Jeg blev ved med at prøve

Steven A. Payne er fra Washington i USA

En, jeg havde opmuntret og styrket, var nu den, der opmuntrede og styrkede mig.

I 1972 var jeg på den amerikanske flådes rekrutskole i San Diego i Californien i USA. Jeg var blevet »sat tilbage«, hvilket betyder, at jeg ikke havde bestået min træning – personligt og udadtil. Faktisk var jeg blevet sat tilbage to gange. Nu var jeg nødt til at starte forfra med et nyt kompagni.

Jeg led af hyperaktivitet (ADHD) og en form for autisme. Det var svært for mig at læse, hvilket gik ud over mine karakterer. Og for at gøre tingene endnu værre gik min far bort, mens jeg var rekrut.

Det eneste, der fik mig til at have det godt, var at gå i kirke. En søndag, hvor jeg var midt i at bære mit vidnesbyrd, følte jeg mig tilskyndet af Helligånden. De ord, jeg talte, var ikke mine egne. Den sagte, lille stemme kom til mig som en hvisken og fortalte mig, hvad jeg skulle sige.

»I ser på en rekrut, som er blevet sat tilbage to gange,« sagde jeg. »Ingen ønsker at dumpe, og ingen ønsker at dumpe to gange efter hinanden. Men det er ikke så slemt at blive sat tilbage. Flåden prøver ikke at disciplinere eller straffe os. Hvis en rekrut sættes tilbage, hjælper det ham med at lære, hvad han ikke har lært eller måske har glemt. Man kan ikke bestå eksamen uden at ændre eller forbedre sig. Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi alle må blive sat tilbage, før vi kan nå videre til vores største præstationer og succeser i livet.«

Jeg tænkte ikke meget på, hvad jeg havde sagt, før en måned senere. Under vores næste faste- og vidnesbyrdmøde kom der en lyshåret rekrut op til talerstolen.

»Sidste måned fik jeg ikke tilstrækkeligt høje karakterer. Jeg var ved at dumpe,« sagde han. »Min kompagnichef sagde, at det ville være bedst for mig, hvis jeg blev sat tilbage. I mit nye kompagni tænkte jeg på mig selv som en taber. Jeg var parat til at give op. Men så huskede jeg den fyr, som var blevet sat tilbage to gange, og det, han havde sagt. Så jeg blev ved med at prøve.«

Så gentog rekrutten de samme ord, som Helligånden havde placeret i mine tanker. En, jeg havde opmuntret og styrket, var nu den, der opmuntrede og styrkede mig.

I oktober 1972 kunne jeg fryde mig, da jeg dimitterede fra den amerikanske flådes rekrutskole, taknemmelig for det løft og den opmuntring, jeg fik fra Helligånden og fra en anden rekrut.

Jeg er taknemmelig for Åndens inspiration, da jeg kæmpede i flådens boot camp.

Foto med tilladelse fra forfatteren; pilebilleder fra Getty Images