26. september - 2. oktober. Esajas 50-57: ›Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar‹«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: Det Gamle Testamente 2022 (2021)
26. september - 2. oktober. Esajas 50-57«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: 2022
26. september - 2. oktober
Esajas 50-57
»Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser han bar«
Den vigtigste måde at forberede sig til undervisningen på er at læse og tænke over skrifterne. Hvad føler og lærer du, når du læser Esajas 50-57?
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Du kan opmuntre klassemedlemmerne til at dele oplevelser, de fik, mens de læste Esajas 50-57, ved at skrive en sætning på tavlen såsom Min tro på Jesus Kristus blev styrket, da jeg læste… Lad klassemedlemmerne fortælle, hvordan de vil afslutte sætningen.
Undervis i læren
Fremtiden ser lys ud for Herrens folk.
-
Vi har alle stunder, hvor vi føler os svage. Du kan hjælpe klassemedlemmerne med at stole på Herrens styrke ved at lade hver især læse nogle få vers fra Esajas 51-52 og dele noget, de fandt, der kan styrke nogen, som føler sig svag eller modløs. Du kan også påpege, at den opstandne Frelser gentog nogle af Esajas’ ord for folket i Amerika (se 3 Ne 20:32-45). Hvad føjer Frelserens ord i 3 Ne 20:30-34 til vores forståelse af, hvornår disse profetier vil gå i opfyldelse?
-
I denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier foreslås det, at I laver en liste over alt i Esajas 50-52, som Herren opfordrer sit folk til at gøre. Klassemedlemmerne kan eventuelt fortælle, hvad de fandt, og snakke om, hvad disse opfordringer betyder for dem. Det kan være en god idé at fokusere på opfordringerne i Esajas 51:1-2, 6-8; 52:1-3, 9-11. Hvordan kan vi handle på disse opfordringer? Du kan påpege, at Lære og Pagter 113:7-10 giver en inspireret forklaring af Esajas 52:1-2. Hvad føjer disse ord til vores forståelse?
Jesus Kristus påtog sig vores synder og sorger.
-
Du kan hjælpe klassemedlemmerne med at visualisere Esajas’ ord i Esajas 53 ved at vise forskellige billeder af begivenhederne omkring Jesu Kristi forsoning (se Evangelisk kuns,t nr. 56-60). Derefter kan du bede klassemedlemmerne om at finde sætninger i Esajas 53, der beskriver begivenhederne på billederne. Hvad lærer Esajas’ ord os om Frelserens lidelser for os? Hvad antyder de om, hvorfor han led for os? Hvad inspirerer disse lærdomme os til at gøre?
-
Du kan indbyde Helligånden til at vidne om de sandheder, vi lærer i Esajas 52:13-15; 53, ved at lade klassemedlemmerne læse disse vers hver for sig, mens du spiller en salme om Jesu Kristi forsoning. Bed klassemedlemmerne om at lede efter ord eller vendinger i skrifterne, de føler, er særligt vigtige. Lad dem derefter fortælle, hvad de har fundet, og hvad de føler om Frelseren. Du kan også overveje at lade klassemedlemmerne læse Mosija 15:10-12, hvor Abinadi forklarer, hvad der menes med udtrykket »hans efterkommere«. Hvordan hjælper dette os med at forstå Esajas 53:10?
Jesus Kristus ønsker, at vi skal vende tilbage til ham.
-
At studere Esajas 54 kan inspirere de klassemedlemmer, som føler sig modløse på grund af deres synder eller svagheder. Du kan lade klassemedlemmerne kigge i kapitel 54 efter udtryk eller vers, der viser, hvad Frelseren føler for os. Hvad ønsker han, at vi føler om vores tidligere synder og svagheder? Hvad ønsker han, at vi føler for ham? Tilskynd klassemedlemmerne til at dele eventuelle andre ting, de lærer om Jesus Kristus af dette kapitel. Udtalelsen af præsident Dieter F. Uchtdorf i »Yderligere ressourcer« kan bidrage til jeres drøftelse.
Yderligere ressourcer
Vi kan have håb gennem Jesus Kristus.
Præsident Dieter F. Uchtdorf har sagt:
»Det er uden betydning, hvor meget vores liv måtte synes at ligge i ruiner. Det betyder ikke noget, hvor skarlagenrøde vore synder er, hvor dybt vores bitterhed stikker eller hvor ensomt, forladt eller sønderknust vores hjerte måtte være. Selv de, der ikke har noget håb, som lever i fortvivlelse, som har svigtet enhver tillid, som har givet køb på deres integritet eller vendt Gud ryggen, kan blive genopbygget…
Evangeliets glade budskab lyder: På grund af den evige plan for lykke, som er tilvejebragt af vor himmelske Fader og gennem Jesu Kristi uendelige sonoffer, kan vi ikke alene blive forløst fra vores faldne tilstand og oprejses i renhed, men vi kan også overstige enhver menneskelig forestillingsevne og blive arvinger til evigt liv og tage del i Guds ubeskrivelige herlighed« (»Han vil lægge jer på sine skuldre og bære jer hjem«, Liahona, maj 2016, s. 102).