Et klaver til Prophet
Denne historie fandt sted i Greater Accra i Ghana.
En dreng ved navn Prophet havde to vigtige mål.
»Musik er et sprog, som alle kan forstå« (Børnenes sangbog, s. iii).
Prophet elskede musik. Han elskede især Primarysange og Kirkens salmer. Han nynnede melodierne hele dagen lang. Han forestillede sig, at han sad ved et klaver og spillede sine yndlingssange. Han forestillede sig også, at han lærte andre mennesker at spille.
Der var bare ét problem. Han havde ikke et klaver.
En dag havde Prophet et møde med sin biskop.
»Har du sat nogle mål i programmet Børn og Unge?« spurgte biskoppen.
»Ja,« svarede Prophet. »Jeg vil lære at spille klaver.«
»Det er et godt mål,« sagde biskoppen.
»Og når jeg når det mål,« sagde Prophet, »så har jeg et andet mål. Jeg vil lære tyve andre mennesker at spille.«
»Det er to gode mål,« sagde biskoppen.
»Men jeg har et problem,« sagde Prophet. »Jeg har ikke et klaver.«
»Lad os se, hvad vi kan gøre.«
I kirken søndagen efter fortalte biskoppen Prophet, at han havde fundet et missionærpar, der kunne undervise ham. De medbragte keyboards, som han og andre kunne øve sig på. De ønskede at lære mange mennesker at spille klaver.
Biskoppen talte med folk. Prophet talte med folk. Prophets familie talte med folk. Snart talte hele menigheden om klaverundervisning. Og det gjorde andre også.
»Mange af mine venner, der ikke er medlemmer, vil også gerne lære at spille klaver,« sagde Prophet til biskoppen.
»De er selvfølgelig velkomne,« sagde biskoppen. »Missionærerne vil give dig en bog og hjælpe dig med at lære lektionerne. Og når du har lært det, kan du hjælpe dem med at undervise alle andre.«
»Det er mit andet mål!« sagde Prophet.
Snart øvede Prophet sammen med missionærerne. Han elskede at lære, hvad alle tonerne betød, og at høre dem forenes i en sang. To af hans venner fra kirken, Kelvin og Alexander, lærte også at spille klaver. Efter en måned begyndte alle tre drenge også at undervise.
Hver dag underviste drengene i keyboardklasser i kirkebygningen. Først var der omkring 10 elever, derefter 20 og siden 50!
»Det her er sjovt!« sagde Kelvin en dag, da undervisningen var slut.
»Jeg tror, at vor himmelske Fader er glad, fordi vi hjælper andre med at lære,« sagde Alexander.
Prophet nikkede. Hans mål om at hjælpe mange mennesker, var allerede gået i opfyldelse.
Men der var også noget andet, der gjorde Prophet glad. Når de andre elever øvede Primarysange, lærte de også om vor himmelske Fader. Nogle af dem spurgte Prophet, om de kunne lære mere om Kirken.
Og faktisk blev nogle af de mennesker, der startede med at lære om Kirken på grund af klaverundervisningen, døbt.
»Til møderne,« siger Prophet, »sidder vi nu alle sammen og synger de sange, vi elsker.«
Illustrationer: Violet Lemay