Stræb mod Kristi fylde
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
Fra et foredrag til unge voksne fra flere regioner, »The Measure of the Stature of the Fulness of Christ« (En vækst, som kan rumme Kristi fylde), holdt i Stanford i Californien i USA, 9. februar 2020.
Find i denne påsketid vej til Jesus Kristus, og søg efter hans beroligende fredfyldte stemme.
Frygt ikke, af Michael Malm
Jeg vil gerne dele nogle tanker angående den personlige mission, som hver af os søger i Kristi »fylde« (se Ef 4:13). Jeg håber, at de vil have værdi i jeres liv og i de situationer, I befinder jer i.
Nogle af jer befinder jer der, hvor I gerne vil være, eller ved i det mindste, hvor I vil hen i livet. Nogle af jer virker til at have mange velsignelser og fantastiske valg forude. Andre af jer føler for en stund og af forskellige årsager, at I er mindre heldige og har knapt så mange tiltrækkende mål, I kan forfølge.
Men ligegyldigt hvor I er på vej hen, og hvordan I arbejder jer gennem jeres prøvelser på vejen derhen, så beder jeg jer om at komme til Frelseren, Jesus Kristus, som det afgørende første skridt mod jeres personlige bestemmelsessted, for at finde individuel glæde og styrke, og for at nå jeres endelige skæbne og succes (se 1 Ne 10:18; 2 Ne 26:33; Omni 1:26; L&P 18:11).
Det kan alt sammen blive jeres, hvis svaret på spørgsmålet, »Hvor går du hen?« (Moses 4:15), er, »Hvor end du er, Herre«.
Livet kan være udfordrende. Vi oplever smerte og ærgrelser og virkelige problemer, som vi skal igennem. Vi oplever skuffelser og sorg, alle mulige højdepunkter og lavpunkter. Men Herren og profeterne har talt mange opmuntrende ord om, hvordan man konfronterer de problemer og opfylder den kosmiske drejebog.
»Fred efterlader jeg jer«
Frelserens velsignelse af sine disciple, selv da han var på vej ind i Getsemane og Golgatas smerte og pinsel, er de mest bevægende af disse ord. Den nat, natten for den største lidelse i verden, der nogensinde er fundet sted eller vil finde sted, sagde Frelseren: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer … Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).
Hvilket forbløffende livssyn i så smertefulde timer! Hvordan var det muligt for ham at sige det, når han vidste, hvad der ventede ham? Han kunne sige det, fordi Kirken er hans og ligeledes evangeliets lykkelige endeligt! For os er sejren allerede vundet. Han ser langt ud i fremtiden; han deler den store sammenhæng med os.
Jeg tror dog, at nogle af os alligevel har den fortærskede rest af puritansk arv, der siger, at det på en eller anden måde er forkert at blive trøstet og hjulpet. At vi hele tiden skal være elendige over noget. Jeg hævder, »vær frimodige« (Joh 16:33) i jeres søgen efter »en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef4:13) kan være det bud, som selv i hjertet på ellers trofaste sidste dages hellige, stort set overalt bliver brudt. Alligevel kan intet være mere smerteligt i Herrens barmhjertige sind.
Jeg ville være meget bekymret, hvis nogen af mine børn et sted i deres liv fik mange problemer, blev ulykkelige eller ulydige. Alligevel ville jeg være uendeligt meget mere ulykkelig, hvis jeg følte, at det barn på sådan et tidspunkt ikke kunne stole på min hjælp eller troede, at hans eller hendes bekymringer ikke var vigtige for mig eller ikke var sikre i min varetægt.
På samme måde er jeg overbevist om, at ingen af os kan forstå, hvor dybt det sårer Guds Faderens kærlige hjerte og hans søn, verdens Frelser, når de ser, at folk ikke føler tillid i deres varetægt eller tryghed i deres hænder eller stoler på deres bud. Mine venner, alene af den grund har vi pligt til at være fornøjede!
Hans »nåde er dig nok«
Et andet råd om at søge Kristus og fylden af hans vækst kom, efter Jesus havde udført miraklet med at brødføde 5.000 med fem brød og to fisk (se Matt14:13-21). (Der er i øvrigt ingen grund til at bekymre sig over, om Kristus løber tør for mirakler, der kan hjælpe jer. Hans »nåde er dig nok« (2 Kor 12:9). Der er en åndelig, evig lektie i dette mirakel. Han har masser af velsignelser til alle, og bagefter er der adskillige kurvefulde igen! Bevar troen, og glæd jer over hans offer som »livets brød«! (Joh 6:35).)
