Seminar
3 Nefi 12:1-16: »Velsignede er I«


»3 Nefi 12:1-16: ›Velsignede er I‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»3 Nefi 12:1-16«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

3 Nefi 12:1-16

»Velsignede er I«

Kristus underviser i Amerika

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus ønsker at velsigne os. Vi kan være sikre på, at når vi følger deres råd, vil vi modtage deres velsignelser i henhold til deres timing og på deres måde. Da Jesus underviste nefitterne, proklamerede han mange af de velsignelser, vi kan modtage. Denne lektion kan hjælpe jer til at forberede jer på at modtage de velsignelser, som Frelseren talte om, når I stræber efter at følge hans råd.

Fokus på vor himmelske Fader og Jesus Kristus som kilden til vores velsignelser. Når I studerer skrifterne og taler om lovede velsignelser, så understreg, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus er kilden til disse velsignelser.

Elevforberedelse: Som en hjælp til at forberede elevernes hjerte til at studere Frelserens prædiken i 3 Nefi, som minder meget om hans bjergprædiken, kan du overveje at bede dem om at tænke over denne udtalelse fra præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972). Han sagde, at bjergprædikenen er »den største [prædiken], der nogensinde, så vidt vi ved, er holdt« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Fielding Smith, 2013, s. 231).

Mulige læringsaktiviteter

Velsignet

For at hjælpe eleverne til at tænke over, hvad det virkelig betyder at være velsignet, kan du overveje at tegne en enkel forside af et tidsskrift på tavlen. Benævn tidsskriftet noget i stil med Worldly Success Magazine, og skriv som titel på den viste artikel »Årets fem mest velsignede mennesker«.

Bed eleverne om at komme op til tavlen og skrive nogle få velsignelser på forsiden af tidsskriftet, som de forventer, at artiklen fokuserer på.

Tegn en forside magen til med den samme artikel på den anden side af tavlen, men navngiv denne gang tidsskriftet Liahona. Bed eleverne om at skrive nogle få velsignelser, som de forventer, at Kirkens artikel i tidsskriftet fokuserer på.

  • Hvilke specifikke velsignelser ville I forvente, at artiklen fokuserede på som kriterier for at udvælge personerne?

Forestil jer nu en artikel i Liahona med samme titel.

  • Hvilke specifikke velsignelser ville I forvente, at artiklen omtalte som de største velsignelser, nogen kan få?

  • Hvorfor tror I, at Frelseren og hans kirke lærer os at sætte den højeste pris på andre velsignelser, end dem mange i verden søger?

I 3 Nefi 12-14 holdt Jesus Kristus en prædiken for nefitterne, der minder meget om hans bjergprædiken i Det Nye Testamente. Præsident Joseph Fielding Smith sagde, at bjergprædikenen er »den største [prædiken], der nogensinde, så vidt vi ved, er holdt« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Fielding Smith, 2013, s. 231).

Når I i dag studerer den del af Frelserens prædiken, der hedder saligprisningerne, vil I få mulighed for at lære, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus ønsker at velsigne jer. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) omtalte Frelserens saligprisninger som »det, der udgør et fuldkomment liv« og forklarede, at »i bjergprædiken har Mesteren givet os en slags åbenbaring om sin egen karakter, der er fuldkommen … og har derved anvist os det mønster, som vi bør leve efter« (Decisions for Successful Living, 1973, s. 56-57). Når I studerer, så tænk over, hvorfor de velsignelser, som Kristus tilbyder i denne prædiken, er af langt større værdi end nogen af de velsignelser, verden kan tilbyde.

Saligprisningerne i Amerika

Læs 3 Nefi 12:1-12 og markér ordet »velsignet« og de velsignelser, I finder, som Frelseren skitserer i disse vers. Bemærk, at ordet »velsignet« i disse vers betyder ekstremt heldig eller guddommeligt begunstiget.

Overvej at bede eleverne om at tælle, hvor mange gange de så ordet »velsignet« og fortælle om de velsignelser, de har fundet.

