Forstå Kirkens historie gennem studium og tro
I dag lærer vi om fortiden gennem små ufuldstændige stykker historie. Når vi studerer de optegnelser, må vi huske, at de ikke udgør et samlet billede af fortiden.
Historisk fotografi af Salt Lake City, med tilladelse fra Kirkens historiske museum.
Historie er langt mere end at huske datoer og fakta i en prøve. Arkivarer, bibliotekarer og historikere på Kirkens historiske bibliotek indsamler, konserverer og deler hver dag fortidens optegnelser for at hjælpe os til at kunne se Guds hånd i Kirkens historie og vores personlige liv. En forståelse af vores historie fordrer en læringsproces og en opdagelse, som kan styrke vore vidnesbyrd, aflede tvivl, fortælle den bedste historie, afdække den sande lære og forbedre vores tankegang. Når vi opnår »en kundskab om historie«, vil vi også medvirke »til Zions frelse« (L&P 93:53).
Som historiker har jeg lært at påskønne det, vi kan lære om historien »ved studium og også ved tro« (L&P 88:118). Tro og studium går hånd i hånd, når vi bønsomt mætter os med skriften, læser og reflekterer over mange forskellige historiske kilder, identificerer forbindelsen mellem passager i skriften og historiske kilder, overvejer informationen i en passende kontekst, ser efter mønstre og temaer og fremdrager relevante skoleeksempler. Denne praksis gør os i stand til at finde hoved og hale i de historiske data og finde svar på vore spørgsmål. Der er flere principper, der kan hjælpe os til at tænke på historie på en måde, der åbner vores sind og giver os en dybere forståelse.
Fortiden er væk – der er kun rester tilbage
Ud fra vores nutidige perspektiv er fortiden næsten helt væk. Menneskerne er borte, de er ophørt med at erfare. Der er dog dele af fortiden tilbage – breve, dagbøger, organisationsoptegnelser og genstande. I dag kan vi lære om fortiden gennem de små ufuldstændige stykker, der er tilbage. Der går altid information tabt mellem fortid og nutid. Vi må studere de optegnelser, der har overlevet, og samtidigt må vi huske på, at de ikke repræsenterer et samlet billede af fortiden.
Overvej for eksempel dette: Når Joseph Smith forkyndte for de hellige, havde han typisk ingen forberedt tekst, og der var ingen lyd- eller videooptagelser. Selv om nogle få af de tilstedeværende måske skrev noter eller overvejelser ned, så er det ikke alle dem, der har overlevet. Derfor kan vi ikke hævde at vide alt om, hvad Joseph Smith nogensinde har sagt, selv om vi for eksempel kan henvise til Wilford Woodruffs noter om Josephs prædikener.
I andre tilfælde er der vigtige dele af Kirkens historie, som vi ikke har opdaget. Vi har for eksempel ikke optegnelser om Peter, Jakob og Johannes’ besøg, der er lige så detaljerede som beretningen om Johannes Døbers besøg (se JS–H 1:66-75). Tilsvarende har vi optegnelser om, at præstedømmet ikke blev tildelt mænd af afrikansk herkomst, men vi har ingen optegnelser, som forklarer, hvorfor man begyndte på denne praksis. Når man studerer historie, er mangel på bevis ikke en gyldig grund til tvivl. At lære om fortiden er en indsats for at samle så meget som muligt af pålidelig, og hvor det er muligt, materiale, der kan bekræftes, mens vi tilbageholder den endelige dom over den del af historien, som vi ikke kan forstå fuldt ud på grund af mangel på information.
Fakta fortæller ingenting, det gør historiefortællere
Eftersom fortidens tilbageblevne stykker ikke er komplette, forsøger nogle mennesker at stykke dem sammen for at fortælle en historie. De tidligste historier blev fortalt af deltagere og beskrev typisk, hvad de oplevede og hvorfor det var vigtigt for dem. Nogle fortalte deres historie ved flere lejligheder for forskellige tilhørere. Nogle begivenheder fik mange til at fortælle om deres egne oplevelser. Andre lå bortglemt, indtil en senere oplevelse vakte erindringer om dem.
Historier samles og genfortælles af andre af mange årsager – for at underholde, for at sælge et produkt, for offentlig meningsdannelse eller for at ændre en mening gennem lobbyvirksomhed. Enhver historie bliver en fortolkning af fortiden, der bygger på faktuelle brudstykker og påvirkes af fortællerens hukommelse, interesser og hensigter. Som resultat er historierne om fortiden ufuldstændige og ofte modstridende. Vi må altid overveje, hvem der fortæller, hvordan de fortæller og hvorfor de fortæller.
