Gå ikke glip af dette foredrag
Pagter, krokodiller og jer
Fra en tale der blev holdt for studerende på Ensign College i Salt Lake City i Utah i USA den 13. oktober 2020. Læs hele talen på ensign.edu.
Søster Sharon Eubank fortæller, hvordan man sikkert undgår de krokodiller, der lurer i livet, og hvordan man også hjælper andre til at undgå dem.
Nogle gange når jeg rejser, giver folk mig noget, der er vigtigt for dem. Jeg var for nyligt hjemme hos nogen, og de gav mig en trækrokodille, de havde udskåret. Den er smukt malet. Den har fingernegle og hvide øjne og er lavet at træ, der er blevet grønplettet.
Jeg har sat den, hvor jeg kan se den dagligt. Lad mig fortælle, hvorfor jeg beholder den krokodille. Den minder mig om noget, der er værdifuldt for mig, og jeg håber, at det også er værdifuldt for jer.
Livets krokodiller
Nogle af jer kender måske Mara-floden i Kenya. Mange vilde dyr krydser floden på et bestemt tidspunkt af året for at komme til det søde græs på den anden side.
Men floden er også hjemsted for de 5 meter lange nilkrokodiller. Krokodillerne elsker flokmigrationen og er altid på udkig efter deres næste måltid.
Ofte føler uerfarne dyr, såsom en antilope, ikke, at krokodiller, med deres lave profil, udgør nogen fare. De ser ud over floden og ser et dyr, der ser uskyldigt ud, flyde midt imellem planter, så de hopper i og begynder at krydse floden. De aner ikke, hvor hurtigt krokodiller kan bevæge sig, og hvor stærke deres kæber er, når de klemmer fast om noget.
Til tider er vi ligesom antilopen, og Satan er krokodillen. I vores manglende erfaring med at krydse floden, ser vi krokodillerne i floden, men vi genkender dem ikke som noget farligt. Vi ignorerer dem og vader lige ud i strømmen.
Og sædvanligvis følger en flok med os, idet de tænker, at når vi går i, må det være okay også at gå i. Satan venter indtil alle er kommet ud på det dybe vand, og så slår han til.
Vor himmelske Fader ved, at vi er uerfarne, og alligevel må vi metaforisk sandsynligvis krydse floden i vores liv. Han fjerner ikke nødvendigvis krokodillerne i vores liv, men han giver os hjælp til at nå flodens anden bred.
I dag vil jeg tale om tre af disse hjælpemidler fra vor himmelske Fader.
Erfarne zebraer og gnuer = skrifterne
Den første hjælp han giver os er dem, der med succes har krydset floden før os. I vil ofte se antiloper færdes langs bredder med zebraer og gnuer. Zebraer og gnuer krydser floden meget oftere, end antiloper gør. Hvis de kunne kommunikere med antilopen, ville de have noget at fortælle, men antilopen er måske ikke altid interesseret.
Hvor er de erfaringer fra personer, der med succes har krydset floden, skrevet ned? I skrifterne.
Nu siger I måske, det er sandt, søster Eubank, men skrifterne beskriver ikke det, der sker i mit liv.
Alma blev næsten krokodilleføde.
Lad mig komme med eksemplet om Alma den Yngre. Han brugte alle sine tidlige år som voksen med at gøre det præcis det modsatte af, hvad hans forældre ønskede, at han skulle gøre. Han gjorde oprør mod Gud, han holdt op med af følge buddene, og han mobbede og latterliggjorde gode mennesker. Og så skete der noget en dag. En engel viste sig for ham. Som Alma sagde:
»Min sjæl blev martret af evig pinsel …
Ja, jeg erindrede alle mine synder og misgerninger, for hvilke jeg blev pint med helvedes smerter; ja, jeg indså, at jeg havde sat mig op imod min Gud …
Ja, og jeg havde myrdet mange af hans børn, eller rettere sagt ledt dem i fordærv« (Alma 36:12-14).
Alma hoppede egentligt i vandet som ignorant antilope og mobbede derpå andre antiloper, der tøvede med at komme i vandet med ham. Og da de alle blev fanget i strømmen, omringede krokodillerne dem og kom tættere på. Alma blev fanget. Mægtige kæber lukkede sig omkring ham. Der var ingen vej tilbage. Han var krokodilleføde.
»Og det skete, at mens jeg således blev martret med pinsel … da erindrede jeg også at have hørt min far profetere … angående en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder.
Se, da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig …
Og se nu, da jeg tænkte dette, kunne jeg ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder« (Alma 36:17-19).
Den lektie fra disse skriftsteder, der kan anvendes til alle nutidige problemer, I måtte have, er dette: Jesus kan snuppe enhver såret antilope ud af kæberne på en krokodille og helbrede den antilope
Det er umuligt, siger I. Det er ikke logisk eller praktisk.
