Regnbue-hilsen
Darcy sprang over en vandpyt. Hun fniste. Regnvejrsdage var sjove. Hun og mor sejlede om kap med både lavet af blade. Darcy jublede, da hendes blad flød forbi.
Hun gik på tæer mellem vandpytterne med et farvekridt i hver hånd. Hun farvede fortovet og endda en stor sten. Farverne så så smukke ud mod den grå himmel. Darcy havde ikke noget imod kulden.
Hun så op på den overskyede himmel.
»Mor, kan vor himmelske Fader se mig lige nu?« spurgte Darcy.
»Ja. Vor himmelske Fader kan se dig lige nu,« sagde mor.
Darcy tænkte sig om et øjeblik. Så rakte hun hånden op og vinkede.
»Hej!«, sagde hun og vinkede til skyen. Måske kunne vor himmelske Fader se hende vinke til ham!
Til sidst gik Darcy og mor ind for at få varmen.
Darcy tog noget papir og malede en strålende regnbue. Hun viste den til far, da han kom hjem. Hun fortalte ham om alle de sjove ting, hun havde oplevet på regnvejrsdagen.
Efter middagen gik solen ned. »Lad os gå ud og se solnedgangen,« sagde far.
De gik udenfor. Det duftede, som om jorden havde taget et brusebad. Skyerne var runde og lyserøde. Og på himlen var den mest strålende, smukke regnbue!
»Kan du huske, hvem der laver regnbuer?« spurgte mor.
»Vor himmelske Fader laver dem!« sagde Darcy.
Darcy slog armene omkring sig selv ligesom et knus. »Jeg tror, han siger ›hej‹ tilbage til mig!«
Illustration: Cristina Trapanese