Joseph Smith er et eksempel på, hvordan man evaluerer fortællerne og fakta. I 1838 bemærkede han, at der allerede var »mange rygter, der er blevet sat i omløb af ondsindede og beregnende mennesker angående Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges tilblivelse og fremgang«. Derfor skrev han en historie for at »gøre alle, som søger efter sandheden, bekendt med kendsgerningerne om mig og om kirken, sådan som de har fundet sted, og i det omfang at sådanne kendsgerninger er mig bekendt« (JS–H 1:1). Alle historier om Joseph Smith er ikke lige værdifulde eller akkurate. Beretninger af mennesker, som var tættere knyttet til tidligere begivenheder, kan være mere pålidelige. De bedste historier tager alle tilgængelige fortidige brudstykker i betragtning og vedkender sig kildernes vinkel.
Fortiden adskiller sig fra nutiden (og det er okay)
Når vi forsøger at skabe mening af fortidige ting og de historier, der fortælles om den, så opdager vi, at mennesker, steder, oplevelser og traditioner adskiller sig fra vores. Videnskabelige, teknologiske og kulturelle ændringer afføder forskellige oplevelser af fødsler, mad, rejser, ferier, hygiejne, kurmageri, medicin og død. Forskellige politiske og økonomiske systemer giver anderledes erfaringer med uddannelse, valg, frihed og muligheder. Fortidens syn på arbejde, familie, offentlig administration, kvinder og minoriteters rolle og status adskiller sig fra vores. Ethvert timeligt aspekt af menneskelige erfaringer ændres over tid i både stort og småt.
Ud fra vores nutidige perspektiv fremstår Joseph Smiths brug af seersten til oversættelse af Mormons Bog for eksempel meget anderledes. På hans tid troede mange mennesker på, at fysiske objekter kunne bruges til at modtage guddommelige budskaber. Denne overbevisning var delvist baseret på bibelske fortællinger, hvor genstande blev brugt i himmelsk øjemed (se 4 Mos 17:1-10; 2 Kong 5; Joh 9:6). En åbenbaring, som Joseph modtog om Kirkens organisation forklarede, at Gud »gav ham ved de midler, som forud var blevet beredt, kraft fra det høje til at oversætte Mormons Bog« (L&P 20:8). Selvom de » midler« omfattede en seersten såvel som Urim og Tummin, kan vi stadig skimte det doktrinære budskab om, »Gud inspirerer mennesker og kalder dem til sit hellige værk i denne tid … og derved viser, at han er den samme Gud i går, i dag og for evigt« (L&P 20:11-12).
Nutidige antagelser giver et forvrænget billede af fortiden
Eftersom fortiden adskiller sig fra vor tid, må vi være særlig omhyggelige med ikke at gøre os antagelser om fortiden, som er baseret på vor tids ideer og værdier. Vi kan ikke antage, at folk i fortiden var ligesom os, eller at de ville sætte pris på vores kultur eller overbevisninger. Vi kan ikke antage, at vi nu ved alting, at vi har læst alle kilder eller at vores nuværende forståelse af fortiden aldrig vil ændre sig. Det sker ofte, at det, der kaldes for problemer i fortiden, blot er misforståede nutidige antagelser.
Joseph Smith erklærede for eksempel: »Jeg har aldrig sagt, at jeg var fuldkommen.«1 Hvis vi antager, at profeter aldrig begår fejl, så bliver vi måske forskrækkede over at opdage, at Joseph gjorde det. For at »ordne« det problem bør vi hverken stædigt holde fast i, at Joseph var fuldkommen eller beskylde Kirken for bedrag. Tværtimod kan vi erkende Josephs menneskelighed og se ham i forhold til andre beretninger i skriften om profeter. Som følge af det kan vi justere vore antagelser til at rumme indsigten om, at alle profeter er mennesker og derfor ufuldkomne. Vi kan føle taknemlighed for, at Gud arbejder tålmodigt med enhver af os. At indrømme fejl i vores egen tankegang er sommetider den sværeste del af at forstå historien.
Det kræver ydmyghed at lære historie
Når vi oplever, at historien er ufuldstændig, åben for fortolkning og adskiller sig fra vore antagelser, må vi »stol[e] på den Ånd, der leder … til at vandre ydmygt« (L&P 11:12). Fra vores perspektiv i dag ved vi naturligvis mere om udkommet, end deltagerne gjorde i fortiden, men vi ved langt mindre om deres erfaring med at leve i det. Folk, der levede tidligere, tilhørte en anden tid og andre steder og omstændigheder. Vi må begynde med at være ydmyge omkring vore egne begrænsninger, hvis vi vil fatte kærlighed for deres anderledeshed og medfølelse med deres oplevelser. Det kræver ydmyghed ikke at dømme mennesker i fortiden ud fra vore standarder. Det kræver ydmyghed at erkende, at vi ikke ved alting, og vente tålmodigt på flere svar og fortsætte med at lære. Når vi opdager nye kilder, der kaster nyt lys over ting, som vi troede, at vi vidste, kræver det ydmyghed at revidere vores forståelse.