Seminar
3 Nefi 12:17-48: »[Jeg] ønsker, at I skal være fuldkomne«


»3 Nefi 12:17-48: ›[Jeg] ønsker, at I skal være fuldkomne‹«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»3 Nefi 12:17-48«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

3 Nefi 12:17-48

»[Jeg] ønsker, at I skal være fuldkomne«

Portrætfoto af Jesus Kristus

Jesus Kristus belærte om, at vi bør »være fuldkomne«, ligesom han og vor himmelske Fader er fuldkomne (3 Ne 12:48). Selvom denne befaling kan føles overvældende, giver den meningsfuld indsigt i vor himmelske Faders og Jesu Kristi natur. Den lærer os også, at vi kan blive som dem. Denne lektion er beregnet til at hjælpe jer til at forstå jeres potentiale til at blive fuldkommen ligesom vor Fader i himlen og Jesus Kristus.

Udtryk kærlighed og høje forventninger. Når lærere virkelig elsker deres elever, vil de bekymre sig for meget om deres fremskridt og succes til at være tilfredse med kun en lille indsats. Tilskynd kærligt dine elever til at nå deres potentiale som Jesu Kristi elever og disciple.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at studere det første afsnit under afsnittet »Fuldkommen« i Guide til skrifterne og møde forberedt på at fortælle, hvad de synes er mest betydningsfuldt ved denne definition og hvorfor.

Mulige læringsaktiviteter

Bemærk: Selv om denne lektion omhandler nogle få aspekter af den højere lov, som Jesus underviste om i vers 17-47, er hovedformålet med denne lektion at hjælpe eleverne til at forstå de sandheder, der undervises om i mesterlæreskriftstedet 3 Nefi 12:48. Hvis det er bedst for dine elever at bruge mere tid på at studere aspekter af den højere lov, er du velkommen til at bruge to dage på at studere materialet i denne lektion og erstatte en fremtidig lektion.

Der er nogle forslag i afsnittet »Supplerende læringsaktiviteter«, der kan være en hjælp til at undervise om andre aspekter af den højere lov.

Jeres potentiale

Vis følgende billeder eller andre, der viser noget, der endnu ikke er fuldt udviklet.

frø på noget jord, brun hundehvalp
glad baby i en kurv
  • Hvad kan de hver især blive til, når de er fuldt udvoksede?

  • Hvad har de brug for til at nå deres potentiale?

  • Hvad er potentialet for hvert barn i vor himmelske Faders plan?

  • Hvordan påvirker en forståelse af jeres guddommelige potentiale jeres beslutninger? Hvordan påvirker det, hvordan I har det med jer selv?

Når I studerer dagens lektion, så tænk over, hvor meget I allerede er vokset og har lært i løbet af jeres liv, og hvad I stadig er i stand til at blive med Guds hjælp.

Frelserens invitation til at nå vores potentiale

I 3 Nefi 12:17-47 delte Jesus adskillige eksempler fra moseloven med folket i Mormons Bog. Han fulgte hvert eksempel med en forklaring på en højere lov eller en opfordring til at leve på et højere niveau af retskaffenhed, der kan hjælpe os til bedre at forstå, hvad han og vor himmelske Fader ønsker, at vi bliver.

For at eleverne kan se eksempler på den højere lov, som Jesus underviste i, kan du dele klassen op i tre grupper og give hver gruppe en af følgende skriftstedsblokke at læse: 3 Nefi 12:21-22, 27-29 og 38-42, hvor de ser efter, hvordan Frelseren opfordrer os til at udvikle os mod vores potentiale. Bed eleverne om at fortælle, hvordan Frelseren i disse vers opfordrer os til at leve på et højere niveau af retfærdighed. Du kan hjælpe eleverne til at tænke over eksempler på, hvordan man adlyder disse love i vore dage.

  • På hvilke måder kan disse lærdomme hjælpe os til at blive mere lig vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

Læs 3 Nefi 12:48 og se efter det fulde potentiale, som Jesus Kristus ved er i os alle.

3 Nefi 12:48 er et mesterlæreskriftsted. Overvej at markere evangeliske mesterlæreskriftsteder på en særlig måde, så I let kan finde dem. I næste lektion får I mulighed for at øve jer i at anvende den læresætning, der undervises om i dette skriftsted, på et spørgsmål eller en situation.

Dette vers lærer os, at Jesus Kristus ønsker, at vi bliver fuldkomne ligesom ham og vor Fader i himlen.

Overvej at få eleverne til at skrive svarene på det første spørgsmål nedenfor på sedler og derefter aflevere sedlerne. Du kan læse nogle af deres spørgsmål eller bekymringer i slutningen af lektionen og lade eleverne svare med det, de har lært.

