Jeg er ikke fuldkommen … endnu
Forfatteren bor i Holland.
Kampen mod perfektionisme hjalp mig til at forstå Frelserens forsoning bedre.
I 3 Nefi 12:48 siger Jesus: »Derfor ønsker jeg, at I skal være fuldkomne, ligesom jeg, eller jeres Fader som er i himlen, er fuldkommen.« Dette skriftsted har altid slået mig hårdt, fordi jeg har kæmpet med perfektionisme hele mit liv. Og lige så storartet som det er at ønske at gøre mit bedste i alting, så kan perfektionisme være den rene gift. I lang tid følte jeg mig aldrig god nok, hver gang jeg havde lavet en fejl eller tilmed når noget gik godt.
Krævede for meget af mig selv
Jeg har altid krævet meget af mig selv, især på gymnasiet. Og jeg kom ofte til kort, fordi jeg prøvede at gøre så mange ting på en gang for at bevise, at jeg var god nok. Et år besluttede jeg mig for at lære standarddans, tage musikundervisning og gå med i et musikensemble. Jeg troede, at jeg var nødt til at gøre så meget, jeg kunne, for at udvikle mig og mine talenter. Men på et vist tidspunkt var jeg nødt til at opgive det hele, for det blev alt for meget for mig. Jeg var så hård ved mig selv. Jeg følte mig som en taber, og det at tabe var noget af det, jeg var mest bange for.
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der kæmper med perfektionisme. Så mange af os prøver at gøre vores bedste hver dag og føler os skuffede, når vi ikke fuldfører alting perfekt. Men trods vores indsats, kan ingen af os nogensinde blive helt perfekte her på jorden. Så hvordan kan vi stræbe efter fuldkommenhed, når enhver indsats synes så nyttesløs? Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har givet et svar på det: »Så vær da fuldkomne – i sidste ende.«1
Det er godt at stræbe efter fuldkommenhed, men det kan blive negativt, hvis vi lader os overvælde af det. Med alt det, livet kræver af os fysisk, mentalt, følelsesmæssigt, ja selv åndeligt, er det vigtigt, at vi ikke brænder vores lys i begge ender ved ikke at lade os nøje med mindre end det perfekte. Og det er endnu mere vigtigt at tænke på, hvad vor himmelske Fader beder os om. Han beder os ikke om at brænde ud ved at prøve at gøre alt for meget.
Herren siger i Lære og Pagter 10:4: »Løb ikke hurtigere eller arbejd mere, end du har fået styrke og kræfter til for at sætte dig i stand til at oversætte, men vær flittig indtil enden.« Det kan vi anvende i vores liv. Vor himmelske Fader ønsker, at vi skal være lykkelige, og det vil vi blive, hvis vi gør, hvad han beder os om på den bedste måde, som vi kan. Også selvom vores indsats ikke er fuldkommen endnu.
Perfektion betyder at »fuldende«
Ordet perfekt stammer fra det latinske ord perfectus, der består af to dele per (»helt«) og en afledning af facere (»gøre«). Så perfektion betyder faktisk »fuldendthed.« Og vi kan ikke blive fuldkommengjort uden Jesus Kristus (se Moro 10:32). Jeg tror, at mange af os tænker, at vi ikke er gode nok. Og det er vi heller ikke! Det vil sige, det er vi ikke uden Kristus. Som Ammon sagde: »Jeg ved, at jeg intet er; hvad min egen styrke angår, er jeg svag; derfor vil jeg ikke prale af mig selv, men jeg vil prale af min Gud, for med hans styrke kan jeg gøre alt« (Alma 26:12).
Med Jesus Kristus kan vi altid stræbe efter at blive bedre, tilmed i den grad, at vi vil blive fuldendte og komplette en dag, fordi han kompenserer for vores ufuldkommenheder. »Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32).
Med årene har jeg indset, at jeg ikke helt forstod og fattede, hvad Frelserens forsoning betyder for mig. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at optræde pletfrit her på jorden, og at jeg alene måtte regne ud, hvordan jeg løftede den opgave. Men nu ved jeg, at vi aldrig er helt alene. Hvis vi bestræber os på at fokusere på Jesus Kristus og har ham i vores hjerte og sind, vil vores svagheder ændre sig til styrke – akkurat som min kamp mod perfektionisme ændrer sig. Jeg ved, at jeg ikke er fuldkommen. Men Kristus kan hjælpe os med at overvinde enhver svaghed, synd, udfordring eller frygt. Han forstår os og ved, hvordan han skal komme os til undsætning. Jeg håber, at vi alle må nyde hans uendelige kærlighed. Og indse at selvom vi ikke er fuldkomne endnu, vil vi blive det en dag, hvis vi stræber efter at følge ham.