Vi er for hårde ved os selv
I klarer jer meget bedre, end I selv tror.
Forfatteren bor i Utah i USA.
Så mange af os kæmper i forskellig grad med følelsen af, at vi ikke er gode nok eller gør nok. Jeg har på forskellige tidspunkter i mit liv haft den følelse. En af de værre oplevelser var hen ved slutningen af min mission.
Jeg var til en af mine sidste missionskonferencer, og missionspræsidenten delte, som han ofte gjorde, et budskab, han havde fået fra en missionær. Sommetider var det et sjovt budskab, sommetider var det inspirerende og sommetider understregede det en vis pointe. Dette budskab var nok ment som inspirerende, men i stedet for ramte det mig hårdt. Han fortalte, hvor stor pris denne unavngivne missionær satte på sin makker. Han fortalte, hvor meget kærlighed og omsorg denne missionær følte, at der kom fra hendes makker, og hvilket storslået eksempel makkeren var for denne missionær. Mens jeg lyttede, følte jeg en dyb længsel i min sjæl efter at være som den makker. Jeg ønskede desperat, at jeg kunne være så omsorgsfuld og kærlig og gøre så meget godt. Og i stedet følte jeg noget kollapse inden i mig, da jeg indså, at det var jeg ikke.
Det var ikke mig, og det ville aldrig blive mig. Der var ikke engang tid til, at jeg kunne ændre mig, og hvis der var, ville jeg sikkert ikke kunne alligevel.
Da min makker og jeg senere den dag kom tilbage til vores lejlighed, omtalte hun den selv samme del af vores missionspræsidents tale, der fuldstændigt havde knust mig, og betroede mig, at det var hende, der havde skrevet om mig. Det var hendes ord om mig. Jeg havde stirret ind i det endeløse mørke i et desperat håb om at være den slags menneske, som jeg ønskede at være – og var kommet til kort. Men hendes ord tændte et lys, og snarere end et endeløst mørke, stod jeg nu foran et spejl og så en genspejling af mig selv, som jeg allerede var. Hendes ord betød så meget for mig. At hun overhovedet kunne synes, at jeg blot var noget i retning af det menneske, hun havde beskrevet i sit brev, fyldte mig med glæde.
Jeg fortæller ikke om denne oplevelse for at prale – det betyder den for meget for mig til – men for at belyse, hvor unødvendigt (og ofte uberettiget) hårde vi kan være mod os selv. Jeg havde slået mig selv i hovedet for præcist det, hun roste mig for.
Hermed ikke være sagt, at vi skal indstille vores stræben efter at blive mere kristuslignende. Jeg tænkte ikke, »sejt, så kan jeg sætte kryds ved omsorgsfuld. Så behøver jeg ikke at bekymre mig om det mere.« Men vi er nødt til at indse og anerkende de fremskridt, vi har gjort, og at vi er langt mere værd, end vi nogle gange tror. Som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Alt for mange går omkring i deres tilværelse og tænker, at de ikke er meget værd, når de i virkeligheden er elegante og evige skabninger, som er af uendelig værdi og med et potentiale, der overgår vores fatteevne.«1
Så stop venligst op et øjeblik og tag bestik af det gode, I har gjort, og de egenskaber, I har udviklet eller er ved at udvikle. Husk, at I er accepterede og elskede, og at I dur.
Og er der nogle ting, som I virkelig ikke føler, at I har gjort eller opnået, så arbejd på dem. Giv ikke op. Sæt endelig mål, men sæt ikke grænser for, hvornår I kan blive mere kristuslignende – det var det, jeg gjorde. Jeg forestillede mig en mur, der blokerede for, at jeg kunne ændre mig efter min mission, men selv i tilfælde af, at de vidunderlige ord ikke havde været møntet på mig, havde det ikke betyder, at alt håb om forbedring var ude.
Det er ikke altid let at tænke sådan – at vi er gode nok. Jeg må stadig minde mig selv om ikke at trække mig ned. Men husk, at I er af stor værdi i Guds øjne (se L&P 18:10). Husk, at I er Guds børn, og husk, at »som børn af Gud bør vi ikke fornedre eller sværte os selv til«.2 Stræb altid efter at være mere kristuslignende, men slå ikke jer selv i hovedet med det. Det kan endda være, at I er tættere på at være den, I ønsker, end I har troet muligt.