Seminar
Johannes 2


Johannes 2

Jesus forvandler vand til vin

Jesus talking to Mary at a wedding feast.

Jesus forvandlede vand til vin ved en bryllupsfest i det første optegnede mirakel, han udførte under sin jordiske tjeneste. Denne lektion er beregnet til at hjælpe dig med at øge din tro på Jesus Kristus, ved at du studerer dette mirakel og identificerer sandheder om Frelserens kraft og karakter.

Stil spørgsmål, der hjælper eleverne med at forstå skrifterne. Spørgsmål, der får eleverne til at analysere skrifterne, kan hjælpe dem med at forstå de sandheder, der undervises i. Se efter muligheder for at stille spørgsmål, der kan hjælpe eleverne med at reflektere over vigtige ord og sætninger og overveje, hvordan et givent skriftsted vedrører dem.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at forestille sig, at de er blevet bedt om at holde en tale om Jesu Kristi kraft ved nadvermødet. Bed dem om at komme til undervisningen, forberedt på at fortælle om en eller to bibelske beretninger, som de kan bruge til at illustrere hans kraft.

Mulige læringsaktiviteter

Hvem stoler du på?

Overvej at tage noget lækker mad med i klassen og at tilbyde den til en elev, der er villig til at forpligte sig til at spise den, før eleven får at vide, hvad maden består af. Vælg en frivillig. Inden du viser maden for eleven, så spørg, hvorfor han eller hun stoler nok på dig til at acceptere maden uden at vide, hvad det er.

  • Er det muligt at stole nok på nogen, til at forpligte sig til at gøre noget, de beder dig om?

  • Hvad vil du gerne vide om den person for at være villig til at acceptere en sådan forpligtelse?

Overvej et øjeblik, om du føler, at du kender Frelseren godt nok til at stole på ham, uanset hvad han beder dig om. Mens du studerer Johannes 2 , så se efter beviser på hans kraft og karakter, der kan øge din tillid til ham og din vilje til at adlyde alt, hvad han beder dig om.

Det første optegnede mirakel i Jesu tjeneste

Det første optegnede mirakel i Frelserens jordiske tjeneste findes i Johannes 2 . Før du studerer denne beretning, kan det være nyttigt at vide, at kvaliteten af en vin ofte bliver bedre, jo længere den lagres, samt at det ville have været pinligt for værterne ved en bryllupsfest at løbe tør for vin.

2:26

Læs Johannes 2:1-11 langsomt og eftertænksomt, og overvej at markere alt, hvad du lægger mærke til. Mens du studerer, kan du overveje svarene på spørgsmål som disse: Hvad tror du, Maria vidste om sin søn? Hvad tror du, at tjenerne lærte om Jesus?

Overvej at bede eleverne om at læse Johannes 2:1-11 i små grupper. Tilskynd dem til ofte at holde pause i deres gruppe for at drøfte sandheder, de har lært om Jesus Kristus.

Når eleverne har haft tid nok, så lad grupperne fortælle klassen, hvilken indsigt de har fundet

  • Hvilke sandheder lærte du om Frelserens kraft og om hans karakter?

  • Kan du komme i tanke om nogle omstændigheder, hvor det at kende disse sandheder kan hjælpe nogen i dag?

  • Hvordan har det velsignet dit liv at kende til disse sandheder om Jesus Kristus?

Vurder, hvilke identificerede sandheder, der vil være mest nyttige for eleverne at bruge mere tid på at studere. Følgende læringsaktivitet fokuserer på en af mange vigtige sandheder, som eleverne kan identificere ud fra dette skriftsted.

»Gør, hvad som helst han siger til jer«

Som i mange tilfælde i Det Nye Testamente hjælper Joseph Smiths oversættelse af Johannes 2:4 os med at få yderligere viden om Frelseren. Der står: »Hvad vil du have mig til at gøre, kvinde? Det vil jeg gøre, for min time er endnu ikke kommet« (i JSO Joh 2:4).