Da Jesus havde bespist skaren, sendte han dem bort, og satte sine disciple i en fiskerbåd for at komme over til den anden side af Galilæasøen. Han gik »op på bjerget for at bede« (Matt 14:23).
Da disciplene begav sig ud i båden, var det begyndt at blive aften, og det stormede. Vindene må have været voldsomme fra starten. På grund af vinden hejste disse folk garanteret aldrig deres sejl, men arbejdede i stedet med deres årer – og det må virkeligt have været et arbejde.
Vi ved det fordi, da det var blevet »den fjerde nattevagt« (Matt 14:25) – et sted mellem kl. 3:00 og 6:00 om morgenen – var de kun nået få kilometer ud (se Joh 6:19). På det tidspunkt var båden blevet fanget i en virkelig voldsom storm.
Men Kristus vågede som altid over dem. Da han så deres vanskeligheder, tog Frelseren ganske enkelt den mest direkte vej til deres både, han gik ud over bølgerne for at hjælpe dem.
Troens afslutter, af J. Alan Barrett
»Frygt ikke«
Da de var mest bange, kiggede disciplene ud i mørket og så et under i en blafrende kjortel, som kom imod dem på bølgetoppene. De råbte højt af angst ved synet og tænkte, at det var et spøgelse på bølgerne. Men så lød der gennem stormen og mørket – da havet virkede helt enormt og deres båd uendeligt lille – den ypperligste og mest beroligende røst fra deres Herre: »Det er mig, frygt ikke!« (Matt 14:27).
Denne skriftlige beretning minder os om, at når vi bevæger os mod Kristus, søger hans fylde, eller han kommer til os for at give os den fylde, så kan det første skridt fylde os med noget, der ligner ren frygt. Det burde det ikke, men nogle gange gør det. En af evangeliets store pudsigheder er, at selve den kilde til hjælp og sikkerhed, vi tilbydes, netop er den, som vi i vores dødelige kortsynethed måske flygter fra.
Af en eller anden årsag har jeg oplevet undersøgere flygte fra dåb. Jeg har oplevet ældster flygte fra et missionskald. Jeg har oplevet elskende flygte fra ægteskab. Jeg har oplevet medlemmer flygte fra udfordrende kaldelser. Jeg har oplevet folk flygte fra deres medlemskab i Kirken.
Alt for ofte flygter vi fra de selv samme ting, som vil frelse og lindre os. Alt for ofte ser vi forpligtelser som noget, der skal frygtes og så opgives.
Ældste James E. Talmage (1862-1933) sagde: »I ethvert voksent menneskes liv indtræder der oplevelser, som svarer til den kamp, rejsende i uvejr må kæmpe mod genstridige vinde og truende vande. Ofte har nattens kamp og fare været meget stor, før lindringen dukker op på den anden side, og alt for ofte bliver den reddende hjælp opfattet som en endnu større rædsel. [Men] som det skete for [disse disciple] på oprørte vande, så kommer befrierens stemme til dem, der anstrenger sig for at tro – ›Det er mig, frygt ikke.‹«1
Kom til ham
Det vidunderlige ved denne invitation om at modtage Frelseren, om at komme til ham og stræbe mod fylden i hans vækst, er, at alle kan gøre det. Det betyder ikke, at alle, I kender, gerne vil overholde buddene, eller at alle, I møder, vil overholde buddene. Men det betyder derimod, at det er muligt at overholde buddene uden nogen særlig evne eller nedarvet ret til at gøre det.
Jeg beder inderligt om tro, der er »skinnende og lys og ren og stærk«, om at Kristus må »blive bragt ind i hver eneste kvadratcentimeter af [vores] kultur«,2 og om »en vækst, som kan rumme Kristi fylde« i vores liv (se Ef 4:13).
Livet vil udfordre jer. Vanskeligheder vil komme. Hjertet vil blive knust. Vores nærmeste vil dø. Så hvor end I er på vej hen, så gå til Jesus Kristus først. Husk, at hans lidelse og opstandelse gør det muligt for os at sejre over problemer og død. Indgå jeres pagter med ham og hold dem, mens I går fremad.
I al min svaghed erkender jeg gerne, at jeg længes mod, at vi opnår »en vækst, som kan rumme Kristi fylde«. Jeg ønsker at komme til ham. Jeg ønsker om muligt, at han kommer til mig. Og jeg ønsker i sandhed den velsignelse for alle jer.