Seminar
Helaman 8: Profeter vidner om Jesus Kristus


»Helaman 8: Profeter vidner om Jesus Kristus«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Helaman 8«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Helamans Bog 8

Profeter vidner om Jesus Kristus

Jesus Kristus

I en verden, hvor så mange stemmer trækker os i så mange retninger, har Gud givet os profeter for at forankre os til ham. Da Nefi blev udspurgt af de ugudelige nefitter om, hvorfor han havde talt så hårdt om dem, vidnede han frimodigt om Frelseren. Denne lektion kan hjælpe jer til at forstå, at profeter vidner om Jesus Kristus, og det kan hjælpe jer til at føle sandheden af deres vidnesbyrd.

Fremhæv, hvordan profeter vidner om Jesus Kristus. Profeters primære ansvar er at vidne om Jesus Kristus (se Guide til Skrifterne, »Profet«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org). Gør opmærksom på skriftsteder og andre profetiske lærdomme, der vidner om Frelserens guddommelige egenskaber, liv og mission. Tilskynd eleverne til at overveje, hvordan profetiske vidnesbyrd påvirker deres egen forståelse og påskønnelse af Jesus Kristus.

Elevforberedelse: Overvej at bede eleverne om at se efter et eller flere eksempler på profeter og apostle, der vidner om Jesus Kristus ved en nylig generalkonference.

Mulige læringsaktiviteter

Et vidnes vidnesbyrd

Overvej at tage en nød med en skal på, såsom en jordnød, valnød eller en anden nød. Gem den i din hånd eller i en pose. Fortæl eleverne, at du har noget, der aldrig er blevet set af menneskeøjne eller rørt af menneskehænder (nødden inde i skallen). Bed en elev om at komme op og se. Lad derpå eleven fortælle klassen, om du fortæller sandheden. Spørg eleverne, om de tror på dig, og hvorfor de gør eller ej. Når I som klasse har drøftet, om eleverne tror på dig, så vis dem nødden.

De fleste mennesker har ikke set Jesus Kristus, men mange tror stadig på ham.

  • Hvilke årsager er der til, at folk tror på Jesus Kristus?

  • Hvilken rolle spiller profeter for at hjælpe jer til at tro på Frelseren?

Vidnesbyrd fra fordums profeter

Profeten Nefis tjenestegerning blev drøftet i lektionen Helaman 7-10. Denne lektion vil hjælpe eleverne til at fokusere på Nefis lærdomme i Helaman 8 om profeters ansvar for at vidne om Jesus Kristus. Hjælp eleverne til at gennemgå baggrunden for Nefis lærdomme i Helaman 8 ved at overveje at sammenfatte følgende oplysninger.

I husker måske, at profeten Nefi profeterede for de ugudelige nefitter, at de ville blive udryddet, hvis de ikke ville omvende sig (se Hel 7:22-29). Mange af nefitterne blev vrede på Nefi, fordi han talte imod deres ugudelighed (se Hel 8:1-7). Nefi irettesatte disse mennesker og fortalte dem, at de ikke blot fornægtede hans ord, men også de ord, som tidligere profeter, deriblandt Moses, havde talt om Jesus Kristus (se Hel 8:10-13).

Læs Helaman 8:13-23, og se efter, hvad Nefi fortalte om Moses og andre tidligere profeter. I kan eventuelt markere navnene på de profeter, som Nefi udpegede.

  • Hvad havde alle disse profeter til fælles?

En sandhed, vi kan lære af disse vers, er, at profeter vidner om Jesus Kristus.

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

Herrens profets vigtigste rolle er at lære os om Frelseren og lede os til ham …

En profet står ikke mellem jer og Frelseren. Derimod står han ved siden af jer og viser vej til Frelseren. En profets største ansvar og mest dyrebare gave til os er hans sikre vidnesbyrd og hans vished om, at Jesus er Kristus. (Neil L. Andersen, »Guds profet«, Liahona, maj 2018, s. 25, 27)

  • Hvorfor tror I, at en profets største gave til os er hans vidnesbyrd om Jesus Kristus?

Eksempler på profeter, der vidner om Jesus Kristus

Brug tid på at studere nogle af profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus. Når I studerer deres vidnesbyrd, kan Helligånden vidne om sandheden af deres ord i jeres hjerte og sind.

Bed eleverne om at udføre en eller begge af følgende aktiviteter, eller du kan lade eleverne vælge, hvilken aktivitet de gerne vil udføre. Alternativt kan du dele eleverne op i grupper og give hver gruppe en aktivitet at udføre. Medlemmer fra hver gruppe kan derefter fortælle, hvad de lagde særligt mærke til i de vidnesbyrd, de har studeret.

Mulighed A: Fordums profeter vidnede om Jesus Kristus

Overvej at vise navnet på hver af de følgende profeter, der nævnes i Helaman 8:13-23, de følgende ledsagende vers og et billede af hver profet (hvis det er muligt) rundt om i lokalet. Når eleverne har studeret flere vidnesbyrd, kan de nedskrive de følelser eller indtryk, de har haft, mens de studerede, og fortælle en klassekammerat om disse følelser eller indtryk.

Læs mindst tre af følgende vidnesbyrd fra profeter, der er nævnt af Nefi. Lav en liste over, hvad disse vidnesbyrd lærer jer om Jesus Kristus.

Gennemgå den liste, I skrev. Overvej at nedskrive indsigt, følelser eller indtryk, I har haft om Frelseren, mens I studerede. Skriv nogle få sætninger, der forklarer, hvordan jeres liv ville være anderledes, hvis profeter ikke havde lært os disse ting om Jesus Kristus.

Mulighed B: Sidste dages profeter vidner om Jesus Kristus

Hjælp eleverne til at færdiggøre denne mulighed ved at overveje at tilvejebringe hjælpekilder, såsom flere eksemplarer af generalkonferenceudgaverne af tidsskriftet Liahona.

Overvej at bære nogle af de vidnesbyrd fra profeter, der henvises til i afsnittet »Kommentar og baggrundsinformation« efter behov.

Find to eller flere eksempler på sidste dages profeter eller apostle, der vidner om Jesus Kristus. De kan være fra en nylig generalkonference eller fra Kirkens historie. Overvej at bruge ChurchofJesusChrist.org eller appen Evangelisk Bibliotek i jeres søgning. I kan også læse eller lytte til »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd« på ChurchofJesusChrist.org.

Når eleverne er færdige med deres aktivitet, så bed dem om at komme med eksempler, de har fundet, på profeter, der vidner om Jesus Kristus. Sørg for at give flere elever mulighed for at fortælle om det. Det kan være nyttigt at stille spørgsmål som for eksempel »Hvilke af profeternes vidnesbyrd har imponeret jer?« eller »Hvorfor tror I, at det betyder noget, at så mange profeter har vidnet om Jesus Kristus?«

Hvis tiden tillader det, kan det også være gavnligt for eleverne at bære deres eget vidnesbyrd om Jesus Kristus.