Min side, din side

Maryssa Dennis

Kirkens tidsskrifter

(Baseret på en virkelig hændelse)

»Hvor er det godt og herligt, når [søstre] sidder sammen!« (Sl 133:1).

two sisters in bedroom with purple curtain hanging between them

»Megan! Dine sko står på min side af værelset!« hvislede Mia.

»Nå, men dine skrifter ligger på min side,« sagde Megan.

Mor stak hovedet ind ad døren. »Piger, jeg kan ikke høre, der bliver gjort rent herinde. I kan ikke tage i parken, før jeres værelse er rent.«

»Men det er alt sammen Megans rod!« sagde Mia. »Det er ikke rimeligt, at jeg skal rydde op.«

»Det er ikke alt sammen mit!« sagde Megan.

»Ugh.« Mia lagde armene over kors. »Jeg ville ønske, jeg havde mit eget værelse. Hvorfor skal jeg dele med Megan? Michael har et helt for sig selv!«

Mor sukkede. »Du ved godt, at vi ikke har et ekstra værelse. Michael er ældre. Derfor har han sit eget.«

»Nå, men få hende i det mindste til at holde sine ting væk fra min side.« Mia trak en imaginær linje med fingeren midt i rummet. »Se her.« Det er din side, Megan. Det her er min side.«

»Hmm,« sagde mor. »Måske kan vi hænge et gardin op for at opdele værelset. Ville det hjælpe jer til at enes?«

Mia grinede. »Ja!«

Dagen efter syede mor et gardin af noget stof. Det var lilla med et ternet mønster på. Hun syede endda et bånd med hængende perler langs med bunden. Senere hjalp Mia og Megan far med at hænge gardinet op med et stykke ståltråd. Det strakte sig hele vejen gennem værelset.

Mia klappede i hænderne af begejstring. »Endelig! Det er ligesom at have mit eget værelse!«

Hun tog farveblyanterne frem for at farvelægge et billede. Men efter et par minutter begyndte hun at kede sig. Hun spekulerede på, hvad Megan lavede på den anden side af gardinet. De plejede at farve sammen. Det føltes lidt ensomt at gøre det alene.

Den aften knælede Mia ned for at bede sin aftenbøn. Hun takkede vor himmelske Fader for sit hjem og for sin familie. Det fik hende til at føle sig lidt trist. Hun kunne godt lide at have sit eget værelse, men hun savnede at lege med Megan.

Mia gik i seng. Men hun kunne ikke falde i søvn. Hun vendte sig om på den ene side. Hun kunne se Megans hoved gennem den lille sprække mellem gardinet og væggen.

»Megan,« hviskede hun. »Er du vågen?«

»Jep,« hviskede Megan tilbage.

»Hvad hvis vi lavede en lille postkasse?« spurgte Mia. »Til at lægge beskeder til hinanden.«

»God idé,« sagde Megan. »Skal vi gøre det i morgen?«

»Ja da.« Mia lukkede øjnene med et smil. »Godnat, Megan.«

»Godnat, Mia.«

Dagen efter fandt Mia en lille æske. Hun satte den på midterlinjen i værelset. Så skrev hun en besked og lagde den indeni: Megan, vil du lege med mine tøjdyr? Kærlig hilsen Mia.

Megan samlede sedlen op og læste den. »Det vil jeg rigtig gerne!«

Hele ugen lagde Mia og Megan beskeder til hinanden i deres postkasse. Og de legede med hinanden hver dag. Nogle gange legede de på Mias side. Andre gange legede de på Megans side. Men de havde det altid sjovt sammen.

»Ved du hvad,« sagde Mia en dag til Megan, »jeg ved alligevel ikke, om vi har brug for gardinet.«

»Ja,« sagde Megan. »Det er lidt i vejen.«

Far hjalp dem med at tage gardinet ned.

»Jeg er glad for, at I har lært at enes,« sagde han.

Mia smilede til Megan. »Det er jeg også.«