Ikke så ensom
Denne historie fandt sted i Ecuador.
Damián ønskede, at hele hans familie kunne gå i kirke sammen.
Damián kiggede i sin rygsæk for at se, at han havde, hvad han behøvede. Kirketøj? Tjek. Sko? Tjek. Mormons Bog? Tjek. Han lynede sin rygsæk, tog den over skulderen og satte kursen mod døren.
»Mamá!« råbte Damián. »Jeg tager hen til Abuela og Abuelo!«
Mamá lagde håndklæder sammen. »Sørg for at hjælpe dine bedsteforældre.« Hun stoppede for at give Damián et stort kram. »Jeg ved, du godt kan lide at gå i kirke med dem. Hav det hyggeligt i morgen.«
»Det skal jeg nok,« sagde Damián. Men jeg ville ønske, I ville komme med mig, tænkte han.
Damián gik hen til busstoppestedet. Hver lørdag tog han bussen gennem sin by i Ecuador til Abuelas og Abuelos hus. Han overnattede hos dem. Så gik han i kirke med dem dagen efter.
Søndag morgen klædte Damián sig på til kirke. Han knappede sin skjorte. Han tog sine sko på. Så gik han i kirke med Abuela og Abuelo.
Damián kunne godt lide at gå i kirke. Han kunne godt lide at synge sangene og at tage nadveren. Han kunne også lide at møde sine venner. Men han ville ønske, at resten af hans familie var sammen med ham.
Den eftermiddag gik Damián, Abuela og Abuelo hen til bror og søster Ruiz’ hus. De skulle afholde hjemmeaften sammen. Abuela havde en tærte med til dessert.
Lektionen handlede om Jesus. Damián farvelagde et billede af Jesus, mens han lyttede til lektionen. »Jesus forstår alt, hvad vi føler,« sagde bror Ruiz. »Selv når vi er kede af det.«
Damián så på sit billede af Jesus. Han var glad for, at Jesus vidste, hvordan han havde det.
Efter afslutningsbønnen sagde Abuela: »Jeg har en tærte med. Hvem vil gerne have et stykke?«
»Mig!« sagde Damián. Den cremede, søde dessert var Damiáns favorit! Og Abuela lavede den bedste tærte.
Efter hjemmeaften fulgte Abuela Damián til busstoppestedet, så han kunne komme hjem. Damián så ned i jorden.
»Er der noget galt?« spurgte Abuela.
Damián rynkede panden. »Jeg ville ønske, at resten af min familie gik i kirke med os.«
»Også mig,« sagde Abuela. Hun gav Damián et knus. »Men din familie elsker dig meget. Og det gør Abuelo og jeg og mange andre også!«
Så kom bussen. Damián sad ved vinduet og vinkede til Abuela, da bussen kørte væk.
Damián tænkte over det, Abuela havde sagt. Han tænkte på Mamá og hans bror og søster. Han vidste, at de elskede ham højt. Så tænkte han på sin primarylærer. Og familien Ruiz. Og Abuela og Abuelo. De elskede ham også allesammen.
Mest af alt vidste Damián, at vor himmelske Fader, og Jesus elskede ham. Og det fik ham til at føle sig knap så ensom
Illustrationer: Julissa Mora