Skrifterne
Lære og Pagter 1


Lære og Pagter

Afsnit 1

Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith den 1. november 1831 under en særlig konference af kirkens ældster, der blev afholdt i Hiram, Ohio. Før dette tidspunkt var der blevet modtaget mange åbenbaringer fra Herren, og samlingen af disse med henblik på offentliggørelse i bogform var et af de hovedpunkter, der blev godkendt på konferencen. Dette afsnit udgør Herrens forord til de lærdomme, pagter og befalinger, der er givet i denne uddeling.

1-7: Advarselsrøsten lyder til alle folk. 8-16: Frafald og ugudelighed hersker før det andet komme. 17-23: Joseph Smith er blevet kaldet til at gengive Herrens sandheder og magt til jorden. 24-33: Mormons Bog er blevet bragt frem, og den sande kirke er blevet oprettet. 34-36: Fred vil blive taget bort fra jorden. 37-39: Gransk disse befalinger.

1 Lyt, o, I min kirkes folk, lyder røsten fra ham, som bor i det høje, og hvis øjne hviler på alle mennesker; ja, sandelig siger jeg: Lyt, I folk langt borte, og I, som er på øerne i havet, lyt i forening.

2 For sandelig, Herrens røst lyder til alle mennesker, og der er ingen, der skal kunne undslippe, og der er intet øje, som ikke skal se, ej heller øre, som ikke skal høre, ej heller hjerte, som ikke skal blive gennemtrængt.

3 Og de oprørske skal blive gennemboret af megen sorg, for deres misgerninger skal blive forkyndt på hustagene, og deres hemmelige gerninger skal blive åbenbaret.

4 Og advarselsrøsten skal lyde til alle folk ved mine disciples mund, hvem jeg har udvalgt i disse sidste dage.

5 Og de skal drage ud, og ingen skal holde dem tilbage, for jeg, Herren, har befalet dem det.

6 Se, dette er min fuldmagt og mine tjeneres fuldmagt og mit forord til bogen med mine befalinger, som jeg har givet dem til at udgive til jer, o, jordens indbyggere.

7 Derfor, frygt og skælv, o, I folk, for hvad jeg, Herren, har bestemt i dem, skal blive opfyldt.

8 Og sandelig siger jeg jer, at de, som drager ud og bærer disse tidender til jordens indbyggere, til dem er der givet magt til at besegle de ikke-troende og oprørske både på jorden og i himlen;

9 ja, sandelig, til at besegle dem til den dag, da Guds vrede skal blive udøst uden mål over de ugudelige –

10 til den dag, da Herren skal komme for at gengælde enhver efter hans gerning og tilmåle enhver efter det mål, hvormed han har tilmålt sin næste.

11 Derfor lyder Herrens røst til jordens ender, så alle, som vil høre, kan høre:

12 Bered jer, bered jer på det, som skal komme, for Herren er nær;

13 og Herrens vrede er tændt, og hans sværd er badet i himlen, og det skal falde på jordens indbyggere.

14 Og Herrens arm skal blive åbenbaret; og den dag kommer, da de, der ikke vil høre Herrens røst, ej heller hans tjeneres røst, ej heller give agt på profeternes og apostlenes ord, skal blive forstødt fra folket.

15 For de er afveget fra mine ordinancer og har brudt min evigtvarende pagt;

16 de søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed, og hvis væsen er som en afguds, som bliver gammel og skal omkomme i Babylon, ja, Babylon den store, der skal falde.

17 Derfor har jeg, Herren, eftersom jeg kendte de ulykker, der var ved at komme over jordens indbyggere, kaldet min tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen og givet ham befalinger

18 og har også givet befalinger til andre om, at de skulle forkynde dette for verden; og alt dette for at det, som er skrevet ved profeterne, kunne blive opfyldt –

19 de svage i verden skal komme frem og nedbryde de mægtige og stærke, for at mennesket ikke skal råde sin næste eller sætte sin lid til armen af kød –

20 men for at enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens frelsers navn;

21 for at tro også må tage til på jorden;

22 for at min evigtvarende pagt må blive stadfæstet;

23 for at mit evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender og over for konger og herskere.

24 Se, jeg er Gud og har talt det; disse befalinger er af mig og blev givet til mine tjenere i deres svaghed på deres sprog, for at de måtte komme til forståelse.

25 Og for så vidt som de begik fejl, at det da måtte blive gjort kendt;

26 og for så vidt som de søgte visdom, at de da måtte blive undervist;

27 og for så vidt som de syndede, at de da måtte blive revset, så de kunne omvende sig;

28 og for så vidt som de var ydmyge, at de da måtte blive gjort stærke og blive velsignet fra det høje og modtage kundskab fra tid til anden.

29 Og at min tjener Joseph Smith jun. – efter at have modtaget optegnelsen om nefitterne – ved Guds barmhjertighed måtte få magt til at oversætte Mormons Bog ved Guds kraft.

30 Og ligeledes at de, til hvem disse befalinger blev givet, måtte få magt til at lægge grundvolden til denne kirke og at bringe den frem, ud af dunkelhed og ud af mørke, den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade, hvori jeg, Herren, har velbehag, idet jeg taler om kirken i almindelighed og ikke om dens enkelte medlemmer –

31 for jeg, Herren, kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse;

32 alligevel skal den, der omvender sig og gør Herrens befalinger, blive tilgivet;

33 og den, der ikke omvender sig, fra ham skal endog tages det lys, som han har modtaget; for min Ånd skal ikke stedse kæmpe med mennesket, siger Hærskarers Herre.

34 Og videre, sandelig siger jeg jer, o, jordens indbyggere: Jeg, Herren, er villig til at kundgøre dette for alt kød;

35 for jeg gør ikke forskel på nogen og vil, at alle mennesker skal vide, at den dag hastigt kommer – timen er endnu ikke kommet, men er nær for hånden – da fred skal borttages fra jorden, og Djævelen skal have magt over sit eget rige.

36 Og også Herren skal have magt over sine hellige og skal regere midt iblandt dem og skal komme ned til straffedom over Idumæa, eller verden.

37 Gransk disse befalinger, for de er sande og troværdige, og de profetier og løfter, som er i dem, skal alle blive opfyldt.

38 Hvad jeg, Herren, har talt, har jeg talt, og jeg undskylder mig ikke; og skønt himlene og jorden forgår, skal mit ord ikke forgå, men de skal alle blive opfyldt, hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.

39 For se, Herren er Gud, og Ånden aflægger vidnesbyrd, og vidnesbyrdet er sandt, og sandheden består for evigt og altid. Amen.