»Kan jeg hjælpe dig?«
Da jeg hørte stemmen, huskede jeg, at jeg for nylig havde modtaget Helligåndsgaven.
To måneder efter min dåb var jeg på vej over en motorvej via en gangbro i et område, der kaldes Posto Dudu i byen Parnamirim i Brasilien. Jeg var på vej til et busstoppested på den modsatte side.
Mens jeg var på vej over, gik jeg forbi en dame, som klamrede sig til et sikkerhedsgelænder. Hun hang med hovedet, og hendes krop rystede. Folk virkede til at være bange for hende, når de passerede hende. Jeg tænkte, at hun måske havde psykiske problemer.
Efter jeg var nået forbi hende, hørte jeg en stemme, der var lige så tydelig som en rigtig menneskestemme »Gå tilbage!« Jeg så ikke nogen tæt på mig og jeg tænkte, at jeg hørte stemmer.
Jeg gik lidt videre, da jeg hørte stemmen en gang til: »Gå tilbage!« Jeg overvejede at vende om, men blev ved med at gå, mens jeg tænkte på, om damen måske ville gøre noget voldeligt, hvis jeg gik tilbage til hende.
Da jeg nåede den anden side af gangbroen, hørte jeg stemmen for tredje gang: »Gå tilbage!« Jeg stoppede og huskede, at jeg for nylig havde modtaget Helligåndsgaven og velsignelsen at kunne modtage vejledning fra Ånden. Jeg skyndte mig tilbage til damen.
»Undskyld, men kan jeg hjælpe dig?« spurgte jeg.
»Ja,« sagde hun med tårer i øjnene. »Jeg har brug for at komme over til den anden side for at tage min bus, men jeg kan ikke gøre det, fordi jeg har højdeskræk. Jeg har stået her oppe i noget tid uden at vide, hvad jeg skal gøre.«
»Jeg skal nok hjælpe dig,« sagde jeg til hende. »Hold fast i min arm, luk øjnene, og så når vi sammen over på den anden side.«
Hun tog hårdt fast i min arm, lukkede sine øjne og gik langsomt med mig over til den anden side. Hun sagde, at hun i lang tid havde bedt til, at Gud ville hjælpe hende over. Derefter takkede hun mig og bad Gud om at velsigne mig. Da hun var taget med sin bus, tænkte jeg i flere minutter over det, som lige var sket.
»Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig,« sagde Frelseren (Joh 10:27). Den dag lærte jeg, at en af de bedste måder at følge ham på og føle hans kærlighed er at lytte til Åndens stemme, når den kalder os til at hjælpe andre.