Den allerbedste penneven
Forfatteren bor i West Midlands i England.
Jane ville ikke være penneven. Hun ville bare have mor hjem.
Kære mor, skrev Jane.
Hun holdt en pause og bankede pennen mod bordet. Hun så på køleskabet, hvor det nyeste billede af hende og mor hang. De havde begge den samme hage, det samme mørke hår og det samme brede smil.
Hvad skulle hun skrive? Jane ville gerne lyde glad og stærk for sin mors skyld, men hun kunne ikke komme i tanker om noget. Hun var så trist, at det var svært at skrive noget overhovedet.
Jane, far og hendes søskende var kommet tilbage fra et besøg hos mor for to uger siden. Mor sad i fængsel, og de måtte køre næsten hele dagen for at se hende. På grund af den lange køretur kunne de ikke se hende så ofte. Mor havde været i fængsel i over et år, og de havde kun set hende to gange.
Da Jane havde besøgt hende denne gang, havde mor foreslået, at de skulle være pennevenner. Men Jane ville ikke være penneven. Hun ville bare have mor hjem.
Mors første brev til Jane var kommet i går, skrevet pænt med blyant. Nederst havde hun tegnet et billede af, hvordan de to skulle holde en fest sammen, når hun kom hjem.
Jane skrev et par linjer og krøllede så papiret sammen. Hun lagde hovedet på bordet og klemte øjnene i, mens hun forsøgte at holde tårerne tilbage.
Far kom ind med nogle dagligvarer. »Jane, er der noget galt?«
Jane trak på skuldrene.
Far satte sig ned og lagde armene om hende. Jane lænede sig mod hans bryst.
»Hvor længe endnu?« spurgte hun.
»Indtil hvad?”
»Hvor længe skal vi vente, før mor kommer hjem?«
Far var stille i lang tid. Så sagde han: »Det vil sandsynligvis vare mindst tre år mere, Jane.«
Jane følte det som om, hendes hjerte skulle eksplodere. Tre år! Det sidste år havde været så langt og hårdt. Hvordan kunne hun leve tre år til uden mor?
»Hver eneste dag ønsker jeg, at din mor var her,« sagde far. »Det er virkelig svært, at hun er væk, er det ikke?«
Jane nikkede.
»Det er okay at være ked af det,« sagde far. »Nogle gange hjælper det mig at minde mig selv om, hvad jeg er taknemmelig for.«
Jane snøftede lidt. »Som hvad?«
Far smilede. »Som for eksempel at vi kan ringe til mor hver uge. Og at vi er i stand til at sende hende ting, hun har brug for – og breve.« Far trommede med fingrene på papirblokken på bordet. »Og …?«
»Og …,« Jane tænkte over det. »Jeg har mange lærere og venner, jeg kan tale med. Og Ashleys mor tog mig med til et mors dag-arrangement. Og jeg har lært at blive en bedre ven og hjælpe andre.«
»Ja, du har,« sagde far. »Hvad hvis vi beder, og så kan du tænke mere over, hvad du vil skrive?«
Jane foldede sine hænder. Hun takkede sin himmelske Fader for, at hun havde været i stand til at se mor, og at de var kommet sikkert hjem. Derefter bad hun ham om at hjælpe hende med at finde ud af, hvad hun skulle skrive.
Hun sad ved bordet og tænkte og tænkte. Så begyndte hun at skrive noget, hun ikke havde regnet med: En liste over ting, hun var taknemmelig for. Hun nævnte alle de ting, hun havde talt om med far, og endnu flere som hendes søskende og hendes nabolag.
Da hun var færdig, tegnede Jane et billede af hende og mor, der spillede brætspil sammen. Hun var stadig lidt ked af det, men hun havde en ting at se frem til – i de næste tre år ville hun være den allerbedste penneven!
Illustrationer: Alyssa Tallent