  • Med tanke på alle de velsignelser, som Frelseren beskrev i disse vers, hvad fortæller det jer så om ham og hans Fader?

En sandhed, vi kan lære af dette skriftsted, er, at vor himmelske Fader og Jesus fryder sig ved at velsigne os, når vi stræber efter at følge deres råd.

Læs 3 Nefi 12:1-2 og overvej at markere det, Frelseren beder os om at gøre, hvis vi søger de velsignelser, som han og hans Fader tilbyder os.

Overvej at bede eleverne om at svare på følgende spørgsmål i deres studiebog, før du beder frivillige om at dele deres svar med klassen. Eleverne kan også dele med en makker eller en lille gruppe.

  • Hvorfor tror I, at Gud velsigner dem, der »giver agt på ordene fra disse tolv, som [han] har udvalgt«? (3 Ne 12:1).

  • Hvordan har Gud velsignet jer eller andre, I kender, for at have givet agt på profeternes og apostlenes ord?

Hvis der er tid til det, kan du bede eleverne om at slå nylige generalkonferencetaler fra medlemmer af Det Første Præsidentskab eller De Tolv Apostles Kvorum op og fortælle, hvordan de tror, at vi bliver velsignet for at give agt på specifikke lærdomme, de finder.

Søg efter velsignelser

Overvej, før de læser følgende vers, at tegne to kolonner på tavlen, med velsignelserne fra versene i den ene kolonne og de handlinger eller betingelser, der fører til de velsignelser, i tilfældig rækkefølge, i den anden kolonne. Bed eleverne om at prøve at matche velsignelserne med deres respektive handlinger eller betingelser. De kan derefter bruge 3 Nefi 12:3-12 til at tjekke deres svar.

Læs 3 Nefi 12:3-12 igen, og se efter, hvilke betingelser Frelseren sammenkædede med hver velsignelse. Overvej at markere disse forhold anderledes end den måde, I markerede velsignelserne på, fx ved at bruge forskellige farver eller cirkler i stedet for at bruge markering.

Som et alternativt forslag til undervisning om saligprisningerne henvises til »diagrammet over saligprisningerne«, der findes i »Supplerende læringsaktiviteter« i denne lektion.

Vælg en velsignelse fra disse vers, som I gerne vil opnå. Læg mærke til den handling eller betingelse, der fører til den velsignelse. Studer den handling eller betingelse ved at bruge tilgængelige hjælpekilder, såsom Guide til skrifterne, appen Evangelisk Bibliotek eller fodnoter.

Overvej at bede eleverne om at gå rundt i lokalet og finde kammerater, der har studeret andre skriftsteder, og dele deres svar på følgende spørgsmål.

  • Hvad lærte I om, hvad der kræves af dem, der ønsker den velsignelse, I har studeret?

  • Hvordan har Frelseren vist den handling eller betingelse? Hvordan kan hans eksempel hjælpe jer til bedre at forstå, hvordan I kan søge den velsignelse?

Husk, at fordi vor himmelske Fader elsker os, vil han velsigne os i henhold til sin timing og på sin måde. (Se L&P 88:64).

Hvis du føler, at dine elever kan bruge yderligere tilskyndelse til at stole på Herren og hans timing, kan du også dele udtalelsen fra præsident Dallin H. Oaks i afsnittet »Kommentar og baggrundsinformation«.

Nu, hvor I har fundet frem til en velsignelse, I ønsker, og har studeret, hvordan I kan få den, så lav en plan for, hvordan I kan søge den velsignelse. Følgende spørgsmål kan være nyttige:

  • Hvilke specifikke ting kan I gøre for at søge den velsignelse?

  • Hvornår planlægger I at begynde?

  • Hvilke hindringer kan komme i vejen, og hvordan kan I overvinde dem?

Det kan være nyttigt at fortælle, hvordan du har set nogle af disse velsignelser i dit liv og bære dit vidnesbyrd om Frelserens ønske om at velsigne os.