2019
Tid til at tjene
Februar 2019


Tid til at tjene

Forfatteren bor i Utah i USA.

Som unge voksne har vi sikkert mere »ekstra« tid, end vi kan lide at indrømme. Her er seks forslag til, hvordan I kan gøre jeres indflydelse større gennem tjeneste.

Billede
young adult pushing out of circle

For nogle få år siden arbejdede jeg fuldtid og tog kurser om aftenen for at få min eksamen i erhvervsadministration. Da jeg havde fået min MBA, ville jeg gerne bruge den »ekstra« tid på noget meningsfuldt.

Det gode råd fra en betroet lærer var enkelt og klart – jeg skulle søge muligheder for at tjene. Selvom han kendte til mine ansvar i Kirken, foreslog han, at jeg så udover min almindelige kreds.

Jeg begyndte bønsomt at søge efter, hvor der var brug for mine evner og talenter, og hvor jeg kunne gøre mest godt. Jeg blev snart ført til et center, der havde brug for frivillige mentorer til deres program for teenagere. Jeg blev mentor for en pige, hvis familie var flygtet fra Somalia. Vi øvede os hver uge på at læse, skrive og regne. Men udover det udviklede vi et venskab og lærte om hinandens kultur og fremtidsdrømme. Da hun flyttede, blev jeg mentor for en anden pige. Hendes familie var flygtet fra Myanmar, og hun var vokset op i en flygtningelejr i Thailand. Udover at studere drøftede vi også livets forskellige udfordringer, og hvordan man kan tackle dem.

Jeg har fundet mange andre muligheder for at bruge mine evner på forskellige måder og tjene omkring mig.

Mange af os unge voksne oplever skiftende krav til, hvad vi bruger vores tid til på grund af flytning, eksamener, nyt job og mange andre ting. Ofte prikker Ånden lidt til os og siger, at vores år som ugifte ikke bare er »venteår«. Vi er nødt til at give dem mere formål og mening.

Vi har sikkert mere »ekstra« tid, end vi kan lide at indrømme, så at bruge et minut på at se, hvordan vi kan bruge den tid på at opløfte andre, vil både være en velsignelse for andre og os selv. Når alt kommer til alt, er det at tjene andre, jo måden vi kan vise Gud vores kærlighed og holde vores pagter om at give ham alt, vi rummer og har.

Nedenfor er nogle få forslag til, hvordan I udvider jeres indflydelsescirkel:

  1. Evaluer jeres tid. Brug en notesbog eller kalender til at se, hvordan I bruger jeres tid. Har I nogle ekstra timer, hvor I ikke har planlagt noget eller som er spildtid? Eller har I alt for meget i kalenderen? Det er lige så vigtigt at forstå, hvor man har tid til overs, som det er at forstå, hvor man er nødt til at skære ned. Beslut, hvad der er vigtigst og afsæt tid til tjeneste.

  2. Evaluer jeres evner. Tænk over, hvad I kan lide at gøre, eller hvad I føler jer tvunget til at gøre. Overvej, hvordan I kan bruge jeres evner og talenter til velsignelse for andre.

  3. Bed. Bed om himmelsk vejledning til at blive ført derhen, hvor der er brug for jer. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jeg ved, at Gud … vil hjælpe og vejlede jer i medfølende handlinger som disciple, hvis I samvittighedsfuldt ønsker det og beder om det og ser efter måder at holde den befaling på, som han igen og igen har givet os« (»Er vi ikke alle tiggere?«, Liahona, nov. 2014, s. 41).

  4. Kom ud af jeres komfortzone. Til at begynde med følte jeg mig ikke tryg ved at være mentor for teenagere eller at undervise i alle fag. Men sommetider var min primære opgave at motivere og opmuntre. Vi behøver ikke at være perfekte for at gøre en forskel. Det meste af tiden er vores primære opgave bare at være der, lytte og opbygge et langvarigt forhold af tillid og stabilitet.

  5. Gør en regulær indsats. Mange organisationer og mennesker har brug for en vedvarende og regulær indsats – noget, der rækker ud over et projekt eller et besøg.

  6. Vær tålmodig. Sommetider tænker jeg: »Jeg ved ikke, om jeg kan blive ved med det. Det er så udmattende. Har jeg gjort noget godt?« Men når jeg først er begyndt at hjælpe, oplever jeg en ændring i mit hjerte. Jeg er sjældent gået fra en tjenestemulighed uden at have fået det bedre og være motiveret til at komme igen. Men hvis muligheden er for udmattende, så overvej andre muligheder eller bed om lidt tid »fri« fra det frivillige, så I kan give det, der er brug for.

Udskriv