  • Hvad lærer dette dig om Frelserens forhold til sin mor?

Overvej at markere det, som Maria sagde til tjenerne, som beskrevet i vers 5 .

  • Hvad lærer Marias instruktioner til tjenerne dig om hendes tro på Jesus?

Ældste L. Whitney Clayton fra De Halvfjerds har forklaret nogle ting, som Maria vidste om Jesus, der styrkede hendes tro på ham.Det kan være en god idé at se videoen »Gør, hvad som helst han siger til jer« (findes på ChurchofJesusChrist.org/study/general-conference/2017/04/whatsoever-he-saith-unto-you-do-it?lang=dan) fra tidskode 1:40 til 2:29, eller at læse følgende udsagn.

12:46
Official Portrait of Elder L. Whitney Clayton. Photographed March 2017.

[Maria] vidste mere om ham end noget andet menneske på jorden. Hun kendte sandheden om hans mirakuløse fødsel. Hun vidste, at han var uden synd, og at han »talte ikke som andre mennesker, ej heller kunne han belæres, for han havde ikke nødig, at noget menneske skulle belære ham« [ JSO Matt 3:25, tillæg (i Guide til skrifterne)]. Hun kendte hans ekstraordinære evner til at løse problemer, deriblandt noget så personligt som at skaffe vin til en bryllupsfest. Hun havde en urokkelig tro på ham og på hans guddommelige kraft. Hendes enkle, klare besked til tjenerne indeholdt ingen advarsler, ingen betingelser, ingen begrænsninger: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

(L. Whitney Clayton, »Gør, hvad som helst han siger til jer«, Liahona, maj 2017, s. 97)

  • Hvad vidste Maria om Jesus, som det er vigtigt for os at vide om ham?

Forestil dig, at du var en af de tjenere, der hørte Marias instruktioner. Læs Johannes 2:6-8 igen og se, hvad Jesus bad tjenerne om at gøre. Før du læser det, kan det være godt at vide, at »disse vandkar blev ikke brugt til at opbevare drikkevand, men blev brugt til ceremoniel afvaskning« (L. Whitney Clayton, »Gør, hvad som helst han siger til jer«, s. 97).

  • Hvad ville du have tænkt eller følt, når du bragte et bæger til skafferen?

  • Hvilke anvisninger har Jesus Kristus givet i dag, som kræver, at du stoler på ham for at kunne adlyde?

Overvej hvordan eleverne kan hjælpes til at øge deres evne til at stole på Jesus Kristus og gøre, hvad han beder om dem. Bed for eksempel eleverne om at fortælle om de oplevelser, de har haft ved at adlyde Frelserens ord, dele en historie fra en generalkonferencetale eller gennemføre følgende aktivitet.

Af Joseph Smiths oversættelse af Johannes 2:11 lærer vi ikke blot, at dette mirakel åbenbarede Frelserens herlighed, men også at hans disciples tro på ham blev styrket. Mirakler omvender ikke mennesker, men de, der tror på Jesus Kristus, får deres tro styrket af dem.

Brug et par minutter på at søge efter og lære af andre personer i skrifterne, der ligesom Maria havde stor tro på Jesus Kristus. Se efter grunde til, at hver af dem valgte at stole på og adlyde alt, hvad Jesus sagde. Eksempler kan være Nefi ( 2 Ne 4:34-35), Jakob ( Jakob 4:10) og Jereds bror ( Eter 3:9-12).

Overvej at give eleverne tid til at notere indsigt i deres studiebog. Følgende spørgsmål kan vejlede dem, mens de skriver. Når eleverne er færdige, kan du overveje at bede frivillige om at dele noget af det, de skrev.

  • Hvad ved du om Jesus Kristus, der inspirerer dig til at gøre, »hvad som helst han siger til [dig]«? ( Joh 2:5).

  • Hvorfor kan nogen stole på Jesus Kristus, selvom det, han siger, ikke giver mening for dem?

