Pionerer i alle lande
Dinis finder et svar
Madrassen i køjesengen knirkede, mens Dinis rullede over på den anden side. Han havde vendt og drejet sig hele natten. Men han kunne bare ikke sove!
Hvad nu, hvis missionærerne tog fejl? tænkte Dinis. Hvad nu, hvis det alligevel ikke er den sande kirke? Hvad nu, hvis jeg er på den forkerte vej? Spørgsmålene blev ved med at plage ham.
Dinis’ familie sluttede sig til Kirken to år tidligere, da han var 10 år. Da missionærerne underviste dem i begyndelsen, følte Dinis straks, at det, de sagde, var sandt. Dinis og hans familie var nogle af de første, der sluttede sig til Kirken i Portugal. Dinis var en pioner!
Men for nylig var han begyndt at bekymre sig. Hvad nu, hvis det ikke var det rigtige valg at blive døbt?
Dinis fortalte ikke nogen, at han var bekymret. Hverken hans brødre eller hans søster. Selv ikke hans forældre. Men i nat var det alt, han kunne tænke på.
Dinis sukkede. Han så ned over sengekanten. Hans brødre sov tungt i den nederste køje. Dinis var alene.
Han vidste, at han havde brug for at spørge Gud, om Kirken var sand. Han knælede midt i sengen. Han bøjede hovedet og begyndte at bede.
»Kære Gud,« sagde Dinis stille. »Fortæl mig, om Joseph Smith virkelig så dig og Jesus.«
Dinis havde bedt mange gange før. Men denne gang var det anderledes. Dinis havde virkelig brug for at vide det. Han bad om hjælp, mere intenst end nogensinde før.
»Jeg ønsker ikke at tage fejl,« hviskede han. »Jeg vil bare vide, hvad der er rigtigt.«
Så følte Dinis noget. Følelsen var stærk og varm. Den voksede, indtil han følte det i hele sin krop. Han følte, at han var ved at eksplodere af glæde!
Dinis vidste, at følelsen var Helligånden. Gud havde besvaret hans bøn! Missionærerne havde ret. Joseph Smith var virkelig en profet. Og at blive døbt var ikke bare et godt valg. Det var det bedste valg.
Dinis lå på ryggen og så op i loftet. Hans bekymringer var væk. Han trak dynen tæt omkring sig. Før han vidste af det, var han faldet i søvn.
Da Dinis blev ældre, huskede han altid den nat, da han bad i sin køjeseng. Han vidste, at han var på den rette vej som medlem af Jesus Kristi Kirke. Og han vidste, at vor himmelske Fader altid ville høre hans bønner.