I ved ikke, hvad I ikke ved
Hvis vi blot kunne lytte uden at prøve at få andre til at skifte mening, så tror jeg, at det ville overraske os, hvor meget vi kunne lære.
Da jeg gik på universitetet, tog jeg på studieophold i Storbritannien. På det tidspunkt kæmpede jeg virkelig for at føle mig tæt på vor himmelske Fader. Jeg tog til nadvermøde og kirke om søndagen, og jeg tog til katolske messer og et smukt stille kvækermøde. Jeg tog ofte til aftensang, en skøn korgudstjeneste i den anglikanske kirke. Jeg søgte til ethvert sted, hvor jeg kunne finde fred. Jeg læste bønnebøger i katedraler og talte om den apostolske trosbekendelse med folk, hvis tro på mange måder lignede min. Og jeg fandt Gud igen.
Jeg følte så stor kærlighed og sandhed på de steder. Det budskab, jeg fik, var, at når Gud elsker alle sine børn nok til at give dem så megen sandhed og skønhed, så elsker og kender han også mig.
Det er faktisk min favoritdel i vores lære, at Gud giver sandhed til alle sine børn, og at de har sandhed, de kan dele med os (se 2 Ne 29:7-13). I vores kirke taler vi om »evangeliets fylde.« Men det betyder ikke, at vi ved alt, og vi er heller ikke de eneste med svar. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum udtrykte det smukt: »[Jesus Kristus] lever i dag, og han giver nådigt så meget lys til alle nationer, som de kan håndtere og deres egne budbringere kan undervise om. (Se Alma 29:18)«.1
Det er ikke blot religiøse sandheder, Gud giver sine børn. Som præsident Russell M. Nelson har forklaret: »Uanset om en sandhed kommer fra videnskabelige forsøg eller gennem åbenbaring, stammer al sandhed fra Gud. Al sandhed er en del af Jesu Kristi evangelium.«2
Jeg har set lys og sandhed i så mange bøger og mennesker og steder – når jeg har læst i kunstbøger, besøgt moskéer, hørt videnskabelige foredrag og lavet frivilligt arbejde med agnostikere. De har alle haft sandhed at lære mig – om hvordan man behandler andre bedre, at være venligere i min antagelser; de har med andre ord lært mig, hvordan man også kan følge Jesus Kristus. Men jeg var nødt til at være der – selvom det var ukendt – og jeg var nødt til at lytte.
Om det handler om religion, politik eller livsstil, så er vores verden larmende, og vi bliver ofte bombarderet med budskaber fra folk, der er så sikre på, at de har ret og ikke kan overbevises om andet. Sommetider er vi de folk. Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles har sagt: »Den udbredte nedbrydning af den pæne omgangstone er … en bekymring. Det evige princip om handlefrihed kræver, at vi respekterer mange ting, vi ikke er enige i.«3
Vi ved, at Frelseren også bekymrede sig om det. En af de første ting, han sagde til nefitterne, da han besøgte dem, som det fortælles i Mormons Bog, var: »Det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden.« Vi må afskaffe sådant. (Se 3 Ne 11:29-30).
Dersom vi virkelig kunne høre på et menneske og prøve at forstå deres udgangspunkt, hvis vi blot kunne lytte uden at prøve at få andre til at skifte mening, så tror jeg, at det ville overraske os, hvor meget vi kunne lære. Vi ville finde mere sympati og respekt for deres synspunkt eller mening eller i det mindste ikke hade dem for den. Vi kunne tilmed lære noget nyt og sandt, som kunne føjes til vores forståelse. Eller opdage, at vi hele tiden har delt den samme sandhed. Nøglen er ydmyghed – og at erkende, at vi kan holde til at lære af andre.
Jeg har en seddel på mit skrivebord, hvor der står: »Du ved ikke, hvad du ikke ved.« Det er for at minde mig om, at jeg er ret intetanende om det, jeg ikke har erfaret. Det er for at minde mig om at være ydmyg, jeg håber, det virker.
Den er der også for at minde mig om ikke at forblive intetanende – at jeg har et ansvar for at blive ved med at lære og at lytte og søge sandheden, selv når den kommer fra uventet side. Vor himmelske Fader har mere at give os, hvis vi vil lytte.