»Alma 10-11: ›I overensstemmelse med Herrens Ånd‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024
»Alma 10-11«, Mormons Bog – Lærerens hæfte
Alma 10-11
»I overensstemmelse med Herrens Ånd«
Er I nogensinde blevet bedraget? Kan I huske, hvordan I havde det? Da Alma og Amulek vidnede for Ammonihas folk, blev de konfronteret af folk, der brugte bedrag til at forsøge at stoppe dem. Dette bedrag blev kundgjort for Alma og Amulek gennem Helligånden. Denne lektion kan hjælpe jer til at være mere modtagelige for Helligånden i forhold til at kende sandheden og gennemskue modstanderens spidsfindige bedrag.
Mulige læringsaktiviteter
Pas på ondskaben
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt følgende historie om en ven, der arbejdede som efterforsker for USAs regering. Se efter, hvad du kan lære af denne oplevelse om at undgå bedrag.
Min ven efterforskede organiserede kriminelle grupper, der transporterede narkotika til USA.
På et tidspunkt ankom han og en anden agent til en lejlighed, hvor de mente, at en kendt narkohandler distribuerede kokain. Min ven beskriver, hvad der skete:
»Vi bankede på narkohandlerens dør. Den mistænkte åbnede døren, og da han så os, prøvede han at blokere for vores udsyn. Men det var for sent; vi kunne se kokainen på hans bord.
En mand og en kvinde, der var ved bordet, begyndte straks at fjerne kokainen. Vi måtte forhindre dem i at ødelægge bevismaterialet, så jeg skubbede hurtigt den narkomistænkte, der blokerede døren, til side. Da jeg skubbede til ham, så vi hinanden i øjnene. Sært nok, så virkede han ikke vred eller bange. Han smilede til mig.
Hans øjne og afvæbnende smil gav mig det indtryk, at han var harmløs, så jeg forlod ham hurtigt og begyndte at gå hen mod bordet. Den mistænkte var nu bag ved mig. I det øjeblik fik jeg det klare, kraftige indtryk i mit sind: ›Pas på ondskaben bag de smilende øjne.‹
Jeg vendte mig straks om mod den mistænkte. Hans hånd var i hans store forlomme. Instinktivt greb jeg hans hånd og trak den op af lommen. Først der så jeg hans hånd med et fast greb om et halvautomatisk våben, parat til at skyde. Derpå fulgte febrilsk aktivitet, og jeg afvæbnede manden.« (Se Neil L. Andersen, »Pas på ondskaben bag de smilende øjne«, Liahona, maj 2005, s. 46)
-
Hvad lægger I især mærke til ved den oplevelse, ældste Andersen fortalte om?
-
Hvordan kan Satan forsøge at bedrage os i dag?
Når I studerer i dag, så se efter, hvordan I kan gennemskue bedrag, så I kan undgå ting, der kan skade jer åndeligt.
Advaret om bedrag
Da Amulek vidnede for Ammonihas folk om, at han var kaldet af Gud, blev nogle mennesker forbavsede (se Alma 10:12). Han var »en mand af ikke ringe anseelse« (Alma 10:4) blandt sit folk. Han havde sluttet sig til Alma, og de havde vidnet mod dem. Nogle dygtige advokater ønskede at bedrage Alma og Amulek og samtidig tjene penge på det (se Alma 10:13; 11:20).
Læs Alma 10:15-17, og se efter, hvordan Amulek reagerede over for disse advokater.
-
Hvordan svarer bedrag til »fælder eller snarer«? (Alma 10:17).
Når I fortsætter jeres studium, så se efter, hvordan Amulek var i stand til at fornemme advokaternes tanker og fælder.
Ze’ezrom, en af de advokater, der var »dygtig i Djævelens anslag« (Alma 11:21), satte en fælde.
Læs Alma 11:21-25, og se efter, hvordan Ze’ezrom forsøgte at bedrage og friste Amulek til at fornægte Guds eksistens. Det kan være nyttigt at vide, at »seks onti sølv« (Alma 11:22) var omkring seks ugers løn som advokat (se Alma 11:3, 11-13).
-
Hvad lærte I af Amuleks svar?
Selv om Amulek skulle fornægte Gud, havde Ze’ezrom aldrig til hensigt at give ham pengene. Han tilbød kun pengene for at forsøge at miskreditere og »gøre det af med« Amulek (Alma 11:25).
Alma forklarede senere Ze’ezrom, hvordan Alma og Amulek kunne fornemme hans bedrag og fælder. Læs Alma 12:2-7, og se efter svaret.
En sandhed, vi kan lære, er, at Gud kan hjælpe os til at gennemskue Satans bedrag gennem Helligånden.
-
Hvordan var ældste Andersens historie et eksempel på dette princip?
-
Hvad er nogle måder, hvorpå Helligånden kommunikerer med os? (Hvis det er nyttigt, kan I overveje at læse L&P 8:2-3; 9:7-9; 11:12 eller studere »Helligånden« i Guide til Skrifterne).
-
Hvordan påvirker de valg, vi træffer, vores evne til at blive vejledt af Helligånden?
Overvej at markere alle vendinger i Alma 11:22, der viser Amuleks beslutsomhed om at følge Ånden. Tænk over, hvordan dette valg hjalp ham.
Undgå bedrag ved at kende sandheden
En måde, hvorpå Satan forsøger at bedrage os, er ved at forpurre vores forståelse af Jesus Kristus.
Læs Alma 11:26-37, 40-41, og se efter Ze’ezroms falske lærdomme om Jesus Kristus, og hvordan Amulek reagerede.
Som en hjælp til at forstå disse vers kan I overveje at skrive følgende diagram af i jeres studiebog. Skriv under hver lærdom holdninger, idéer eller adfærd, som hver lærdom kan føre til.
Falsk lærdom: Jesus Kristus vil frelse os »i [vores] synder« uden omvendelse (Alma 11:34). |
Sand lærdom: Jesus Kristus vil frelse os fra vores synder, når vi oprigtigt vender os til ham og omvender os. |
---|---|
-
Hvorfor er det vigtigt at vide, at Jesus Kristus kan frelse os fra vores synder, men ikke i vores synder?
-
Hvad lærer I af den måde, hvorpå Amulek besvarede Ze’ezroms spørgsmål?
Lav en liste over mindst tre realistiske måder, hvorpå Satan kan forsøge at bedrage teenagere i dag. I kan medtage den slags bedrag, som Amulek mødte: Falske overbevisninger om Gud, løfter om rigdom eller magt eller angreb på vores vidnesbyrd om Gud. Andre mulige bedrag går ud på at få noget godt til at virke ondt eller omvendt (se Es 5:20) samt løgnen om, at der ikke findes noget som rigtigt eller forkert (se 2 Ne 28:22).
Skriv ved siden af hver måde, som Satan prøver at bedrage os på, mindst én måde, hvorpå vi kan søge hjælp fra Gud gennem Helligånden til at overvinde den fristelse. Skriv specifikke ting ned, som I ved om Helligånden, der kan hjælpe.