Vi taler om Kristus
Helbredelsens sande mirakel
Forfatteren bor i Wyoming i USA.
Efter min ulykke opdagede jeg, at selv om fysisk lammelse er uhelbredelig – så er åndelig lammelse ikke takket været Jesu Kristi forsoning.
Året 2000 var fuld af store begivenheder for min familie og jeg. Min hustru og jeg fejrede vores første bryllupsdag. Vi blev forældre for første gang. Det var også det år, hvor jeg blev lammet blot fem måneder efter, vores datter var blevet født.
Den sommer havde jeg hjulpet en ældre søster i vores menighed og regelmæssigt cyklet det lille stykke fra vores lejlighed til hendes hjem for at slå hendes græsplæne, men en morgen var jeg meget træt og ikke så opmærksom, som jeg burde have været – og jeg blev ramt af en bil. Selvom jeg på mirakuløs vis overlevede, slap jeg desværre ikke uden skader. En uge efter ulykken vågnede jeg op og indså, at jeg var lammet og ude af stand til at bevæge nogen af mine muskler fra brystkassen og nedefter.
Lammelse er et varigt men. Selv med alle nutidens store medicinske og videnskabelige landvindinger er det ikke noget, der kan helbredes. Og til at begynde med var jeg naturligvis bange og bekymret for, hvordan jeg skulle varetage ansvaret som ægtemand og far. Derefter veg frygten for vrede på mig selv over, at jeg havde været tåbelig – fordi jeg ikke havde holdt tilbage i krydset, og jeg havde kørt uden cykelhjelm.
Jeg følte mig til besvær. Det krævede mange måneder med genoptræning på hospitalet for at lære, hvordan jeg skulle leve resten af livet med mit handicap, og hvordan jeg igen blev uafhængig. På samme tid hjalp det at leve med min lammelse til en bedre forståelse af skrifterne og vor Frelsers forsoning.
Kristus beder i Getsemane have, af Hermann Clementz
Jeg fik en særlig indsigt, da jeg granskede de mirakler, som Kristus udførte. I Markus 2 tilgiver Jesus en lam hans synder og helbreder ham derefter. Da de skriftkloge betvivlede Jesu ret til at tilgive, sagde han: »Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?« (v. 9).
Jeg havde læst det skriftsted mange gange før, men jeg havde ikke forstået det inden min ulykke. Når vi læser det kapitel, bliver vi mindet om, hvor mirakuløs den helbredelse var. Selv her, 2000 år og mange medicinske landvindinger efter, kan en sådan helbredelse ikke udføres af mennesker alene, og jeg lever med det faktum hver dag. Mange tror, at den lektie, der ligger i dette skriftsted, er, at Kristus har kraften til at helbrede selv det uhelbredelige. Men der ligger så meget mere i dette skriftsted, især når vi ser bagom det fysiske mirakel og i stedet for fokuserer på det åndelige mirakel.
Ligesom det er umuligt for en fysisk lam at rejse sig og gå, er det også umuligt for et menneske at overvinde den åndelige lammelse, der er forårsaget af synd, på egen hånd. Jeg har lært, at Frelserens forsoning er det virkelige mirakel i dette skriftsted. Jeg kommer måske aldrig til at opleve det mirakel at blive i stand til at rejse mig og gå igen i dette jordeliv, men jeg har modtaget det større mirakel i form af tilgivelse for mine synder gennem min Herre og Frelser, Jesu Kristi forsoning. Vitterligheden af det mirakel bekræftes i vers 10 og 11:
»›Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden‹ – siger han til den lamme:
›Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!‹«
At blive helbredt for følgerne af synd er det største mirakel, vi hver især kan modtage i livet, alt takket være Jesus Kristus. Ved at sone for vore synder tog Kristus vore skrøbeligheder og synder på sig. Han ved, hvad vi går igennem i livet. Han forstår vore personlige handicaps, svagheder og udfordringer, uanset hvor store eller små de er. Der er intet andet menneske i hele verden, der kan helbrede syndens åndelige lammelse.
Jeg er taknemlig for den indsigt, jeg er blevet velsignet med. Det giver mig det fornødne perspektiv, idet jeg lever med mit handicap og stræber efter at bruge det til at lære og vokse. Jeg har været i stand til at holde op med at have ondt af mig selv og gøre de samme ting, som jeg elskede at lave inden min ulykke, og jeg er blevet velsignet med at være i stand til at tjene til trods for min tilstand. Nogen finder det måske svært at være taknemlig, når man lever med et handicap, men Gud velsigner os konstant – selv i sådanne tider. Jeg er taknemlig for min Frelser, for hans sonoffer og for dette vidunderlige mirakel i mit liv.