  • Hvilke spørgsmål eller bekymringer tror I, at folk kan have om denne lærdom? Hvorfor?

  • Hvad giver jer håb eller tillid til, at det er muligt at blive som vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

  • Hvordan kan denne sandhed relatere til billederne i begyndelsen af lektionen?

Vor himmelske Faders og Jesu Kristi fuldkomne kærlighed

At blive fuldkommen er at blive som vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Den højere lov, som Jesus underviste om i dette kapitel, kan hjælpe os til at forstå vor himmelske Faders og Jesu Kristi karakter og egenskaber. Når vi bedre forstår, hvem de er, kan vi stræbe efter at blive som dem og få håb om, at de tålmodigt vil hjælpe os, når vi prøver at udvikle os.

Læs 3 Nefi 12:43-45 og følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, og se efter, hvad de lærer os om vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed.

Trods alt er jeg taknemmelig for at vide, at på trods af mine ufuldkommenheder så er Gud i det mindste fuldkommen – han er i det mindste for eksempel i stand til at elske sine fjender, for alt for ofte er I og jeg på grund af det »naturlige menneske« i os nogle gange den fjende. Hvor er jeg taknemmelig for, at Gud i det mindste kan velsigne dem, som trodser ham, for uden at ville det eller gøre det bevidst trodser vi ham alle sommetider. (Jeffrey R. Holland, »Så vær da fuldkomne – i sidste ende«, Liahona, nov. 2017, s. 41)

  • Hvorfor er det betryggende at vide, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker deres fjender og velsigner dem, der forfølger dem?

  • Hvordan kan deres kærlighed, hjælp og tålmodighed give jer håb om en dag at opnå fuldkommenhed?

Fuldkommenhed er en proces, der kun er mulig gennem Jesus Kristus

Det er naturligt at spekulere på, om det er muligt at blive fuldkommen. Hvis vi skulle opnå fuldkommenhed på egen hånd, eller hvis det skulle opnås i løbet af vores jordiske liv, ville det være umuligt.

Læs Lære og Pagter 76:69-70 og Moroni 10:32-33, og se efter, hvad der gør det muligt for os at blive fuldkomne. Overvej at krydshenvise disse skriftsteder med 3 Nefi 12:48.

  • Hvad gør det muligt for alle dem, der med tiden bliver fuldkomne, at gøre det?

Hvis eleverne har svært ved at besvare det forrige spørgsmål, så sørg for at forklare, at vi kun kan blive fuldkomne gennem Jesus Kristus. Det er umuligt uden ham. Når vi dagligt omvender os og konstant stræber efter at vokse åndeligt, bliver vi gjort fuldkomne i Kristus.

Læs Lære og Pagter 93:11-13 og se efter, hvad disse vers føjer til vores forståelse af Jesu Kristi fuldkommenhed.

  • Hvorfor er det vigtigt at forstå, at selv Jesu Kristi fuldkommenhed var en proces?

Præsident Russell M. Nelson har lært os følgende om definitionen på og processen omkring fuldkommenhed:

Læg mærke til, at ordet [fuldkommenhed] ikke betyder »uden fejl« …

Vi behøver ikke være fortvivlede, hvis vores oprigtige stræben mod fuldkommenhed nu synes så vanskelig og endeløs. Fuldkommengørelse venter. Den kan først blive fuldstændig efter opstandelsen og kun igennem Herren. Den venter alle, som elsker ham og holder hans bud. (Russell M. Nelson, »Fuldkommengørelse venter«, Stjernen, jan. 1996, s. 86, 88)

  • Hvad føjer dette udsagn til jeres forståelse af fuldkommenhed?

Det sidste afsnit i lektionen giver eleverne mulighed for at udtrykke deres forståelse af vores potentiale til at blive fuldkomne som Gud.

En måde at gøre det på er at læse nogle af de spørgsmål og bekymringer, som eleverne skrev ned tidligere i lektionen. Giv eleverne mulighed for at fortælle, hvordan det, de har lært, kan anvendes på hvert spørgsmål eller bekymring.

Forestil jer, at I er blevet bedt om at give en åndelig tanke i to til tre minutter ved jeres næste ungdomsaktivitet. Jeres ledere beder jer om at dele jeres tanker om, hvorfor lærdommen i 3 Nefi 12:48 bør give os håb. Skriv jeres tanker ned. Medtag svar på følgende spørgsmål:

  • Hvad betyder det at blive fuldkommen? Hvad betyder det ikke?

  • Hvordan giver det, I ved om vor himmelske Fader og Jesus Kristus, jer håb om at blive som dem?

Overvej at bære dit vidnesbyrd om hver elevs identitet som Guds barn og det potentiale, de har for at blive som vor himmelske Fader og Jesus Kristus over tid og med deres hjælp.