Kun digitalt: Unge Voksne
Sådan ændrede mit hjerte sig, da min bror forlod Kirken
At elske min bror uagtet hans valg, hjalp mig til at få forbindelse til ham igen, da han forlod Kirken.
Da jeg voksede op, troede jeg på Jesu Kristi evangelium af hele mit hjerte, og jeg gjorde alt for at leve retfærdigt. Og jeg ønskede og forventede, at min familie også levede retfærdigt. Kundskab om evangeliet gav mig mere glæde end noget andet i livet, især at vide, at jeg kunne være sammen med min familie for evigt.
Så I kan nok forestille jer, hvor forvirret og såret jeg blev, da min storebror begyndte at fjerne sig mere og mere fra evangeliet og også fra min familie og mig. Til sidst forlod han Kirken.
I nogen tid føltes det som om min verden var eksploderet. Jeg havde så mange spørgsmål:
Hvordan kunne han bare gå væk?
Hvordan kunne han ikke ønske alle velsignelserne ved at efterleve evangeliet?
Ville han ikke være sammen med vores familie for evigt?
Til at begynde med var jeg vred på min bror. Når jeg hørte mine venner tale om, hvor beskyttende deres ældre brødre var, og hvor tæt deres familie var, blev jeg sønderknust over, at min bror og jeg ikke havde talt sammen længe. Min drøm om at være sammen med hele min familie i himlen lod til at glide bort.
Jeg så ofte på de tilsyneladende »perfekte« familier i kirken og følte, at min familie gjorde noget forkert. Hvis vi var retfærdige nok, ville min bror så komme tilbage til Kirken? Men uanset hvad vi gjorde, ville min bror ikke komme tilbage.
Jeg bad til min himmelske Fader for min bror hele tiden. Jeg følte mig så vred og såret. Jeg kunne bede om noget i stil med dette: »Hvorfor sker dette?« »Kan du ikke hjælpe ham til at indse sandheden?« »Vær sød at gøre noget!«
Dette gjorde jeg i noget tid, og intet ændrede sig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Gud ikke gjorde noget. Men så en dag gik der endelig en prås op for mig. Jeg indså, at der var noget, jeg kunne gøre.
Jeg kunne elske.
Kristi kærlighed kan ændre vores hjerte
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Når I virkelig ønsker at velsigne og opløfte andre omkring jer – så kan kraften fra Kristi rene kærlighed virke i jeres hjerte og i jeres tilværelse.
Når I taler [Kristi kærlighedssprog] flydende og bruger det i jeres kontakt med andre, vil de genkende noget i jer, der måske kan vække et længe skjult ønske i dem om at søge den rette vej på rejsen tilbage til deres himmelske hjem. Kærlighedens sprog er trods alt også deres oprindelige modersmål.«1
Tingene begyndte at ændre sig, da jeg viste min bror min kærlighed, i stedet for at forsøge at ændre ham. Jeg begyndte at bede for ham af kærlighed frem for vrede. Jeg kunne se, at hans hjerte begyndte at blive blødgjort – ikke nødvendigvis mod evangeliet, men mod min familie og mig. Og jeg indså, at mit hjerte også skulle blødgøres over for ham (se Mosi 5:7). Jeg begyndte igen at se hans godhed, og jeg begyndte at acceptere og respektere hans beslutninger, selvom de var anderledes end mine. Jeg ved, at de ændringer i mit hjerte og sind kun kunne finde sted gennem Jesu Kristi helende kraft.
Vor himmelske Fader besvarer virkelig vores bønner for andre, selv om det ikke altid er på den måde, vi forventer, at han gør det. Men præcis som vor himmelske Fader hørte Alma den Ældres bønner for sin søn, hører han vores bønner for dem, vi elsker (se Mosi 27:14). Og selvom vi måske må have meget tålmodighed og håb, vil vores vedvarende bønner og tro for andre virkelig få en mægtig indflydelse på dem, og på os. Meget mere end vi måske ved.
Respekt for hinandens rejse
Min bror er ikke kommet tilbage til Kirken, og jeg tror ikke, at han har nogen planer om at gøre det på noget tidspunkt. Men jeg har lært, at han har sin handlefrihed, og selv om han vælger anderledes, end jeg gør, kan jeg elske og respektere ham alligevel. Vi har et bedre forhold, end vi har haft i årevis på grund af den kærlighed, vi viser hinanden. Jeg synes ikke altid om hans valg eller holdninger, men ved at gøre mit bedste for at forstå ham bedre, har jeg kunnet se små glimt af, hvor meget vor himmelske Fader elsker og kender hver eneste af sine børn.
Nøglen til at holde sammen på familien og nå ind til hinandens hjerte er ikke at fordømme hinandens valg, i sidste ende er det kærlighed – Kristi rene kærlighed. Jeg kan aldrig tvinge min bror til at vende tilbage til evangeliet, men jeg kan elske ham og hjælpe ham med at vide, at han altid er velkommen.
Jeg beder og faster stadig for min bror, og alligevel har jeg indset, at hans valg er hans egne. Vores rejse tilbage til vor himmelske Fader er personlig mellem os hver især og ham. Men vi kan vende os til vor himmelske Fader og Frelseren efter hjælp til at støtte hinanden på vores individuelle rejse og elske hinanden hele tiden.
Jeg ved ikke, hvad der vil ske til slut, når det kommer til min evige familie, og nogle gange bliver jeg en smule knust, når jeg tænker på det. Men jeg finder trøst i ordene fra præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab:
»Stol på Herren …
Det samme … gælder for ubesvarede spørgsmål om beseglinger i det næste liv eller ønskede tilpasninger på grund af begivenheder eller overtrædelser i jordelivet. Der er så meget, vi ikke ved, at det eneste sikre, vi kan sætte vores lid til, er Herren og hans kærlighed til sine børn.«2
Og det er det, jeg vælger at gøre – stole på Herren og dele hans kærlighed – uanset hvad.