Nye amigos
Forfatteren bor i Utah i USA.
Brigit talte ikke spansk. Hvordan skulle hun lære nogen at kende?
»Jeg var fremmed, og I tog imod mig« (Matt 25:35).
Brigit stirrede ud gennem bilvinduet, da hendes familie kørte gennem de smalle gader i Caracas i Venezuela. Der var farvestrålende huse og store grønne bjerge. Det var et smukt sted. Mor og far sagde, at det ville blive et helt nyt eventyr at bo her.
Men Brigit var stadig bekymret. I dag var det første gang, de skulle i kirke i deres nye land.
Mor vendte sig om mod Brigit. »Er du okay, skat?« spurgte hun. »Du ser ikke ud til at have det så godt.«
Brigit vred sine hænder. »Jeg er bange. Jeg taler ikke spansk. Hvordan kan jeg få venner?«
Mor rakte sin hånd ud og tog Brigit i hånden. »Jeg ved, du er bekymret. Men det ordner sig alt sammen. Tag nogle dybe indåndinger.«
Brigit så ned på sine hænder. De føltes kolde, selvom det var varmt udenfor. Hendes hjerte bankede hurtigere, og hun følte uro i maven, da bilen kørte ind på kirkens parkeringsplads. Hvordan ville kirken være? Ville hun forstå noget?
Brigit følte sig som en fremmed, da hun gik ind i kirkebygningen. Hun så sig omkring på de andre familier, som alle talte spansk. Hun opdagede to piger, der så ud til at være på hendes alder.
Så snart pigerne så Brigit, skyndte de sig hen til hende. De talte hurtigt, med glade stemmer og store smil.
Men hun kunne ikke forstå et ord af, hvad de sagde. Vil de gå væk igen, når de finder ud af, at jeg ikke taler spansk? spekulerede hun på.
Brigit tog en dyb indånding. »No hablo español,« sagde hun og rystede på hovedet. »Jeg taler ikke spansk.« Tårerne vældede frem i hendes øjne.
Pigerne trak bare på skuldrene og smilede endnu mere. En af pigerne pegede på sig selv og sagde: »Dayana.« Så pegede hun på den anden pige og sagde: »Andrea.«
Brigits bekymringer forsvandt lige så stille. Hun smilede til pigerne og pegede på sig selv. »Brigit.«
Dayana og Andrea satte sig ved siden af Brigit. De lærte hende at sige »skrifter« på spansk og et par andre ord. Da nadvermødet begyndte, følte Brigit sig varm og fredfyldt i hjertet.
Efter Primary sad Brigit og hendes nye venner i græsset uden for kirken, mens deres forældre talte sammen. Dayana og Andrea lærte Brigit nogle flere spanske ord. Så pegede Dayana på et træ og spurgte: »Inglés (engelsk)?«
Brigit smilede og pegede også. »Træ,« sagde hun. Hun strålede af glæde og pegede på andre ting og sagde ordene på engelsk. Dayana og Andrea gentog de engelske ord. Derefter lærte de Brigit at sige dem på spansk. Brigit lærte alle mulige nyttige ord, som libro (bog), casa (hus) og coche (bil). Bedst af alt lærte de hende, hvordan man siger amigos (venner).
Snart var det tid til at tage hjem. Brigit vinkede farvel til Dayana og Andrea.
»Hvordan var din første dag i kirken i Venezuela?« spurgte far.
Brigit smilede. »Den var dejlig! Jeg fik nogle venner. Og de lærer mig spansk!«
»Det er vidunderligt! Jeg er så glad for, at du havde en god dag.«
Brigit tænkte på, hvordan Dayana og Andrea havde budt hende velkommen. Hun følte sig ikke længere som en fremmed. Hun vidste, at vor himmelske Fader hjalp hende med at få venner. Og hun var spændt på at se, hvordan resten af hendes tid i Caracas ville blive!
Illustrationer: Julia Castaño