  • Hvad kan du gøre for at lære Jesus Kristus bedre at kende, så din tro på ham kan øges?

Kommentar og baggrundsinformation

Var det at drikke vin imod buddene på Bibelens tid?

Der er mange henvisninger i Bibelen til onderne ved at være fuld og ved stærke drikke (se f.eks. Ordsp 23:20-21 ; Es 5:11-12 ; Ef 5:18). Disse vers forbyder ikke direkte brug af alkohol, men de fordømmer fråds og fuldskab. I vore dage har Herren åbenbaret visdomsordet, som forbyder indtagelse af alkoholiske drikke [se L&P 89:4-7 ]. Vi bør undgå at dømme folk i tidligere uddelinger ud fra de befalinger, Herren har givet os i vore dage.

(New Testament Student Manual [2018], ChurchofJesusChrist.org)

Hvorfor tiltalte Jesus sin mor som »kvinde«?

Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

Portrait of James E. Talmage.

Tiltalen »kvinde«, anvendt af en søn til sin moder kan måske lyde noget skurrende i vore øren, for ikke at sige at den tyder på manglende respekt; men dens anvendelse var birkelig et udtryk for lige det modsatte … Da Kristus i de sidste frygtelige timer af sin jordiske tilværelse hang i dødsangst på korset, så han ned på den grædende Maria, hans moder, og betroede hende til den elskede apostel Johannes’ omsorg med ordene: »Kvinde, dér er din søn!« [ Joh 19:26 ]. Kan man forestille sig, at vor Herres interesse for den moder, fra hvem han nu skulle skilles ved døden, i dette højtidelige øjeblik var forbundet med nogen anden følelse end ærbødighed, mildhed og kærlighed?

(James E. Talmage, Jesus Kristus, s. 151-152).

Johannes 2:6

Hvad er et vandkar af sten?

Et vandkar kan rumme omkring 34 liter, så de seks vandkar kan have rummet mellem 380 og 600 liter.

Johannes 2:5

Hvorfor er det vigtigt at gøre »hvad som helst [Gud] siger til [dig]«?

Ældste L. Whitney Clayton fra De Halvfjerds har sagt:

Official Portrait of Elder L. Whitney Clayton. Photographed March 2017.

Når vi træffer beslutningen om at gøre, »hvad som helst [Gud] siger til« os, forpligter vi os oprigtigt til at rette vores daglige adfærd ind efter Guds vilje. Enkle troshandlinger som at studere dagligt i skriften, faste regelmæssigt og bede med oprigtig hensigt gør vores brønd af åndelig kapacitet til at møde livets krav dybere. Med tiden fører enkle troshandlinger til mirakuløse resultater. De forvandler vores tro fra et frø til en dynamisk kraft af godt i vores liv …

Når vi stoler på og følger ham, bliver vores liv forvandlet, ligesom vandet blev til vin. Vi bliver meget mere og bedre, end vi nogen sinde ellers kunne blive. Sæt jeres lid til Herren og »gør, hvad som helst han siger til jer.«

(L. Whitney Clayton, »Gør, hvad som helst han siger til jer«, Liahona, maj 2017, s. 97-99)

Supplerende læringsaktiviteter

Jesus Kristus kan forandre mig

Ved at forvandle vand til vin udførte Jesus et mirakel. Han kan udføre lignende mirakler i vores liv og forvandle os fra sådan, som vi er, til sådan, som vi kan blive. Overvej at tilskynde eleverne til at se på, hvordan deres eget liv kan relateres til vandet i dette mirakel. Det kan være nyttigt for eleverne at tænke over den type vandkar, der blev brugt til miraklet, samt hvad tjenerne gjorde for at bidrage til at skabe miraklet. Hjælp eleverne med at bevare deres fokus på Frelseren og forstå, at fordi han er almægtig, kan han virkelig skabe en mirakuløs forandring i vores liv.