Kærlighed og tilhørsforhold
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne
Søndag den 19. november 2023
Ældste Quentin L. Cook: Spørgsmålet om kærlighed og tilhørsforhold et tæt knyttet til at stå over for livets og troens udfordringer. Mary, hvordan vil du besvare dette vigtige spørgsmål?
Søster Mary Cook: Vi er alle Guds børn, og vi tilhører Herrens genoprettede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Uagtet vores forskellige situationer, hører vi alle til.
Det står klart i skrifterne, at Gud elsker alle sine åndelige børn, og alle er som Gud, og alle hører til.
I 2 Nefi 26:33 står der bl.a.: »Han opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … og alle er lige for Gud.«
Eftersom vi alle er Guds åndelige børn, har vi en åndelig identitet, og vi synger om den i »Jeg er Guds kære barn.«1
For mange år siden, da vi boede i Bay-området i Californien, sang og deltog unge voksne og de ældre blandt de unge i festspillet ved templet i Oakland i Californien med titlen »Og det skete«. En sang handlede om vores åndelige identitet. Dens titel var »Hvem er jeg?« Den stillede spørgsmålene: »Hvorfor er vi her?« og »Hvor skal vi hen?«
Sangen ender med dette magtfulde svar:
Det er, hvem jeg er.
Min ånd boede hos min Fader, før jorden blev dannet.
Jeg valgte at følge stien efter min første prøvestand.
Jeg kom til jorden for at få et legeme skabt i min Faders billede.
For at forene min ånd og mit legeme for at gøre min sjæl guddommelig.
Det er, hvem jeg er.
Jeg er et barn af min Fader … i himlen.
Det er, hvem jeg er …
Jeg er Guds barn.
Alle, som deltog, fik et vidne fra Ånden om, at det, de sang, er sandt.
Ældste Cook: I sidste måned var Mary og jeg i Efesos i Tyrkiet sammen med missionsledere fra det meste af Europa. Apostlen Paulus havde boet og undervist her. Et af hans breve til efeserne indeholder en magtfuld erklæring: »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.«2
Vi hører alle til!
Søster Cook: A.A. Milne skrev en bog om en gylden, honningelskende bjørn ved navn Peter Plys.
En dag gik han en tur med sin ven, Grisling, og Grisling spurgte Peter Plys: »Hvordan staver man til kærlighed?« Peter Plys svarede: »Det staver man ikke til. Det mærker man.«
I Guide til skrifterne står der under opslaget »Kærlighed«: »Dyb og inderlig ømhed … [og] hengivenhed. Det største eksempel på Guds kærlighed til sine børn ses i Jesu Kristi altomfattende forsoning. Kærlighed til Gud og ens medmennesker er betegnende for Jesu Kristi disciple.«3
I Johannes 3:16 læser vi: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«
Da Jesus Kristus kom til denne jord i tidernes midte, lærte han os:
»›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«4
Vi viser vores kærlighed til Gud Faderen og Jesus Kristus ved at holde deres bud. Det er vores værk.
Vi viser vores kærlighed til alle Guds børn ved at udvise omsorg for dem og aktivt efterleve evangeliet – ved at missionere, når vi elsker, deler og inviterer andre til at »komme til Kristus.« Vi viser vores kærlighed til familien ved at holde vores tempelpagter og udføre tempelordinancer for vores forfædre.
Nuvel, vær ærlige over for jer selv. Spørg: Viser mine handlinger min kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus? Hjælper jeg andre omkring mig til at tro? Hvis jeg blev beskyldt for at være kristen, ville der så være beviser nok til at dømme mig?
Digtet »Outwitted« (overlistet), af Edwin Markham lyder:
Han tegnede en cirkel, som lukkede mig ude –
som en kætter, en rebel, én man håner.
Men kærligheden og jeg var kloge nok til at vinde:
Vi tegnede en cirkel, som omfattede ham!
Lad os være sande disciple og fredsstiftere. Lad Kristi rene kærlighed hvile i vores hjerte, når vi ved vores handlinger viser vores kærlighed til Gud og hans elskede Søn, Jesus Kristus.
Ældste Cook: Jeg har bedt ældste og søster Gilbert om at besvare de næste to spørgsmål:
Først: Hvordan kan vi styrke planlægning og balance i vores liv? Og for det andet: Hvordan kan vi stå for sandhed i disse komplekse tider?