Låst ude!

Det var hundekoldt udenfor, og den kolde luft bed i kinderne og næsen på familien Stevenson. De havde haft en dejlig dag på ski og gik nu gennem sneen hen til deres bil. De glædede sig til at komme ind i bilen og tænde for varmen.

Men da ældste Stevenson stak hånden ned i lommen, var bilnøglerne væk! »Hvor var nøglerne?« tænkte han. Alle ventede utålmodigt på, at han låste bilen op. Uden nøglerne var de låst ude. De kunne ikke åbne døren eller starte bilen. De kunne ikke tænde for varmen.

Det første, ældste Stevenson gjorde, var at bede en bøn. Han bad vor himmelske Fader om hjælp til at finde bilnøglerne. Dernæst koncentrerede han sig meget om, hvor han kunne have tabt dem. Så huskede han et skihop, han havde taget tidligere på dagen. »Måske ligger nøglerne der i sneen,« tænkte han.

Noget af familien gik tilbage med ældste Stevenson til toppen af skiløjpen og stod på ski ned ad den. Da de nåede ned til bunden, var solen begyndt at gå ned. Det begyndte at blive mørkt, mens de ledte efter nøglerne. Til deres store overraskelse fandt de nøglerne, lige inden det blev helt mørkt.

Oplevelsen med at bede om og finde nøglerne mindede ældste Stevenson om, at vor himmelske Fader ikke vil lade os stå ude i kulden. Han giver præstedømmenøgler og myndighed til Kirkens ledere for at hjælpe os sikkert tilbage til ham igen.