sagde, at du havde kaldt Sam grimme ting, fordi han ikke ville hoppe ned fra rutsjebanen.«
»Det gjorde jeg ikke!« sagde Jeff. Men det havde Ben. Og han havde grinet af det.
»Kan du huske, hvordan du havde det, da vi lige var flyttet hertil?« spurgte mor.
Jeff nikkede. Det havde været rigtig ensomt i skolen til at begynde med. Han havde bedt en masse om at finde en god ven.
»Hvad ville du ønske, at folk havde gjort?« spurgte mor.
»Jeg ville ønske, at de havde spurgt om jeg ville være med til at lege i frikvarteret. Eller sidde sammen med dem til frokost.«
»Er det ikke dejligt, at du har sådan en god ven nu?« sagde mor. »Du kan være en, der hjælper dem, der føler sig ensomme, ligesom du plejede at føle dig. Jeg vil give dig en udfordring. I morgen vil jeg gerne have, at du finder tre seje ting ved Sam, og at du fortæller mig om dem efter skole.«
»Det kan jeg sikkert godt gøre,« sagde Jeff, mens han stirrede ned på sin sko. Han havde ikke haft til hensigt at mobbe. Han ville gerne være god ligesom Jesus. I morgen kunne han sige undskyld til Sam. Og han kunne sige til Ben, at han gerne ville have, at Sam også var med i deres leg.
»Halløjsa,« sagde mor. Hun drejede Jeffs hoved opad. »Du er en god og kærlig dreng. Sam ville være heldig ved at få dig som ven. Og ved du hvad? Jeg er sikker på, at du vil opdage, at du også er heldig ved at have Sam som ven.«
Jeff smilede forsigtigt. Ben kunne stadig være hans bedste ven. Men det kunne ikke skade at have en anden god ven også.