Ved en skillevej med mine venner
Stephen W. Owen
Unge Mænds hovedpræsident
Jeg måtte tit forsvare mine venner over for mine forældre og forsvare mine forældre over for mine venner.
Illustrationer: Christopher Thornock
Da jeg var 14 år, traf jeg en beslutning, der ændrede alting. Jeg gik ned ad gaden med nogle venner en fredag aften, og vi havde det sjovt, ligesom vi plejede. Men den aften var der et problem, og jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget ved det. Jeg var bare ikke sikker på, at jeg kunne.
Mine venner var i løbet af de sidste par år begyndt at eksperimentere med cigaretter og alkohol. Til at begynde med var det kun en sjælden gang imellem, men her denne fredag var det blevet regelmæssigt, at de røg og drak, når vi var ude alene.
Jeg tænkte, at så længe jeg holdt mig ren, kunne jeg stadig godt have det sjovt med mine venner. Mine forældre kunne selvfølgelig se, der var noget, der ikke rigtig stemte med mine venner. Og mine venner kunne mærke, at mine forældre ikke billigede dem. Det stillede mig i en ubehagelig klemme. Jeg måtte tit forsvare mine venner over for mine forældre og forsvare mine forældre over for mine venner.
Så der var vi så fredag aften på vej ned ad gaden. Mine venner begyndte at drikke og ryge, og jeg indså endelig, hvor ubehageligt til mode jeg var med deres opførsel. Så jeg traf et valg.
Jeg gik over på den anden side af gaden.
Mine venner grinede af mig. De kaldte mig et dydsmønster. Og de sagde, at hvis jeg blev derovre, ville vi ikke være venner mere.
Så nåede vi hen til enden af gaden. Mine venner drejede til venstre, og jeg gik til højre. Jeg var tre kilometer væk hjemmefra, og det er de længste tre kilometer, jeg nogensinde er gået. I tænker måske, at jeg havde det godt med at have truffet et så modigt valg, men i det øjeblik havde jeg det forfærdeligt. Næste morgen vågnede jeg op med en forfærdelig bevidsthed om, at jeg havde mistet mine venner, og nu var jeg alene. Det er ret voldsomt for en 14-årig.
En ny ven
Der gik ikke så mange dage, før jeg blev ringet op af et medlem af Kirken, som jeg kendte, han hed Dave. Han spurgte, om jeg ville komme hjem til ham lørdag aften. Han inviterede mig også hjem at spise med hans familie dagen efter. Det lød ret meget sjovere end at sidde alene uden venner, så jeg takkede ja.
Dave og jeg hyggede os – og der var naturligvis hverken cigaretter eller alkohol. Da jeg lyttede, mens Daves far velsignede maden, fik jeg en god følelse. Jeg begyndte at tro, at tingene måske – bare måske – ville blive bedre.
Dave og jeg blev de bedste venner. Vi spillede fodbold sammen, gik i skole sammen og hjalp hinanden med at komme på mission. Da vi kom tilbage, boede vi sammen, mens vi gik på college. Vi hjalp hver især hinanden med at finde den rette kvinde at gifte os med, og vi holdt hinanden på den lige og snævre sti til templet og derefter. Efter alle disse år er vi stadig gode venner. Og det hele begyndte med et enkelt telefonopkald, da jeg havde brug for det.
En mors indflydelse
Det var i hvert fald, sådan jeg troede, det hele begyndte. Jeg blev ret overrasket, da jeg nogle år senere opdagede, at det var min mor, der havde trukket i trådene, og sat vores venskab i scene. Kort tid efter jeg havde mistet mine gamle venner, lagde hun mærke til, at der var noget galt med mig, så hun ringede til Daves mor for at se, om de kunne finde ud af at hjælpe. Derefter overtalte Daves mor ham til at ringe og invitere mig. Sommetider kommer tilskyndelser til at hjælpe nogen, der har brug for det, fra Helligånden; sommetider kommer de fra engle – som en mor – der »taler ved Helligåndens kraft« (2 Ne 32:3).
Jeg har ofte tænkt på, hvor anderledes mit liv ville have været – for mig og Dave – hvis min mor ikke havde opfattet, at jeg havde det svært og taget handling. Minder det jer ikke om den måde, vor himmelske Fader velsigner os på? Han kender hvert eneste af vore behov og han sender »velsignelser ned fra oven gennem kærlige menneskers ord og gerning« (»Each Life That Touches Ours for Good«, Hymns, nr. 293).
Vi går sammen
I sidste ende er vi alle ansvarlige for vore egne valg. Som præsident Thomas S. Monson gentagne gange har sagt: »De valg, som vi træffer, afgør vores skæbne«1, og mange af de valg må vi træffe personligt og individuelt. Ofte gør vore valg, at vi føler os isolerede, ja tilmed ensomme. Men vor himmelske Fader har ikke sendt os alene hertil.
De beslutninger, jeg traf i et afgørende øjeblik, har velsignet og vejledt mig hele mit liv. Men de beslutninger var inspireret og bestyrket af min mors bønsomme indsats og af Daves støtte og venskab.
Den prøve, vi kan kalde livet på jorden, adskiller sig fra de prøver, vi ofte tager i skolen – hvor man skal holde øjnene på sin egen prøve, og det er ikke tilladt at hjælpe sin næste. Men i denne prøve både kan og skal vi hjælpe hinanden, det er en del af prøven. Så når jeres valg til tider kan synes at føre jer til den ensomme side af vejen, så husk, at langs hele den vej, er der andre, der har måtte træffe deres egen vanskelige beslutning om at være på Herrens side. De går med jer, og de har brug for, at I går med dem.