Men det er sandt.
Det skete i mit eget liv. Jeg har ar, men jeg er hel. Det er omvendelsens og tilgivelsens mirakel. Det er det, evangeliet handler om. Det skete for Alma, og det kan ske for jer. Herren Gud vil ikke længere huske på jeres synd, og I vil blive frie. Det er aldrig for sent for jer, hvis I påkalder Jesus Kristus og beder ham om at vise jer nåde, og I opgiver jeres synder.
Vi må alle læse historier om metaforiske zebraer og gnuer og antiloper, der er blevet reddet, og de står skrevet til os i skrifterne. Vi behøver dem, fordi vi begår så mange fejl, og de peger os i retning af omvendelse og tilgivelse i Jesus Kristus.
Både = Pagter
Den anden hjælp Herren giver os til at krydse vandet er en båd. Båden løfter os op af vandet og udgør et beskyttende lag, der holder krokodiller ude. Både kan have sejl til at fange vinden eller en motor til at føre dem op mod strømmen og et ror, der gør den meget nemmere at styre.
For nogle år siden tog jeg ud i en lille kajak med en ven.
Vi ville krydse havet, hvor hummerbådene fiskede og besøge en lille ø. Vi havde ikke meget erfaring med både, men fandt hurtigt ud af, at pedalerne i båden styrede et lille ror. Roret var en lille finne bagerst, der styrede kajakken i den retning, vi ønskede.
Vi ankom til øen og havde en god tid med at udforske, og så skiftede vejret, og vi tænkte, at vi måtte tilbage til fastlandet. Så vi gik ned i båden og begyndte at ro tilbage over kanalen, men pludselig blev det meget svært at styre båden.
Det tog mig lidt tid at indse, at jeg havde glemt at sætte roret ned igen, efter vi havde trukket båden op på øen. Det viste mig, hvor vigtig den lille finne kunne være.
Vores pagter er som både. De omgiver os med et beskyttende lag, når vi krydser floden og holder os ude af det omskiftelige vand og væk fra krokodillerne. Når vi arbejder hårdt på at holde vores dåbs- og tempelpagter, kan Helligånden (ligesom den lille finne bagerst på båden) lede os, styre os, mod rolige vande.
Men vi må huske Helligånden og ikke glemme at engagere ham i vores liv. Vores navigation er forfærdelig uden hans hjælp.
»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«
Jeg beder jer om ikke at tage jeres pagter for givet. De er meget mere kraftfulde, end vi indser. I tror måske, at jeres løfter blot er en lille robåd, men de vil i sidste ende udvikle sig til en luksusliner, der kan redde hundrede af andre.
Lige så meget som jeres pagter omhandler jer, omhandler de i stor grad også andre.
Udsigten over floden = Profeternes ord
Den tredje hjælp er udsigten ovenfra. Fra vores udsigtspunkt på flodbredden, er det næsten umuligt at se de snedige skjulte krokodiller, men oppefra er de helt synlige.
Profeter kan være som en lille drone. Herren viser dem ting fra en anden vinkel, og de fortæller os om krokodillernes placering og bevægelse i vores liv.
Amos 3:7 er lige så sand i vore dage, som for tusinde af år siden: »Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.«
Ved generalkonferencen fortæller profeter os om deres udsigt fra oven. En ting jeg hørte fra præsident Nelson ved en nylig generalkonference var, at Israel ikke er kaldet til at være bedre end alle andre, ikke til at være det eneste »udvalgte« folk, der kan blive frelst, men i stedet er de kaldet til at være et flag, et banner for folket til at vise dem, hvor Israel bliver indsamlet.
Alle, der er villige til at lade Gud råde i deres liv, bliver indsamlet til at møde deres Gud.
Jesus kalder alle folk til sig: »Kom og følg mig«. Når I træder ned i dåbens vande, når I deltager i nadveren eller modtager jeres begavelse i templet, påtager I jer Jesu Kristi navn. I kan blive hans banner.
Jeres job som banner er:
-
At pege folk mod de oplevelser i skriften, der kan lære dem, hvad de skal gøre.
-
At hjælpe dem til at forberede sig til og opbygge deres egne pagtsbåde.
-
At lytte til de anvisninger, der kommer fra et højere udsyn.
Dette handler ikke blot om jer. Det handler om alle dem, I kan hjælpe med at krydse vandet sikkert.
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd om, at Gud kender jer, han kender jer ved navn og jeres frygt, men også jeres håb og styrker. Jeg bærer vidnesbyrd om, at I har et arbejde at udføre. Rejs jer og vær et banner for alle folkeslag. Må Herren velsigne jer, idet I prøver.