»28. december-3. januar. Lære og Pagter 1: ›Lyt, o, I … folk‹«, Kom og følg mig – Primary: Lære og Pagter 2021, 2020
»28. december-3. januar. Lære og Pagter 1«, Kom og følg mig – Primary: 2021
28. december-3. januar
Lære og Pagter 1
»Lyt, o, I … folk«
Dit første trin i forberedelsen til at undervise bør begynde med bønsomt at studere Lære og Pagter 1. Når du gør det, så lyt efter tilskyndelser om børnenes behov, og se efter principper, der kan have betydning for dem. Disse indtryk vil hjælpe dig til at planlægge gode aktiviteter, som lærer om disse principper.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Vis en Lære og Pagter, og bed børnene om at fortælle noget, de ved om denne bog. Hvem skrev den? Hvad indeholder den? Hvorfor er den vigtig? Få hjælp ved at slå op på »Kapitel 23: Lære og Pagter« (Historier fra Lære og Pagter, s. 90-92). Fortæl om din kærlighed til Lære og Pagter, og hvor ivrig du er efter at lære mere af den i år.
Undervis i læren: yngre børn
Herren advarer os mod åndelig fare gennem sine profeter.
Herren har sagt, at hans røst er en »advarselsrøst«. Hvordan vil du inspirere børnene til at høre og følge de advarsler, han giver?
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene holde billeder af advarselsskilte, der advarer om fx trafikfarer, dårligt vejr eller gift, og tal om, hvordan de advarer os om farer. Eller fortæl en historie om engang, hvor du fulgte en advarsel. Sammenlign disse advarsler med de advarsler, som Herren giver os gennem sine profeter. Bær vidnesbyrd om, at han advarer os, fordi han elsker os og ønsker, at vi skal være i sikkerhed (se også denne uges aktivitetsside).
-
Læs for børnene fra Lære og Pagter 1:4: »Og advarselsrøsten skal lyde til alle folk.« Fortæl noget, profeten for nylig har sagt, der kan holde os i sikkerhed. Vis om muligt relevante billeder. Tal om, hvordan du følger profetens råd.
Joseph Smith er Guds profet.
Når du og børnene begynder at studere Lære og Pagter, så hjælp dem til at opbygge deres vidnesbyrd om Joseph Smiths guddommelige kaldelse.
Mulige aktiviteter
-
Vis et billede af profeten Joseph Smith (se Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier; se også Evangelisk kunst, nr. 87). Bed børnene om at stå ved siden af billedet og fortælle, hvad de ved Joseph Smith.
-
Lad børnene holde et billede af Frelseren og et af Joseph Smith. Tal med dem om, hvad Frelseren gav os gennem Joseph Smith, fx befalinger (se v. 17) og Mormons Bog (se v. 29). Fortæl børnene, at de i Lære og Pagter vil lære om de befalinger, Herren gav Kirken gennem Joseph Smith.
-
Fortæl om dine følelser for Joseph Smith, og bær vidnesbyrd om, at Gud har »kaldet [sin] tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen« (v. 17).
Profetens ord er Guds ord.
De børn, du underviser, kan have hørt Kirkens præsident tale, men de er måske ikke klar over, at hans ord kommer fra Gud. Hjælp dem til at forstå, at profetens ord er Guds ord.
Mulige aktiviteter
-
Leg en enkel leg ved at give instruktioner til et barn og bede ham eller hende om at gentage instruktionerne for de andre børn. Hjælp dem til at se, at når de følger barnets instruktioner, er det det samme som at følge dine instruktioner, og når de følger profetens instruktioner, er det det samme som at følge Herren. Læs den sidste linje i Lære og Pagter 1:38 for dem: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«
-
Syng en sang sammen om profeter, fx det sidste vers i »Følg Guds profeter« (Børnenes sangbog, s. 58-59). Bær dit vidnesbyrd om, at profeten taler Guds ord.
-
Vis et billede, eller afspil en lydoptagelse eller et videoklip af den levende profet. Bær dit vidnesbyrd om, at profeten fortæller os, hvad Gud ønsker, vi skal vide. Lad børnene fortælle, hvad deres følelser for profeten er.
Undervis i læren: ældre børn
Herren kendte de udfordringer, vi ville komme ud for, så han gengav evangeliet gennem Joseph Smith.
Du kan hjælpe børnene til at berede sig til fremtidige udfordringer ved at lære dem, hvordan evangeliets gengivelse giver åndelig beskyttelse.
Mulige aktiviteter
-
Lad dem tænke på nogle af de problemer, der er i verden i dag. Gennemgå Lære og Pagter 1:15-16 sammen med dem, og hjælp dem til at finde nogle af de problemer, som Herren forudsagde ville ske. Opfordr dem til i vers 17 og 29-30 at se, hvad Herren har gjort som en hjælp til at forberede os til at møde vor tids udfordringer.
-
Bed dem om at forestille sig, at de forbereder sig på en rejse. Hvad ville de pakke? Hvordan ville det hjælpe dem at vide, at det vil regne under deres rejse, eller at deres bil vil punktere? Læs vers 17 sammen, og tal om, hvad Herren vidste, der ville ske med os, og hvordan han forberedte sig på det. Hvordan hjælper Guds befalinger os til at klare vor tids udfordringer?
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens »sande og levende kirke«.
Hvordan kan du hjælpe børnene til at værdsætte de storslåede velsignelser, der hører til »den eneste sande og levende kirke«?
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene nævne ting, der er levende, og ting, der ikke er (medbring om muligt billeder eller eksempler). Hvad er forskellen på en levende ting og en, der ikke er? Læs vers 30 sammen. Hvad betyder det, at Kirken er »sand«? At den er »levende«?
-
Vis et billede, fx et maleri af Frelseren, og bed børnene om at beskrive det, mens lyset er slukket. Brug denne aktivitet til at hjælpe børnene til at se, at Frelserens sande kirke for mange mennesker er i »dunkelhed« og »mørke«. Hvordan kan vi hjælpe andre til at lære om Kirken?
Herrens ord består for evigt.
Du kan hjælpe børnene til at opbygge deres tro på Jesus Kristus ved at lære dem, at hans ord er fast og pålideligt.
Mulige aktiviteter
-
Hjælp børnene med at sammenligne ting, der er midlertidige, fx en boble eller et snefnug, med ting, der lader til at være varige, fx et bjerg eller solen. Bed dem om at finde noget i vers 37-38, som Herren sagde er varigt. Hvorfor er det en velsignelse at vide, at Guds ord »ikke [skal] forgå«?
-
Hjælp dem til at forstå, at »mine tjeneres røst« er vores apostles og profeters røst. Hjælp børnene med at finde »profetier og løfter« i en nylig generalkonferencetale af en af Herrens tjenere. Bær dit vidnesbyrd om, at disse ord er inspireret af Herren og »skal alle blive opfyldt«.
Tilskynd til at lære derhjemme
Gennemgå sammen med børnene, hvad de har lært i dag, og opfordr dem til at vælge én ting, som de føler, alle bør vide noget om. Opmuntr dem til at dele det med en ven eller en i familien.